Uncategorized

Om snot, babymos og Havana

Vi er ramt af snot her på matriklen. Mest Lillen, og det er smadder synd. Hun lyder som en havetraktor, når hun trækker vejret, og hun vågner en milliard gange om natten. Det er således også lidt synd for hendes forældre, for vi kører efterhånden lidt på nødbatterierne. Drikker lidt ekstra kaffe. Spiser lidt mere sukker. Holder os væk fra andre babyer, for ikke at smitte nogen.

For ikke at falde i søvn, har jeg kastet mig over at lave babymos i voldsomme mængder. Jeg har det lidt som om jeg har gang i et meth-lab med alle de små portioner og poser – men det er altså en temmelig uskadelig omgang: Kartoffel-gulerods-mos. Squash-blomkåls-mos. Broccoli-mos. Og så en masse bønner, der har stået og luret på komfuret den sidste time.

Alt det bønne-kogeri har fået lejligheden til at dufte lidt af prut, men også af Cuba. Efter gymnasiet flyttede jeg sammen med en ven, Tim, til Havana for at læse spansk, danse salsa, drikke rom og dén slags. Vi havde en temmelig ensformig madplan kørende, for dengang var der ikke et særlig stort udvalg af mad, og det var mildt sagt besværligt at få fat i noget som helst andet end dét, man kunne købe på de lokale markeder. Om morgenen spiste vi krydderboller (den eneste slags brød, det lokale brødudsalg havde) med smør på, eller havregrød (og havregryn skulle man ud til et supermarked for udlændinge udenfor Havana for at købe). Til frokost fik vi flere krydderboller eller ris med kød. Om aftenen var der tomatsovs med grøntsager, og bønner. Masser af bønner! Og derfor synes jeg, at mit lille meth-lab dufter af Cuba. Jeg tog 15 kilo på i løbet af ingen tid, hvilket egentlig ikke er så mærkeligt, madplanen taget i betragtning. Køkkenet i Havana var det velnok mest udfordrede køkken, jeg nogensinde har lavet mad i, og vi havde hele tiden besøg af alle mulige spændende kryb. Men når man kunne indtage aftensmaden sammen med en cubansk øl på toppen af en tagterasse i små 30 graders varme, var det helt okay…

cuba

Åh det er dejligt at kunne tænke tilbage på dén slags, nu når man er pakket ind i sweatre, uldsokker og har sandpapirs-agtig hud i ansigtet. Det er snart 10 år siden vi var afsted, men det føles ikke sådan. Det er ubetinget én af de bedste ting, jeg nogensinde har gjort. At være ude at rejse i lang tid, og at lære fremmede mennesker og kulturer at kende, gør altså noget fantastisk – både ved éns forståelse af verden, og af sig selv. Jeg håber Lillen vil dén slags, om 18-20 år.

Her på Vesterbro er der 3 graders varme, men solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg tror snart, at Lillen vågner fra hendes formiddagslur. Så kan hun prøvesmage mosen, drikke lidt kamille-the og hænge lidt ud i kravlegården. Jeg kan drikke lidt mere kaffe, kigge på nattens Oscar-kjoler, og så har jeg ingen planer om at tage mine hyggebukser af idag. Det er – trods alt – ikke en helt dårlig mandag, synes jeg.

Ha en dejlig start på ugen og tusinde tak, fordi I læser med <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *