Uncategorized

Om saksespark, snaps på sutten og bryllupsinvitationer

Nåmen vi fik aldrig set hverken Orla Frøsnapper eller Gummi Tarzan i går. Til gengæld så vi American Sniper, og det skulle vi aldrig have gjort. Bevares, det var en virkelig god film og Bradley Cooper er jo ikke ligefrem grim at se på (ahem!), men den gik lige i maven på mig. Det er der lidt flere ting der gør, efter at jeg er blevet nogens mor, synes jeg.

I dag har jeg det som om jeg har været til crossfit og efterfølgende er blevet masseret med en kødhammer. Lillen sov rigtig dårligt, så vi tog hende over i vores seng. Det var hyggeligt – i hvert fald de første 10 minutter. Resten af tiden var en cocktail af saksespark i ryggen, negle i ansigtet og en underarm, der prøvede at mase sig vej ind i øret på mig. Hvordan mennesker der samsover med deres børn fungerer, forstår jeg ikke. Eller også har de bare nogle børn, der sover virkelig roligt? Jeg siger ikke, at det var en god idé at putte snaps på sutten, som man gjorde i gamle dage når babyer skulle sove, men jeg forstår godt, hvordan nogen fik dén tanke. Håber snart min babys sove-mojo vender tilbage til normalen.

Jeg fik sovet noget der ligner fem timer, inden nogen vågnede lidt i 6 og var klar til at lege. Nu sover Lillen igen. Jeg er derfor i skrivende stund i gang med at hælde kaffe ned i svælget med en ganske imponerende hastighed. Da jeg stod op, stod der en kasse fra Aarstiderne med aftensmad til de næste 4 dage udenfor døren. Jeg havde glemt alt om det, og købte halvdelen af Føtex i går. Alletiders. Det regner helt vildt her på Vesterbro, og min far har lige sendt billeder fra Spanien. Han er nede for at paraglide, og på billederne er der blå himmel og mænd i t-shirts og solbriller. Misundelse og fedtet hår er to grimme ting, men jeg er næsten villig til at donere en nyre for at få sol og tyve grader her. Godt det snart er slut med fladt hue-hår, frosne fingre og tørre ben (man ved altså at det er vinter, når man tager strømpebukserne af, og halvdelen af huden sidder i dem, ikke?).

Selvom jeg  starter ugen med at være et par skridt bagud, skal jeg nok nå at indhente den alligevel. Jeg er helt sikker på, at en mandelcroissant vil hjælpe på det. Og så kan jeg beundre bryllupsinvitationerne lidt. De blev nemlig færdige i går! Det er helt vildt hvor meget man kan gå op i små detaljer når man laver den slags – skal der mere hældning på s’et? Skal billedet have lidt mere skygge? Det tog lang tid, men de er også blevet lige som jeg gerne vil have dem. Enkle i layoutet, og meget personlige. Nu mangler de bare at blive trykt og sendt afsted.

Nu er der nogen der snakker i babyalarmen, og jeg har ikke mere kaffe. Jeg er over and out! Ha’ en dejlig mandag <3

invi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *