Skip to content

Om udsalg, pøllehorn og uopdagede graviditeter

Lige nu har jeg det sådan lidt op ad bakke, for jeg synes godt nok, at maven er begyndt at være tung.  Søren kaldte mig “en stor bøf” tidligere, og det beskriver vist situationen rimelig godt. En stor, tyk, træt og tissetrængende T-bone steak.  Maven fylder også godt i landskabet – der var fx en Føtex-ekspedient der kom til at banke en kurv ind i maven (og staklen på 15 fik simpelthen så dårlig samvittighed, at jeg fik lyst til at give hende en krammer), og den var temmelig meget i vejen, da jeg forsøgte at klippe min venindes pandehår tidligere idag. Til gengæld kan den ligne storskærmen i planetariet , hvis man lidt gavmildt drysser hvedemel på. Det fandt jeg nemlig ud af idag, da jeg bagte pøllehorn. Se selv:

2015-07-23 19.36.08-1

Jeg synes det er for vildt, at der er en kvinde der netop har født – og hun havde ikke lagt mærke til, at hun var gravid, før 4 timer inden fødslen! Tænk ikke at kunne mærke, når nogen  dyrker karate op mod ribbene? Og at konstatere, at man har fået en lidt mærkelig topmave, der nok kan trænes væk? Det må være temmelig mærkeligt at få et barn, uden at have kunnet følge med i graviditeten, nyde den og  forberede sig på fødslen. Jeg tror ikke jeg kunne snyde nogen med denne her badebold jeg render rundt med, men nu er alle graviditeter jo (heldigvis) forskellige. That being said, er jeg altså ved at være temmelig klar til at møde huleboeren. Igår googlede jeg fx, hvordan man selv kunne fremskynde processen lidt. Jøsses, nogle forslag! Nogle går på føde-the og ananas, hvilket sikkert er rimelig harmløst, mens andre foreslår virkelig stærk mad og amerikansk olie. Nu er jeg ikke jordemoder eller noget, men så tror jeg altså, at det er noget lidt andet end en baby man føder (ad, undskyld!).

Nå, men udover at lege frisør og husmor, har jeg også været ude og bruge nogle penge. Der er nemlig et meget fint udsalg kørende i Engby Barnevogne på Enghavevej, hvis man lige står og mangler noget pænt tøj til meget små mennesker. Der 70% på alle mulige dejlige ting, så jeg gjorde nogle seriøse kup (hvis jeg selv skal sige det) med 2 x soft gallery t-shirts og en mini rodini kjole:

Soft Gallery - ss15 - Baby Ashton Turist 100-250DKK54e33ed52a98eIMG_0195

large

Over and out herfra. Og må I have en fantastisk weekend, når det bliver tid til den slags!

 

2 Comments

  1. Anne Anne

    Hej
    Så faldt jeg da lige over din blog👍vi sender gode tanker til dig og maven fra arbejdet.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Åh tak Anne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *