På en vindblæst perron i forstadsland

Den kølige efterårsvind fik folk på perronen til at putte hænderne i lommen og hæve skuldrene lidt. Det var midt på dagen, og solen skinnede. På en bænk sad et ældre par. Kvinden med krøllet hår og et silketørklæde, og manden med en læderhat og sko, der var alt for hidsige i farverne til det beige tøj. Ansigterne var lagt i nydelige folder og vidnede om et langt liv. Kvinden så trist ud, og manden tog hendes hånd. Med den anden hånd aede han hendes kind, mens han talte kærligt og roligt til hende. Ikke langt derfra stod en ung mand i joggingtøj og røg en cigaret, og et gennemkørende tog buldrede forbi.

Jeg har været til begravelse idag. Jeg er ikke døbt, men jeg har – havde – en gudfar, og det er ham, vi sagde farvel til idag. Med blomster, tårer og ord fra præsten om, hvordan vi skal fejre livet og lade de afdøde leve videre i vores historier og vores kærlighed.

På vej hjem stod jeg og frøs på perronen og kiggede på parret på bænken. De viste så fint, hvad det er vi skal huske at fylde vores dage med – nemlig hinanden.

På en ellers trist dag var det en fin lille påmindelse om at sætte pris på de små ting; et kærligt strøg på kinden af nogen vi holder af, eller nogen at læne sig op ad, når vi er triste. Lige dér, en helt ualmindelig torsdag, midt på en kold og vindblæst S-togs perron  i forstadsland.