Skip to content

Om prinsesser, social blindhed og baklava i klassens time

DR3 kørte for et stykke tid siden serien ”prinsesser fra blokken”, der portrætterede nogle unge kvinder med lange negle, en hård attitude og en opvækst, der vist ikke var helt ligetil. De boede alle sammen i en slags socialt boligbyggeri i hovedstadsområdet. En af prinsesserne, Siri, har fået sin egen serie og jeg synes den er værd at se  (se den her). Siri har det ikke nemt, men for dælen hvor har hun hår på brystet.

Jeg er opvokset på den københavnske vestegn, lige deromkring hvor Siri bor i starten af serien. Derude, hvor betonbyggerierne er i pastelfarver og hvor der er bygget skure tæt på stationerne til dem, der bruger dagene på at drikke øl – lunkne, så de ryger lettere ned. Derude, hvor solariebrun hud og piercinger i hele hovedet er god stil, og hvor man kan møde en mand med ”LORT” tatoveret med gotiske bogstaver henover overarmen i fitnesscenteret. Derude, hvor Tupperware-sælgeren i centeret lugter af gin, og hvor skraldespande er noget man brænder af.

Men det er også derude, hvor der findes landsbyer med stråtækte bindingsværkshuse og gamle, fine kirker. Derude hvor der bor en masse kedeligt almindelige mennesker, der nok aldrig får deres egen DR3-serie. Derude hvor man kan klappe geder, gå en tur i skoven eller tage i svømmehallen inklusive legeland for 25 kroner. Og jeg kan godt blive lidt træt af den ensidige fremstilling af vestegnen, der er i medierne, for det er aldrig dén side, der bliver vist – der hvor folk passer deres arbejde, spiser spaghetti med kødsovs til aftensmad og følger børnene i skole til tiden.

Og så er det derude, hvor mennesker har alle mulige forskellige hudfarver, baggrunde og livsmuligheder. Da vi for et års tid siden kiggede på at købe hus eller lejlighed, tænkte jeg meget over, at det sted vi valgte nok ville blive Lillens barndoms kvarter. Det var det sted, der ville danne rammen om hendes oplevelser, der hun ville få sine første venner, gå til de første fester og selv bevæge sig ud i verden på egen hånd. For det gør de steder, vi bor; de former os. Vestegnen har formet mig. Den har fx givet mig en meget karakteristisk københavnsk udtale, med meget udtales maaaaajet og nej mest af alt lyder som naaarj. Den har også gjort, at jeg vistnok ikke lider særlig slemt af social blindhed. Vi fik oftere baklava end flødeboller, når nogen i min klasse havde fødselsdag og  min allerførste kinddans var med en iransk dreng til Craig Davids ”7 days” –altså  jeg gik hver dag op og ned af de mennesker, som mange i dag er bange for. Jeg har set en klassekammerats far drikke sig ihjel, set hashmisbrugere i 8. klasse og set hvordan forældre kunne komme til at glemme deres børn midt i alle deres egne udfordringer. Men jeg har også bygget huler i skoven, været på æblerov, bygget sandslotte ved vandet, sejlet ture om sommeren i min fars båd og spist is på havnen.

Jeg syntes, at det var et fantastisk sted at vokse op. Fordi jeg havde nogle forældre, der altid gerne ville tale med mig om tingene og som fint rummede, at tingene nogle gange var lidt skæve. Og så tror jeg at jeg var så tilpas nørdet, at det aldrig rigtig var en mulighed for mig at blive inviteret med til de rigtig seje fester eller hænge ud med dem, der et par år senere sad i spjældet eller havde 3 børn med ukendte fædre. Det parcelhus-kvarter vi boede i kunne lige så godt kunne have ligget i Svendborg, Vejle eller noget helt tredje – det var alt det, der omkransede parcelhusene, der var noget særligt vestegn’sk. Jeg har ikke lyst til at flytte tilbage til Vestegnen, for nu har jeg ligesom prøvet dét. Men jeg ville heller ikke gøre det om.

Jeg håber, at vi kan give Lillen den samme trygge base herude på Amager, og at vi kan forme et menneske, der er nysgerrig og rummelig overfor det, hun ikke kender i forvejen (… undtaget stoffer og andre ting man kan ryge i spjældet for. Det behøver hun ikke undersøge nærmere, vel). Jeg håber ikke hun bliver en prinsesse fra blokken, for jeg synes der var nogle der skulle have passet bedre de piger engang, men jeg synes det er fint, hvis hun får lidt hår på brystet.

5 Comments

  1. Katrine Katrine

    Tak for gode, betragtninger 🙂

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Tak for de fine ord 🙂

  2. Så mange kloge ord. Der var også mange forskellige folk i vores provins nær Aalborg, hashslag i busskurene, ballademagere og sprængte postkasser, men også midsommermarked, FDF spejderture, tusinde steder at bygge huler, verdens hyggeligste bibliotek, øldrikkeri ved svævebanen og et sammenhold på skolen, hvor alle kendte alles familie. Der blev sunget sange hver morgen, holdt Indisk emne-uge for at vise en ny ankommen søskendefloks verden (hvor deres familie fremlage og lavede mad), Lucia for pensionisterne i fælleshuset hvert år og så fik en mellemtrinnet fx fri i tre døgn fra skole, for at bygge skolens multibane. Det giver noget, på en hel anden måde at være en del, af sådan et kvarter (:

    – A

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Tak for rosen! Det lyder også som et virkelig fint sted at vokse op – og det er nemlig så vigtigt at have øje for både dét, der ikke er pænt, og så alt det andet der giver liv, karakter og charme. For der er jo ingen steder der er helt det ene eller andet, heldigvis 🙂 God aften!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *