Recent Posts

Jeg bliver nok aldrig en Marie Kondo henne i moderskabet

Jeg bliver nok aldrig en Marie Kondo henne i moderskabet

Jeg stod for lidt siden på altanen for at få Lillesøster til at sove. Forårssolen skinnede mig i ansigtet og det blæste koldt. En mor med en barnevogn kom trillende ind i gården. Hun havde rent, velfristeret hår og pænt tøj på, og kørte hen […]

Jeg er i det mindste ikke grøn

Jeg er i det mindste ikke grøn

Forleden var jeg alene hjemme med begge piger. Vi var på legeplads, klippede gækkebreve og bagte boller. Lyder det hyggeligt? Det var det ikke. Skorpen på bollerne var for alt for hård, og der var for lidt marmelade på. Lillesøster ville ikke sove på altanen […]

Demo, medisterlæber og forårsvejr: Weekend

Demo, medisterlæber og forårsvejr: Weekend

Det var simpelthen sådan en god demonstration i går. Vi var på Thorvaldsens Plads, sammen med mange tusinde andre – så mange, at vejene omkring pladsen blev spærret. Der var tryl og rytmik, hoppeborg og ammetelt. Og så var der nogle virkelig gode talere, der fik mine øjne til at blive blanke ad flere omgange. Der var demonstrationer i næsten 60 byer rundt om i landet, og jeg har hørt en lille fugl synge om 70.000 demonstranter på landsplan. Så godt gået, altså. Lad os håbe at det rykker noget!

Bortset fra demonstrationen i går har jeg brugt weekenden på diverse legepladser i forårsvejret – åh hvor skønt med sol! Jeg har fået sæsonens første rigtige is (ferrero rocher og blodappelsin – vinderblandingen), og spist hottere med de nye plantepølser fra Naturli’… Jeg spiste 3 i rap, med masser af dyppelse og ristede løg, og på en eller anden måde begynder jeg at forstå, hvorfor mine gamle bukser stadig strammer haha!

Jeg har også været i Magasin med Lillen for at købe en læbestift til den unge dame, fordi hun hele tiden vil låne mine, og vi endte med en skøn medisterpølsefarvet én af slagsen med perlemor #partylikeits1982. Hun fik også et par sneakers og sit helt eget perlehårspænde (de der blogger-perle-spænder ikke? Dem har de fået i Bilka, og de koster næsten ingenting!). Det er altså hyggeligt med sådan en 3-årig størrelse, der bare gerne vil ligne sin mor. Om nogle år er jeg sikkert det mest kiksede i hele verden, så jeg nyder det så længe det varer.

Vores weekender svinger ofte mellem at føles som en slags Robinson Ekspedition for småbørnsfamilier og være virkelig rare. Denne har mest af alt været rar. Om lidt skal jeg i gang med at bage kridhvide boller med æblemos. Jeg tror også at jeg skal pakke mine kjoler frem fra vinterhiet, og have lagt vinterjakkerne væk. Nu er det jo tid til solbriller, læderjakke og strømpebukser der er så tynde, at hårerne på benene stritter igennem. Forår, mand. Endelig! 🌱💚

Næste dag starter det hele forfra.

Næste dag starter det hele forfra.

Jeg føler mig ikke så blog-inspireret for tiden. Måske fordi jeg har en følelse af ikke rigtig at opleve noget spændende. Eller, det er selvfølgelig en slags spændende for mig at Lillesøster næsten har knækket kravle-koden, eller at hun havde en fest over at få […]

Venner, jeg har brug for Jeres indspark! Det handler om forældreskab og parforhold.

Venner, jeg har brug for Jeres indspark! Det handler om forældreskab og parforhold.

Jeg kan huske første gang min mor skulle møde min mand. Det var en varm sommer-eftermiddag, og vi skulle mødes på en burgerbar på Istedgade. Min mor kom og hentede mig, og i al min nyforelskelse gjorde jeg mig helt vildt umage for at se […]

Jeg sidder lige og hidser mig godt og gammeldags op. Nu skal I høre hvorfor.

Jeg sidder lige og hidser mig godt og gammeldags op. Nu skal I høre hvorfor.

Lillesøster ligger og sover på altanen, jeg har netop lavet mig en kop kaffe af dén slags der kan slå bunden ud af underbukserne og der er koldhævede grød-boller i ovnen (det lyder mere fancy end det er – det er bare sådan noget gær-vand-mel-og-så-i-køleskabet-pjat). Og så sidder jeg lige og hidser mig godt og gammeldags op. Nu skal I høre hvorfor.

I Københavns Kommune findes der en app, hvor pædagoger kan lægge lidt info om børnenes dag ud, sende beskeder om lus og skrive, når vi skal huske skiftetøj. Forleden blev der lagt en skrivelse ud a la ”vi har været ude og lege i regnvejret, og til frokost var der suppe. Vi var 41 børn og 4 voksne…”

41 BØRN OG 4 VOKSNE!

… og i virkeligheden er det nok noget mindre, fordi der går en voksen eller to fra til pauser og papirarbejde.

Hold op, hvor er det mange børn til meget lidt voksne. Jeg læste et sted, at man skulle ansætte 9000 ekstra pædagoger, hvis man skulle op på samme normerings-niveau som i 1990’erne. De nuværende normeringer er under al kritik. Rent praktisk er det uhensigtsmæssigt, fordi børnene kan vente for længe på at få skiftet ble/blive tørret eller der ikke er nogen til at hjælpe med at smøre leverpostej på rugbrødet. Det er selvfølgelig noget rod. Men der er også en anden side: Den følelsesmæssige. For hvordan kan man knytte sig til voksne, der ikke er der? Hvordan kan man udvikle og regulere sine følelser, hvis der ikke er nogle kompetente voksne, der hjælper barnet til hvordan? Hvad sker der, når et lille barn ikke bliver trøstet, når det er ked af det eller ikke bliver hjulpet til at løse en konflikt ordentligt, fordi der ikke er tid? Jeg kan tale en masse om nervesystemer og stress, utilstrækkelig stimulation og tilknytningsmønstre, men pointen er, at de vilkår, både pædagoger og børn tilbydes i dag, slet ikke er gode nok. Allerværst er det selvfølgelig for de børn, der ikke har nogle forældre, der formår at skabe nogle bedre betingelser derhjemme.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvor svært det kan være at skabe nogle bedre rammer for det vigtigste vi har – vores børn. Det er selvfølgelig en politisk og økonomisk prioritering, men jeg forstår ikke, at man ikke kan se vigtigheden af gode institutioner med gode normeringer. Samfundsmæssigt er gevinsten åbenlys, ikke kun for børnene (og de unge og voksne, de en dag bliver), men også for forældrenes trivsel: Tænk hvis man kunne tage på arbejde med en helt rolig følelse i maven af, at der bliver passet rigtig godt på ens barn, mens man er væk? Ville man så ikke føle sig mindre presset i hverdagen?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg kan selvfølgelig stemme på nogen, der gerne vil investere i børnelivet, men det hjælper jo ingenting, når de fleste andre ikke gør det. Jeg kan møde op til demonstration den 6. april (ses vi?).  Men hvad ellers?

Jeg har ikke skrevet dette her for at give nogen dårlig samvittighed over at have børn i institution. Det er slet, slet ikke mit ærinde – jeg sender selv Lillen af sted i børnehave hver dag. Jeg sender hende af sted til nogle fantastisk dygtige pædagoger, men der er bare slet ikke nok af dem. Og det er derfor, jeg sidder og hidser mig op på sådan en helt almindelig tirsdag morgen.

Status pt. #39

Status pt. #39

… Burde jeg egentlig gøre køleskab rent, men min familie er på legeplads, så her er for en gangs skyld helt stille. Så jeg blogger og drikker kaffe istedet. …For nogle uger siden reklamerede en masse influencere for et koncept, hvor man kan købe mad […]

En af de dage, der føles som én stor kop kold kaffe. For-helvede-da-også.

En af de dage, der føles som én stor kop kold kaffe. For-helvede-da-også.

Kender I det der med, at man kan vende noget skidt til noget godt, ved at tænke positivt? ”Hvor dejligt at babyen vågnede 05.30 – så kan jeg rigtig nå at få noget ud af dagen” eller ”det gør ikke noget at jeg har gået […]

Jeg har det som om, at jeg har sovet på gulvet i pølsevognen ”Morfars Foderbræt” den sidste uge

Jeg har det som om, at jeg har sovet på gulvet i pølsevognen ”Morfars Foderbræt” den sidste uge

Der er få ting, der er så kedelige at læse om, som andre menneskers småkranten. Alligevel er det lige præcis, hvad jeg har tænkt mig at skrive om. Den seneste uge har nemlig stået i småskranteriets tegn herhjemme – den store har snottet lidt og jeg er heller ikke helt kampdygtig, men Lillesøster er helt sikkert den, der har været hårdest ramt med snot og feber. Det har været som at have en lille bitte baby igen; hun har helst ville være hos sin mor, har ikke ville spise andet end brystmælk og har været meget vågen om natten. Vi har brugt tricket med et løg under sengen, og eftersom Lillen og jeg sover sammen, har jeg det som om, at jeg har sovet på gulvet i pølsevognen ”Morfars Foderbræt” den sidste uge. Adr.

På en måde var det nu ret smart med sådan en omgang. Min hjerne var nemlig begyndt at glemme, hvor ophængt man i virkeligheden er med et spædbarn, og til gengæld var jeg begyndt at tænke over, om det var for hurtigt vi fik afsluttet snakken om to eller tre børn? Men den seneste uge har mindet mig om, at selvom det er dejligt med små bitte babyer (årh, knirkelydene og de små, krøllede kroppe!), så er det virkelig også rart, at jeg ikke har sådan en lille én længere. Jeg har én, som kan ligge på gulvet og lege, som kan spise snacks når vi er ude at cruise i barnevognen, og som jeg kan regne nogenlunde med – jeg ved, at hun ikke brænder helt sammen af sult/træthed/luft i maven hvert øjeblik det skulle være. To børn er helt perfekt, for os.

Nu lysner det, heldigvis. Nu er der kun én herhjemme der skranter, men det skyldes for mange øller i går, så det er vist temmelig selvforskyldt, ha! Jeg har vasket alt snottet af legetøjet, og gulvet under højstolen stolen ligner igen en slagmark af torskerogn og hvidt brød.

Mørke skyer hænger udenfor mit vindue og græskarsuppen simrer på komfuret. Vi har været på legeplads, spist croissanter og drukket god kaffe, nogen har lagt sig i en stor hundelort og om lidt skal jeg hente Lillen, der er til Gurli-Gris Marathon hos naboen. En fin lørdag, altså. Og næsten uden skranteri. God aften, derude 💕

Ting, jeg ved som 31-årig.

Ting, jeg ved som 31-årig.

Som jeg skrev forleden, har jeg det som om, at jeg er 500 år gammel. Dén følelse er ikke mindre present i dag, hvor Lillesøster vågnede hver halve time natten igennem – øjnene føles knastørre og jeg har sådan en lille hovedpine, der hygger sig […]