Uncategorized

På en Britney-skala er jeg lige nu en 3’er

Det går helt fint, men jeg synes, at det er svært at blive ved med at svinge mig selv op til picnic, kartoffeltryk og mad over bål her i hjemmepasningen. Nu er vi mest af alt bare i gården eller på den lokale legeplads, og dét der adskiller dagene mest er, om jeg har chokolademadder eller smøreost med i børnenes madpakker.

For nogle uger siden var jeg klar til at flytte til Vandkantsdanmark for at hjemmepasse, fordi jeg simpelthen syntes, at det var så dejligt at være hjemme med mine piger hele tiden. Jeg kan se, at det har været godt for især Lillesøsters udvikling, for hun er begyndt at snakke. Mest af alt er ordene hendes egne – men vi andre lærer hurtigt, at læi betyder mælk og at dutti betyder dukke. Og så har vi lært at bruge naturen omkring os, hvilket var virkelig godt. Jeg har hygget mig med at drikke kaffe og vin i gården med naboerne (i behørig afstand, selvfølgelig) og i det hele taget er det som om, at vores boligområde er på en eller anden måde også blomstret op i løbet af de seneste uger: Lillen har lært alle børnene at kende, sandkassen er altid i brug, vejene er overtegnet med kridt, og der er blevet arrangeret alt fra virus-sikrede loppemarkeder til børne-orienteringsløb.

Men så alligevel er jeg begyndt at kunne mærke stigende abstinenser efter kontortid. Måske er det i virkeligheden abstinenser efter alenetid? Jeg har ikke rigtig været alene i lige præcis fem uger, og det begynder at kunne mærkes på overskuddet. Jeg trænger til at kunne tænke en tanke til ende, til at drikke en kop kaffe i helt fred og ro og til, at der ikke er nogen, der kalder på mig *hele* tiden. Jeg har selvfølgelig været en slags alene når jeg har passet mit arbejde hjemmefra, men det føles ikke som rigtig alene-tid, når jeg sidder i soveværelset med computeren, og resten af familien er på den anden side af døren. Jeg har på en eller anden måde lært af de sidste mange uger, at jeg godt kan lide at være meget – rigtig meget – sammen med mine børn, men at jeg ikke er god til at være det hele tiden. Jeg tror altså ikke hjemmepasserlivet venter forude.

Jeg kan ikke rigtig fornemme, om lockdown herhjemme lakker mod enden eller ej. Som mange andre institutioner i København er  Lillens børnehave udfordret på pladsen, og det betyder, at mange af børnene ikke kan starte igen på mandag, når børnehaven formentlig åbner igen.

Jeg tænker meget over, hvordan det kommer til at gå, når mine unger skal af sted igen. Jeg tænker ikke så meget over smittefaren, men jeg tænker over de rammer, børnene kommer tilbage til. Det er stort for et lille barn at skulle starte igen efter så lang tid hjemme, men det er endnu større at skulle starte i noget, der er helt anderledes end det, man forlod. Jeg tænker på, hvordan det bliver ikke at måtte lege på tværs af legegrupper, for hvordan leger man far, mor og børn hvis dén, der altid er mor, er i en anden legegruppe? Jeg tænker over, hvordan vi skal lave en god aflevering, når den skal foregå ved lågen. Jeg tænker på, at det bliver svært for børnene at holde afstand, for det ligger vel i børns natur, at de vil være sammen? Jeg tænker på, hvordan det kommer til at gå, når børnene skal møde op til en hverdag, der er forandret, og som de næppe er i stand til at forstå.

Jeg tænker også på, at vi måske ikke kan forberede Lillen godt nok til den nye hverdag. Herhjemme har vi ikke talt særlig meget om virussen. Lillen ved, at børnehaven er lukket – ligesom bibliotekerne og butikkerne – fordi der er nogle bakterier, der gør, at man kan blive syg med fx feber og hoste, og som ikke skal spredes for meget. Hun er slet ikke skræmt over det, og spørger ikke rigtig ind til det – i virkeligheden tror jeg bare, hun synes det er alletiders at spise pandekager til morgenmad og se Ramasjang i stilletimen. Jeg har selvfølgelig fået et brev fra Sundhedsstyrelsen med råd, ligesom jeg har set filmen omkring genåbningen. Filmen er… jamen, problematisk. Jeg har ikke tænkt mig at vise den til Lillen, fordi jeg synes, at den ikke helt kommunikerer på et niveau, der passer til et børnehavebarn. Og jeg har ikke lyst til at vise den, fordi jeg synes, at den lægger et ansvar på børnene, som man ikke kan forvente, at de kan leve op til. Børn i børnehavealderen skal ikke føle et ansvar for, om de vasker hænder ofte nok eller kommer til at sidde for tæt, når de skal spise frugt. Det er kun de voksnes ansvar. Nåja, og så synes jeg, at corona-virusset ser uhyggeligt ud. Kunne man ikke have tegnet den lidt mere nuttet? Jeg ville da nødigt møde dét røde, sure væsen en mørk aften, og det hjælper ikke ligefrem, at det i videoen bliver præsenteret som noget, vi skal gemme os for – for hvordan gemmer man sig for noget, man ikke kan se?

Jeg tænker på, at Lillen er så heldig, at hun har verdens dygtigste og sejeste pædagoger og pædagogmedhjælpere omkring sig i børnehaven, så de finder sikkert en måde, at løse det på. Jeg håber bare ikke, at rammerne, der har fået udstukket, er alt for svære.

Hvordan er det gået for Jer, der har børn, der allerede er startet i institution? Hvad siger børnene til det? Og hvordan har i talt om det?

4 thoughts on “På en Britney-skala er jeg lige nu en 3’er”

  1. Jeg har nøjagtig samme bekymringer som dig, og har heller ikke vist skræmmevideoer til hverken min 3- eller 6-årige, der begge starter i dag. Til gengæld har jeg skrevet en mail til institutionslederen, for at høre hendes overvejelser om hvordan de griber alt andet end retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen an, herunder trivsel og forebyggelse af sygdomsfrygt. Jeg fik et reflekterer og godt svar, der har givet lidt mere ro i maven, fordi hun understreger at ansvaret udelukkende ligger hos de voksne, og at de har en stor opgave i at skabe tryghed, når børnene begynder igen.
    Håber jeres start går godt <3

    1. Jeg fik slet ikke skrevet tak til dig – med inspiration fra dig fik jeg en laaang snak med børnehaven. Og nu kan jeg trække vejret helt ned i maven igen 😅

  2. Jeg hjemmepassser til daglig og jeg vil bare sige, at de uger her også har været vanvittig hårde for os – for den her lockdown giver ikke et retvisende billede af, hvad hjemmepasning er. Det fede ved hjemmelivet (for os) er at mødes med vores legegruppe, lege, kramme og samle op på kryds og tværs, snakke med andre forældre mens børnene leger, hænge ud på biblioteker, legepladser og Experimentariet – og, yderst vigtigt, trække vejret helt nede i maven når far kommer hjem fra arbejde og tager børnene med ud, så jeg kan være alene lidt. Vi kan – ligesom resten af Danmark – ikke lide bare at sidde hjemme og være os selv 24/7. Nå, det blev lidt rodet. Min pointe er vist mest, at jeg ikke håber, at du afskriver hjemmepasning på baggrund af de sidste uger – for alt det, der gør hjemmelivet fedt, har ikke været som det plejer <3

    1. Kære Charlotte
      Tak for din kommentar! Det giver sådan et fint og nuanceret billede, for selvfølgelig er det en større udfordring for alle – også hjemmepassere – at have børnene hjemme hele tiden, når tilbud og aktiviteter ikke er tilgængelige. Det giver så god mening. Tak 🙌🏼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *