Uncategorized

På udebane

Søren og jeg har været til møde i banken idag, for at stadfæste vores nye status som gældsslaver. Jeg havde iført mig noget nyvasket hår og merinould i dagens anledning, og kom kun tyve minutter for tidligt. Dér sad jeg og blomstrede med en lunken automat-cappucino og overhørte samtaler om superbowl  og computersystemer, der drillede. Da Søren kom og mødet gik i gang snakkede vi om bidragssatser, ÅOP og variable renter – eller rettere sagt: Søren og bankdamen gjorde. Jeg sad og så sådan her ud i tre kvarter:

Det skal nok blive fint alt sammen, og vi fik endda en gave som tak for, at vi nu sidder i saksen. Jeg spurgte om det var en sparegris, men det mente bankdamen ikke at det var. Mens vi ventede på gaven hviskede jeg til Søren at det garanteret var noget Kaj Bojesen. “Ja” sagde bankdamen, da hun kom tilbage, “I kan vælge mellem sådan en fin Kaj Bojesen-kanin eller et salt/peber-sæt“. Jeg skal altså ikke kunne afvise, at jeg har synske evner! Det er måske også meget fint, når nu jeg ikke har nogen økonomiske af slagsen. Vi valgte salt/peber-sættet.

Således beriget gik vi ned i Westmarket – det nye madmarked på Vesterbro. Det ligger i dét, der de sidste mange år har været en mildest talt creepy arkade mellem Vesterbrogade og Matthæusgade. Det var blevet meget fint med boder med alt fra brød og blomster til dumplings og frisk torskerogn. Vi spiste sliders med fritter og cola, indtil vi havde nået kvalmegrænsen. Min kom nu ret hurtigt, for jeg spiser næsten aldrig kød, så den lille håndfuld pulled pork voksede i munden på mig. Heldigvis er pommes frites med sennepsmayo jo ganske vegetarisk 😉

Nu sidder jeg hjemme i sofaen med en kop kaffe og venter på, at arvingen  vågner fra middagslur i vuggestuen. Der venter en weekend med blandt andet besøg af Lillens ven Severin, bananpandekager og rytmik.

Ha´en dejlig fredag!

 

2 thoughts on “På udebane”

  1. Vi fryder os begge når der er et lille indslag fra dig. Jens bliver gerne kaldt ind til
    Højdelæsning.
    Der er gået en forfatter tabt i dig
    Kh bende

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *