En slags fødselsdag

Det er i dag lykkedes os at holde afkommet i live i hele 4 måneder! Status er:

Lillen vejer 8 kilo. Det betyder, at det er ved at være rimelig tungt at bære hende op til 3. sal. Til gengæld har hun nogle helt perfekte deller – særligt er jeg fan af delle-lagene (ja, lagene) ved lårene og de tykke, tykke håndled.

Jeg har læst, at hun snart begynder at reagere på sit navn. Er dog ved at være lidt nervøs for, at hun primært reagerer på ”Bøffen” eller ”Lille Fisen” – for hendes navn har hun godt nok ikke hørt mange gange…

Lige pt. er Lillen ikke særlig medgørlig, og vel egentlig dét man kan kalde godt og gammeldags tosset. Tak til udviklingsspring. Det er heldigt at Lillens far er så tålmodig.

Hun kan lave et ansigt som en gammel, vred mand med stærkt nedadgående mundvige – og så er det altså svært ikke at komme til at grine en lille smule.

Normalt er hun dog det gladeste menneske, jeg kender. Er humøret helt i top, så siger damen nogle meget høje lyde, spjætter med lemmerne og smiler over hele 5-øren. Og så smelter moren en lille smule.

Hun sover som en teenager: 6-8 timer om natten, uden pause. Og så et par solide lure i løbet af dagen. Og ja, jeg ved godt at jeg er en heldig kartoffel!

Hun elsker at komme i bad. Særligt dét der med at plaske rundt, så der er vand ud på køkkengulvet, eller smage på sæbeboblerne. Tror snart hun er klar til en tur i svømmeren.

Apropos smage på ting, så putter damen alting i munden. Bamser, bluser, hænder (egne eller andres) und so weiter.

Der er gang i savlproduktionen. Min baby ligner altså én, der bruger virkelig meget lipgloss.

Hun kan overhovedet ikke vende sig fra mave til ryg, eller omvendt. Til gengæld ligner hun en lille ostereje når hun prøver.

Hendes yndslingsgadget er armaturet på bruseren. Det hænger over puslebordet, og hun snakker og kigger forelsket på det, hver gang hun skal have skiftet ble. Never mind alt det der øko-legetøj i douche farver. Farfar har endda tilbudt at hænge et armatur op på gæsteværelset i Fredericia.

Der er lidt for meget gang i damen til, at hun gider sidde og putte. Når hun gør, så gælder det om at sidde helt, helt stille og nyde det – for jeg tror faktisk ikke, at der findes noget bedre. I det hele taget er jeg glad for, at det lige præcis var hende, der gemte sig under mit maveskind. For hun er sgu sød. Og vi passer også ret godt sammen, hvis jeg selv skal sige det.

 

Status pt. # 7 – December special!

Godt:

-Jeg kan mærke julestemingen komme snigende. Risengrød, ”Last Christmas” i højttaleren og julepynt (eller, to tarvelige nisser og en overdimensioneret guldstjerne med lys i, that is). Jeg har forgæves prøvet at overtale mit mandlige sidekick til juletræ, men uden held. Næste år er der no mercy, og så skal jeg lave en masse gøgl at hænge på sammen med Lillen.

– Fordi jeg kun går i blødt og barselsvenligt tøj er der ingen kvaler i forhold til at forspise sig i julemad Der er jo ikke som om der er noget der kan stramme omkring maven alligevel.

-Sundhedsplejersken har lige været på besøg, og omtalte babyen som ”en lille bøf”. Man bliver jo helt stolt over sådan at have lavet et lille menneske, der topper kurverne i det der vægt/længde-skema. Man skulle tro det var hende, der havde kørt flæskesteg og ris a la mande ned hele december.

-Jeg har købt alle julegaverne. Man bliver edderfisemig effektiv af at have en baby hængende på maven, når man går rundt i Magasin og brænder penge af.

-Vi skal vist begynde på grød i juleferien. Jeg glæder mig helt vildt, og har anskaffet mig et arsenal af majsmel, rismel og boghvedemel. Og man skal jo aldrig gå ned på gear, så der er både Cirkeline og Bamse-service til at køre herligheden ned med.

-Vi har bagt pebernødder, og de voksede ikke sammen til én kæmpe-pebernød. Det er kun lykkedes mig én gang før, og det var dengang jeg var pædagogmedhjælper i en børnehave. Dér var pebernødderne til gengæld fuld af bussemænd.

-Jeg og Lillen har været en tur i Malmø i weekenden med mormoren og mosteren. Der var julemarkeder, lussekatter og sødt babytøj. Se fx denne her bluse og denne her natdragt!

 

pebernødder

 

Mindre godt:

-Jeg forstår ikke det der nisse-tøj i babystørrelser. Tænk at være 6 måneder gammel, storsvedende i nylon-kluns og udklædt som en gammel mand med skæg og bælte.

-Jeg forstår heller ikke det der ”frække” juleundertøj i Føtex. Er der nogen der synes, at store bomuldstrusser med ”all i want for christmas is you” trykt på numsen er hot? Eller sådan noget g-streng med hvid fjerboa på?

-Jeg har næsten spist min kæmpe store chokoladejulekalender. Selvom jeg er 28 år og nogens mor, har jeg åbenbart stadig rygrad som en regnorm, når det kommer til chokolade.

-Jeg har forelsket mig i en sovemaske. Den koster 600 kr. HVEM giver så mange penge for en sovemaske? Det er jo næsten ikke engang til at skrive på ønskelisten.

-Forleden lå der et afgnasket tyggegummi og en masse chips i barnevognen. Gid gerningsmandens røv må klø, og hans arme være for korte. Og ikke mindst: Gid han må få en dårlig jul.

-Den kopholder, jeg fik krejlet mig til, da jeg købte barnevogn er en temmelig uduelig størrelse. Den kan holde min kaffekop i 3 sekunder, før der er kaffe overalt. Måske en ny af slagsen ville være en god julegave fra mig til mig.

-Søren og jeg giver ikke julegaver til hinanden i år. I stedet har vi købt en ny sofa og nye dæk til bilen. Pffftt, voksenliv sucks.

-Jeg skulle lede efter julemusik på Spotify, men kom i stedet til at trykke på Den Syngende Flødebolle  Rasmus Seebach. Nu har jeg hørt det stads på repeat lige siden. Kan man andet end at elske tekster som ”Jalou-sig mig hvorfor vi // Altid ender i // Det samme skænderi // Hver eneste gang at vi i byen // I byen, yeah”?

Den dag jeg fik svedige håndflader og et nyt liv

I dag, den 11. december, er det helt præcist et år siden jeg fandt ud af, at jeg var med rogn.

Det var en torsdag morgen, og jeg havde netop været i Netto for at købe mælk og en graviditetstest. Ikke fordi jeg troede jeg var gravid, men fordi jeg havde sindssygt ondt i brysterne. Jeg havde helt styr på dét med cyklus. Troede jeg. Testen viste to streger. Jeg tog én til. Den viste også to streger.

Jeg blev helt vildt glad, nervøs, forvirret og lidt mere glad. Ét spørgsmål fyldte hele hovedet: Hvad nu? Jeg gik rundt om mig selv hele formiddagen, og flyttede rundt på den samme kaffekop. Jeg kunne ikke tænke på andet end den lille, levende bønne, der lå og hyggede sig i min livmoder – og alligevel kunne jeg overhovedet ikke tænke klart. Jeg købte Politikens graviditets-bog, fordi jeg tænkte, at jeg allerede var bagud med viden, vitaminer og alt det andet. Det var jo ikke rigtig planlagt.

Dagen sneglede sig afsted mens jeg ventede på, at Søren kom hjem fra arbejde. Det var mærkeligt at gå rundt helt alene og vide, at jeg var gravid – men man kan jo heller ikke sende en sms á la “Hej skatter, du skal være far! Husk at købe hakkede tomater og toiletpapir”, vel? Endelig blev det aften, og han kom hjem. Jeg havde pakket en test ind som en lille gave og lagt ved siden af hans tallerken. Jeg havde det cirka sådan her, mens han pakkede op:

Han blev heldigvis helt vildt glad. Han begyndte at grine, og krammede det gravide nervevrag. ”Skal vi gøre det?” spurgte jeg med bævrende stemme, og manden svarede uden betænkningstid: ”JA DA!”. Og sådan startede vores liv som mor og far. Jeg var 5 uger henne, lettere oppustet, træt og lykkelig.

Noget om drillenisser og babytøj

På mit arbejde plejer vi at have drillenisser til jul. Det er sådan nogle, der stiller et stearinlys formet som et rensdyr på skrivebordet, eller hælder pebernødder i postbakken. Herhjemme har jeg min helt egen drillenisse – det er dén der spiser min chokoladejulekalender og bruger alle mine penge (ved nærmere eftertanke er den en big-spender hele året, ikke kun i december). Og det er altså frygteligt irriterende.

Til gengæld har jeg lige fået en pakke fra H&M! Den er fyldt med babytøj. Og så rullekravebluser til mor her. Nu sporter jeg jo efterhånden en god mor-uniform med både Ecco-sko og praktisk vinterjakke, så det manglede da bare 😉

tøj

(bluse / bluse / bukser / kjole / bukser / cardigan)

Nu er det ikke fordi Lillen kun går (eller ligger, rettere sagt) i gråt tøj, men hun har meget tøj i afdæmpede farver. Jeg forstår ikke helt, hvorfor drengetøj altid skal være grønt eller blåt, og fuld af dinosaurer eller maskiner. Ligeledes bliver jeg lidt træt, når hele baby-pige-afdelingen ligner et lyserødt glimmershow. Dermed ender jeg hurtigt i noget brun/råhvid/grå farveskala. Det var måske derfor en Føtex-medarbejder blev ved med at komplimentere min søde dreng forleden…

Ting jeg, i øvrigt heller ikke forstår:

– Hvorfor har babyer hårbånd på? De har jo ofte mindre hår end mine øjenbryn, og de holder altså fint sig selv på plads.

– Hvorfor bliver der lavet jeans til babyer? Jeg ville gå rundt i gamacher hele tiden, hvis ikke jeg havde et voksen-liv jeg skulle passe. Stramme bukser er noget fanden har skabt.

– Hvorfor bodyer med tekster såsom ”Familiens lille terrorist” eller ”Hvis du synes jeg er fræk…skulle du se min mor” overhovedet bliver lavet. Hvem køber dem? Og det hele står i comic sans. Suk.

Byrotte (?)

Jeg har altid sagt, at jeg ikke skal bo andre steder end lige midt i byen. Siden jeg flyttede hjemmefra har jeg boet i Valby, i København K, midt i Stockholm og nu på Vesterbro. Jeg elsker Vesterbro. Her er masser af liv, og masser af forskellige mennesker – hipstere, mænd i dametøj, børnefamilier og damer fra bordellerne på Oehlenschlægergade, der slæber på 10 pakker køkkenruller. Her er gamle flippere, eksiljyder, dém der starter dagen med en guldøl, og dém, der starter dagen med business-morgenmad på en smart café. Jeg kan godt lide at byen ’kradser’ lidt. Her er rodede genbrugsbutikker, bodegaer, økologiske frisører, bagere med surdejsbrød, shawarmabarer og smykkeværksteder. Her er også temmelig råt med narkomaner der fixer på kældertrapper og prostituerede i meget lidt tøj i den kolde, københavnske decembernat.  Her er også nogle virkelig dyre boliger. Vi bor til leje i en 3-værelses. Den koster ikke det hvide ud af øjnene (og i øvrigt stor cadeau til personen, der har fundet på dét udtryk), men er heller ikke noget kup. På et tidspunkt bliver den for lille. Og hvad dælen gør man så?

Noget i mig har lyst til at blive i byen. Jeg vil gerne tage Lillen med ud og spise brunch i weekenden, jeg vil gerne have en kaffe to-go med når jeg skal gå en tur og jeg vil gerne kunne cykle på arbejde på ingen tid. At blive i byen betyder også, at Lillen vil komme til at gå på en folkeskole, hvor skolegården er et frimærke af asfalt, og få klassekammerater, der har navne som Gerda, Kaj og Svend. Hun vil have en del af sin familie tæt på, og Lillens mor vil have alle sine venner rundt om hjørnet. Til gengæld har jeg allerede nervøse trækninger ved tanken om, at hun skal lære at cykle mellem alle bilerne.

Men der er også sket noget andet, og jeg aner ikke, hvor det kommer fra: En lille del af mig kunne nemlig godt tænke sig at bo i et stort hus med plankegulve og æbletræer i haven, hvor der er frisk luft og plads til at kede sig lidt. Sådan et sted hvor man kan bage nogle boller, gå en tur i skoven eller kigge ud af vinduet uden at kigge ind i nogle andres køkken. Forleden læste jeg en artikel om, at Vesterbro-hipsterne nu rykker ud på landet (læs den her), så måske er det slet ikke så vild en idé, som det lyder til oppe i mit hoved. Det ville selvfølgelig være smartest, hvis jeg havde noget at ’flytte tilbage til’ – men jeg er altså opvokset 10 kilometer fra Rådhuspladsen, så der er ikke så meget at flytte tilbage til.

Nu har jeg jo skrevet ”jeg”. Der er jo også nogle andre at tage hensyn til, især Lillen. Jeg tror dog på at børn er glade, så længe deres forældre er glade – uanset om det er på et landsted på Stevns, et parcelhus i Randers eller en 2-værelses i Sydhavnen. Sig endelig til, hvis I har nogle guldkorn.

Alle de valg, altså.

valg

En weekend af første

Weekenden er gået helt vildt hurtigt, og så har den betydet en masse første for Lillens vedkommende. Ikke at hun forstår dét, men derfor kan man (læs: Jeg) jo godt synes, det er hyggeligt alligevel.

Vi har været på et julepyntet Strøget med Lillens farmor og farfar. Ikke alene var det julepyntet, det var også Black Friday. Selvom jeg synes, at det er et irriterende navn og en frygtelig fejring af (over)forbruget, så rakte mine moralske kvabbabelser altså ikke længere end at jeg var godt og grundigt glad over at spare 600 bobs på min nye vinterjakke . Og 30% på en pæn kimono .

Vi har været på dén burgerrestaurant, vi ofte spiste på før Lillen meldte sin ankomst. Der er bare intet der slår svømmehals-klassikeren pommes med remoulade, vel?

Vi har været til jule-dag hos Lillens mormor og morfar. Der var julemusik på repeat (vi har hørt den samme CD de sidste 15 år, og jeg kan a.l.l.e. sangene i søvne), pebernødder og æbleskiver. Og gran! Vi lavede juledekorationer, så nu er vores lejlighed december-pimpet. Jeg har ikke så meget julepynt, men satser på, at Lillen om et par år bliver leveringsdygtig udi karton-med-palietter og toilet-ruller-med-glimmer.

Lillen har fået sin første adventsgave – et meget sødt Cirkeline-puslespil. Og så blev hun skidebange, da jeg krøllede papiret sammen.

Vi har været i Tivoli. Som altid pyntet virkelig fint op, og med masser af boder der sælger æbleskiver og strik til overpriser. Jeg elsker det! Det var smadder koldt, men damen lå fint pakket ind i Voksi-posen og kiggede på alle lysene. Lige indtil hun ikke gad dét mere, og hendes mor og far galoperede ned af Vesterbrogade med en skrigende baby… Men altså, så fik vi da varmen.

Og nårh ja, så var der den første storm. Damen snorkede sig igennem, men for dælen, hvor vinduerne klaprede og vinden susede i træerne i gården!

tivoli

Om lidt kommer mødregruppen på besøg. Jeg skal nå at rydde lidt op (på den der måde, hvor man maser al rodet ned i strømpeskuffen) og hente noget snask ved bageren. Jeg tror vi skal have honningsnitter. Ja, vi skal sgu. Det er jo trods alt december 🙂

 


Med i noget

Jeg er vist ikke rigtig typen, der er med i noget.

Eller jo, engang var jeg med i baggrunden i en TV-avis i det Herrens år 2007, iført studenterhue, tømmermænd og højtaljede shorts. Der var vist også en gang nogen fra BBC, der optog en meget ung Sofie i en omgang skønsang akkompagneret af guitar – det var til Kasmirs ”Mom in love, daddy in space”, og der var ikke et øje tørt. Jeg tror de var ved at lave en dokumentar om danske efterskoler, men jeg har faktisk ingen idé om, hvad der videre skete. Jeg kan dog røbe, at der ikke var nogen pladeselskaber, der efterfølgende kontaktede mig.

Jeg har faktisk også været med i en reklame for Fresh Fitness. Og jeg har været på forsiden af en folder for seksualundervisning i folkeskolen. Dét var altså en af de rigtig gode, for da vi skød billederne var jeg netop kommet hjem fra Sydafrika, med afro-fletninger i hele garnet, der var udført af en entusiastisk mandlig frisør i stramme bukser og med kunstige, lilla negle. Således lå der et billede af mig som en kridhvid black beauty på samtlige folkeskoler i Storkøbenhavn i midten af 00’erne. Jeg kunne desværre ikke finde folderen – men dette her viser vist frisuren ligeså godt! Normalt har jeg ikke sukkerknalder som fortænder, og Tim render ikke rundt med guldøl, englevinger og glorie – men julefrokost i 3.g. var tydeligvis undtagelsen:

fletninger

Så altså bortset fra ovenstående er jeg altså ikke rigtig typen, der er med i noget. Jeg ved egentlig heller ikke rigtig hvad det skulle være.

Jeg kan ikke være med i Den Store Bagedyst, for det eneste jeg kan bage, er boller og banankage (jeg har faktisk engang totalskadet bunden til en cheesecake, der bestod af smør og kiks, og som skulle bages i 5 minutter. Lige pludselig gik røgalarmen i gang og bunden var forstøvet. Det var aftenen før nytårsaften, og jeg var vred i tiende potens). Jeg tror ikke, at jeg ville turde være med i sådan noget Hvem Vil Være Millionær. Selvom Hans Pilgaard er en darling, ville jeg være bange for at gå i baglås og ende med at vinde 10 kroner, og så ville hele Danmark tænke, at jeg var en snotskovl. Jeg ville heller ikke bryde mig om at være med i Robinson, for jeg tror, at jeg ville ligge og ryste af kaffe- og sukker-abstinenser efter 3 timer. Og dét giver jo heller ikke ligefrem et godt indtryk, vel?

Jeg tror til gengæld at jeg ville være rigtig god til Vild Med Dans, for jeg kan rigtig godt lide at danse til fx Destinys Child og jeg føler, at jeg ville se strålende ud i en lårkort omgang guldpalietter og noget med frynser – men jeg er altså ikke blevet spurgt.

Selvom jeg ikke rigtig har været med i noget, eller har udsigter til at være med i noget, så får I hermed chancen! Jeg har lovet at spørge, om nogen af Jer har lyst til at være med i en ny video-dagbogs-serie til Vores Børn. Man skal bare være maksimalt 3 måneder henne, og have lyst til at dele nogle tanker og følelser omkring graviditeten.  Hvis man nu tænker, at det kunne være sjovt, så kan man skrive til Mette på mette@drive-production.dk.

Nu vil jeg tage ud til forstæderne sammen med Lillen og fedte rundt med noget gran, ler og æbleskiver. Det er jo trods alt første advent i morgen! Kan I have en fantastisk dejlig weekend <3

Status pt. # 6

Godt:

-Jeg har lige taget ”Gift ved første blik”-testen på Politiken.dk, og blev psykologen Gert. Jeg frygtede at blive Ulrik, så det er godt. Det er også godt at jeg har en hverdag, hvor jeg har tid til at tage den slagstests midt på dagen.

-Forleden blev min søde, 18-årige fætter ved med at omtale Lillen som ”den”. ”Sover den om natten?” og ”hvad spiser den?”. Hans ansigt var intet mindre end priceless, da jeg svarede, at hun skam nød en god bøf bernaise og et glas rødvin.

-Lillen har fået nye sutsko, og jeg synes de er edderspændt nuttede.

-Jeg har fået sådan en ting til at malke ud med. Det er altså en helt ny oplevelse at sidde dér med vakuum om pat’værket mens man drypper ned i en flaske. Virkelig smart, og virkelig usexet.  For slet ikke at tale om tegningen på brugsanvisningen – HVEM har så lange bryster!?

-Jeg er helt færdig over de her billeder. Hvem finder på at lægge sine nosser ind over feriebilleder?

-Lillen er den perfekte undskyldning for at komme for sent. Det er bare lidt mere cool at sige ”ja, jeg blev nødt til at skifte ble, da jeg havde pakket hende ind og var på vej ud af døren” end ”jeg havde ikke lige styr på tiden, og så skulle jeg lige have mascara på og skifte sko tre gange”, ikke?

-Honningsnitterne i Føtex. De koster næsten ingenting, men smager f.a.n.t.a.s.t.i.s.k!

-Jeg bliver så sindssygt glad for jeres kommentarer. Bliv endelig ved!

bllog6576

Mindre godt:

-Jøsses, det er blevet koldt! Da jeg var lille fik jeg lov til at være classy med nederdel uden på flyverdragten – nu ligner jeg bare en michelinmand med de 40683 lag af uld, strik og vindtæt materiale.

-I hele vinterhalvåret er mit garn udfordret: Jeg render rundt med en stor dreadlock omme i nakken pga. uldhalstørklæder, og det øvrige er bare fladt på hue-måden.

-Jeg er åbenbart begyndt at kalde Lillen for ”Fisen”. Jeg skal bare liiige passe på ikke at sige det for hurtigt…

-Mine fødder er vokset en hel størrelse under graviditeten. Hej-hej til 80% af mine sko.

-Min lillesøster skal til at skrive en eksamensopgave, og spurgte mig om en hurtig forklaring af socialkonstruktivisme og fænomenologi. Ahem. Det ligger altså ikke lige på tungen, når ens dage går med én på 65 cm, der ihærdigt prøver at slikke på de øverste knapper i cardiganen.

-Jeg har fået en selfie-stang af min mor. Og jeg har det lidt som om jeg er en nørdet turist, alene fordi jeg har den i mit hjem.

-I det her indlæg, havde jeg byttet Storebælt ud med Øresund, og jeg opdagede det først, da knap 200 mennesker havde læst det. Pinligt! Engang arbejdede jeg som receptionist, og en kunde sagde ”Jamen jeg kører tilbage til Lolland i dag” hvortil jeg svarede, at det så var heldigt at de havde genåbnet Storebæltsbroen efter nattens stormvejr…

-Der hænger sådan en grim flodheste-bamse over Lillens slyngevugge. Den anden dag fandt jeg ud af, at Søren har navngivet den ”Mor”. Temmelig akavet, når han siger ”skal vi hive i mor?” eller ”neeeej se, mor danser”.

Stukket gris

For dælen da. 3-måneders vaccinationen er overstået. Heldigvis.

Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om, at hun skulle vaccineres. Men jeg har edderfisemig ikke set frem til det! Jeg opfatter ellers mig selv som en rimelig hardcore type; ikke alene har jeg fået alle mulige spændende vacciner, jeg har også 2 tatoveringer. Nåle er altså no problemo, når det kommer til mit eget flæsk. Når det gælder Lillens, er det derimod noget helt andet.

Om morgenen gik vi gennem et mennesketomt Strøget til indre by, alt imens jeg med rystende hænder høvlede kaffe ned, som om der ikke var nogen i morgen. Da vi kom frem var Lillen i strålende humør, pludrede og blev skiftet hele tre gange. Nogen spurgte, om hun havde mavekneb, men jeg svarede stolt, at hun skam bare havde en god appetit. What goes around comes around, som man siger.

Stikkene hos lægen gik hurtigt. Det første tog hun i stiv arm (eller lår, badum-tisj), mens det næste tydeligvis gjorde nas. Hun græd og skreg som en lille stukket gris, og det var ikke særlig sjovt at skulle holde hende fast imens. Men vi klarede den.  Jeg spurgte lægesekretæren om ikke jeg kunne få tid til næste vaccine med det samme. Hun kiggede på mig og sagde ”ja, det er Manfred på 5 uger, ikke?”. Tæt på kan man sige, men hun hedder ikke Manfred og jeg ville nødigt have født den 7-kilos basse for 5 uger siden. Ouch!

Den falske Manfred og mor gik hjem igen. Den ene af os sov næsten 4 timer i streg, og den anden fik pøllehorn fra 7/11 til frokost. Om natten vågnede Lillen med feber, og det føltes som at kramme en kogeplade, da jeg tog hende op. Da hun faldt i søvn igen, lå jeg og stirrede på hende i 3 timer:

Det er altså ikke for tøsedrenge, det der med at være nogens mor. Godt der er et par måneder til næste omgang!

DMI lover snestorm senere, så jeg tror bare jeg holder mig indendørs. Der er godt nok ikke noget der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning, men jeg har bridgeblanding til overs fra i går og julegaverne netshopper jo ikke sig selv, vel? Nyd weekenden, nyd hinanden og nyd sneen <3

 

Kærlig hilsen fra bøftomaten

Søren er hjemme i dag, så jeg startede dagen med at tage mit løbetøj på (jeg tror faktisk, at det er krympet, mens det har ligget i skabet) og meddelte Søren, at hvis ikke jeg var hjemvendt til matriklen indenfor en time, kunne han passende ringe 112. Jeg skulle lige teste, om maskineriet stadig fungerede.  Solen skinnede, og det gik strålende med at løbe hen over Vesterbros fortove – i hvert fald de første 300 meter. Jeg fik prustet mig igennem hele 6 kilometer, og løb triumferende ind i gården med armene over hovedet. Dér mødte jeg en ældre herre fra gården, Bent, der altid meget gerne vil snakke. Mens jeg stod der, rød i hovedet som en bøftomat og hev efter vejret, komplimenterde han min frisure – den såkaldte barselsknold. Normalt plejer han at stoppe Søren, når vi går sammen, for at spørge: ”Ved du hvad du er?” efterfulgt af svaret ”en meget heldig mand!”, med et skævt smil til undertegnede.

Hvis jeg nu havde været en rigtig blogger-type, så havde jeg lagt et billede på Instagram af et blødkogt æg og en portion skyr med mandler og skrevet, at løbetur og sund morgenmad var en dejlig start på dagen. Men helt ærligt var løbeturen altså ikke helt hvad jeg vil kalde dejlig, og nu skal man jo også passe på ikke at blive for tynd, så i stedet kværnede jeg to skiver franskbrød og noget nougatsnegl.

Dagen i dag skal gå med vasketøj, mødregruppe og gåtur med min lille klan. Desuden skal jeg nyde vores nye sofa! Tilbage i foråret impulsshoppede jeg en sofa (!!!), der så lækker grå-brun ud på billedet. Da den kom, var den dog lilla – ikke bare sådan en stille og rolig lilla, men syrenfarvet. Hvis den skulle afleveres igen, skulle vi transportere den til Korsør, så det skete ligesom ikke. Nu har der været en sød ung mand og hente syren-rædslet, og en lysegrå voksen-sofa er flyttet ind i stedet.

Må i få en dejlig tirsdag! Jeg sender i hvert fald masser af solskin, god karma og kærlige hilsener herfra.