Våd dametur

Jeg har været på dametur i weekenden, med min mor og min søster. Vi var i Odense. Hvorfor? Fordi man aldrig er i Odense. Og, vil jeg nu sige, for lidt i Odense.

Det startede godt allerede i toget. Jeg havde pakket min taske med Rittersport og blade fra kiosken (obligatorisk, når man er ude at køre i tog), og selvom min søster og jeg er temmelig voksne, havde min mor alligevel smurt madpakker til os. Lidt over en time efter vi hoppede ind i toget på Hovedbanegården, ankom vi til Odense. Det regnede da vi ankom, og det blev det sådan set ved med resten af turen.

Vi nåede meget på de 24 timer, vi besøgte den fynske hovedstad. Vi kiggede i genbrugsbutikker (hvor jeg blandt andet fandt et par smækbukser frisk ud af 1992 til Lillen) og drak god kaffe. Vi slentrede ned af gågaden og kiggede i en masse fine butikker, og jeg må bare sige, at folk i Odense er virkelig søde. Fx spurgte jeg en ekspedient i Magasin om der var en tester på en pudder, og inden jeg nåede at se mig om, havde jeg fået lagt så meget pudder, bronzer, highligter and whatnot, at jeg ikke kunne genkende den regnvåde dejklump, der var gået ind i Magasin 10 minutter tidligere. Jeg fandt også de fineste støvler, jeg nogensinde har set, og butikken tilbød at sende dem til mig, fordi de ikke havde flere tilbage i min størrelse. Odense er faktisk en fin shoppeby – og jeg kender ikke engang de gode, hemmelige steder.

Men vi lavede også andet end at bruge penge. Hver lørdag formiddag er der et marked med fugt, grønt, blomster og alt muligt hjemmesyltet halløj, som vi besøgte. Vi kiggede også på smukke huse på brostensbelagte gader – og på turister, der knipsede a.l.t., selv billeder af det noget kedelige skilt, der viste hen til souvenirshoppen i H.C. Andersens hus.

Der var flot kunst rundt omkring i byen, og i Vintapperstræde var der fine paraplyer (…og en masse halvsnaldrede mænd til portvinsfestival). Om aftenen var der fuld skrald på gadefesten Karrusel. Der var pyntet op med lys og boder med drinks, øller og streetfood. Jeg var vel 10-15 år ældre end alle de smukke unge mennesker, der dansede til de mange DJ-scener imens de høvlede shots, men det var så herligt at mærke stemningen af ungdom, kaos og kærlighed. Perfekt blanding af Distortion og halbal med vodka/juice-drinks, røgmaskiner og umchi-umchi over hele linjen.

Der var også virkelig mange lækre spisesteder (altså, her mener jeg ikke Jensens Bøfhus og Flammen, vel), men vi nåede  desværre – kun at spise tapas og drikke rødvin fredag aften, og at spise fantastiske avocadomadder til sølle 45 kroner, på en fin lille café til frokost. Og nårh ja, så købte jeg de bedste træstammer, jeg nogensinde har smagt, hos en bager i downtown Odense.

Hvis nu det ikke havde regnet sådan cirka hele tiden, ville jeg også gerne have været nede omkring åen og have chillet lidt i en park. Men det må blive næste gang. Hvis jeg var Odense, ville jeg slappe lidt af med alt det der H.C. Andersen-branding. For helt ærligt, så kan Odense meget andet – selv i regnvejr. En smuttur kan i hvert fald anbefales 💃

Ofringen

Lillen har længe rendt rundt med en frisure, der ligeså godt kunne have siddet på toppen af en 50-something ved navn Britta, der arbejdede i en færgecafé. I ved, sådan lidt krøllet, længere bagtil end foran og med lidt skævt pandehår. Hun har med andre ord trængt til at blive klippet i et godt stykke tid efterhånden, men jeg har simpelthen ikke turdet, fordi hun har afvist alle tilnærmelser med en saks fra undertegnedes side. Men nu skulle det være: Britta-håret skulle falde til gengæld for en mere passende frisure.

Jeg forberedte mig grundigt. Jeg fandt en frisør på Amager, ikke langt væk fra vores lejlighed. Jeg og Lillen læste en bog om Anna, der skulle til frisør. Vi har set videoer på YouTube (eller yuptjup, som Lillen kalder det) af børn, der bliver klippet. På dagen havde jeg pakket en stor snack-madpakke til hende, og opladet Ipad-en. Jeg gik endda så langt som at booke en tid til at få klippet mine egne spidser først, så Lillen kunne se, hvor aldeles ufarligt det kan være at gå til frisør.

Sidstnævnte viste sig bare, at være en møghamrende dårlig idé for undertegnede.

Jeg satte mig i stolen, fik kappe på og bad om at få taget spidserne. ”Skal du have skarpe kanter eller pjuskede kanter?” spurgte frisøren. Jeg svarede at årsagen til, at jeg skulle klippes var, at mine kanter allerede var temmelig pjuskede, så jeg ville gerne have dem skarpe. ”Fint” svarede hun, og greb en trimmer! ”Bzzzz” sagde det, og de første 8-10 cm. hår røg ned i skødet på mig. Jeg havde det sådan her:

Min underlæbe begyndte at bævre, og et øjeblik var jeg bange for, at hun ville give mig en bøf-frisure – altså sådan én som alle de smarte unge mænd på knallerter har herude på Amager, hvor der er hår i en slags bøf på hovedet men resten er skaldet eller helt kortklippet. Jeg fik ikke bøf-hår, men til gengæld fik jeg en kort page med skæve kanter og med enkelte tjavser hist og her, der havde undgået den Amagerkanske udgave af motorsavsmassakren. Til sidst tog hun et glattejern og fik mit i forvejen klaskede og små-fedtede hår til at ligge helt fladt på issen. Aldrig har jeg følt mig så fæl at se på efter et frisørbesøg.

Under alle de 17 minutter ofringen tog, sad Lillen og så tegnefilm med Rasmus Klump og spiste kiks med stadig mere afklippet hår på. Hun havde det dejligt. Da det blev hendes tur sad hun pænt og stille, og blev klippet i en fin page med pandehår. ”Du sidder mere stille end din mor” sagde frisøren til hende. Det tro da fanden, når det ikke var hende der ofrede samtlige gode hårdage de næste 6 måneder. Hvad man ikke gør for de små pus, altså.

Men ikke om jeg nogensinde gør det igen.

Fødselsdagsfest for en efterhånden voksen quinde

I går holdt jeg fødselsdagsfest, fordi jeg snart er 30 somre og dermed en voksen quinde (som man ville skrive i en kontaktannonce i lokalavisen). Det blev holdt i min lillesøsters hyggelige gård i Nordvest, og vejret var helt perfekt – solrigt og lunt. Vi slog en pavillion op og pyntede den med balloner og vimpler. Vi lagde dug på bordene, bredte et par tæpper ud på græsset og skruede op for Al Green og Fleetwood Mac på anlægget.

Hen over middag kom alle mine yndlingsmennesker cyklende med gaver, godt humør og god tid. Min svigerfar grillede pølser og brød, min mor havde lavet salater og der var bobler, hvidvin og øller på køl. Jeg havde stået for kagekoner og service, hvilket betød, at der både manglede små drikkeglas og knive, så samtlige gæster havde en lille smule pølsefingre. Men det gjorde ingenting, for det var simpelthen så hyggeligt og lige som jeg gerne ville have det: Afslappet, uformelt og helt igennem rart. Der blev spillet kongespil, børnene legede i sandkassen og folk hyggesnakkede om alt fra andelsboliger til klamydia.

På et tidspunkt stod jeg på en lille høj og kunne kigge ud over det hele. Jeg fik et lille stik i maven over at være så heldig at have så mange fantastiske mennesker i mit liv og at de (næsten) alle sammen var samlet på ét sted. Min egen familie og min svigerfamilie – sidstnævnte gav mig blandt andet 72 stykker Rittersport i fødselsdagsgave. Min aller første veninde, som jeg samlede op i dukkekrogen i børnehaveklassen. Mine gymnasievenner, som jeg har drukket øller og grædt tårer over drengene i parallelklassen med. En håndfuld piger fra studiet, som jeg er blevet en slags voksen sammen med. Nogle stykker, som jeg har været så heldig at møde senere i livet – på arbejdet, i mødregruppen, i Stockholm og da jeg skrev speciale. Skattebasser, hver og én.

De sidste gæster gik først efter mørket havde sænket sig, og det begyndte at blive koldt på dén der måde, hvor man for alvor kan mærke, at efteråret er på vej. Vi ryddede op, smuttede forbi Kösk for at tanke op på kebab og tog bussen hjem gennem byen. 30 år, mand. Det er jo ingen sag, når man er omgivet af kærlighed, kulhydrater og fine gaver.

Actionpacked hverdag (…ish)

-Jeg har spist Pad Thai med kæmperejer til aftensmad, men nogle gange smager rejer bare lidt for meget af rejer, så jeg smed dem ud. De ti kroner ekstra, jeg betalte for rejer, ser jeg aldrig igen.

-Forleden cyklede jeg og arvingen over Amager Fælled. Luften var stadig lidt morgendiset, skovsneglene efterlod slimede spor på grusstierne og vi sang Giraffen Gumle i en slags dårligt koordineret kanon. Lige pludselig gav det et lille bump, og jeg kiggede ned. Jeg var cyklet over et par hvide g-strengs-trusser med en pæn portion bremsespor i. Jeg undrer mig stadig over, hvorfor de lå der, og hvor mange coli-bakterier der nu er på mine cykelhjul.

-Jeg fik samme morgen en flue i øjet og en flue frontalt på drøblen. Sådan er det åbenbart, herude i den vilde natur.

-Jeg tror jeg er blevet en lille smule synsk. Forleden var jeg i Herlev, hvor jeg vidste, at en kollega havde købt hus. Jeg anede ikke hvor (og Herlev er altså temmelig stor), og da jeg tænkte på det kiggede jeg ned til venstre, og min kollegas navn stod på postkassen! Idag kunne jeg også mærke, at et møde ville blive aflyst, inden det blev det. Overvejer lidt at starte en slags brevkasse-service, hvor folk kan skrive ind og så kan jeg hjælpe dem ved at bruge mine synske evner. Jeg skal selvfølgelig også have en slags kunstnernavn, og jeg forestiller mig Mediet Miiirandah. Skrevet med lilla skråskrift, selvfølgelig.

-Jeg har spist æggesalat til frokost h.v.e.r. dag i denne uge.

-Jeg har købt en øko-deo i Irma uden alt muligt stads i. Såøhm, jeg har de sidste dage lugtet af en blanding af æggesalat og sved.

-På mit arbejde var der i dag en skade, der kom så slemt til skade (badum-tisj) at Dyreambulancen blev tilkaldt. De kom hurtigt og skød kræet (!!!), men inden da havde dens skade-brødre spist dens øjne. Så makabert.

-Lillen blev hentet af sin mormor i dag, og de havde haft en meget, meget spændende tur hjem fra vuggestue. De skulle skifte bus på Mozarts Plads i Sydhavnen, og Lillen var drønhamrende fascineret af alle dem, der drak øl, deres store hunde og politet, der kom og skulle se alle øldrikkernes sygesikringsbeviser. Hun sad i et legehus på pladsen, spiste en is og havde øjne så store som tekopper. Det kan jeg helt ærligt godt forstå, for der er hverken øller, betjente eller kamphunde i Gurli Gris.

-Jeg har købt et årskort til Zoo, og har i den forbindelse fået taget et billede til forsiden af kortet. Og lad mig sige det sådan her: Jeg ligner én, politiet ville spørge om sygesikringsbevis på Mozarts Plads.  Jeg håber at jeg trods alt bliver lukket ind i Zoo.

-I morgen skal Lillen og jeg på mor-datter-frisør-tur. Jeg har brugt cirka 10 timer på at google mig frem til en frisør, der ikke tager en månedsløn og en nyre for en omgang børneklip. Det er lykkedes, så nu er jeg spændt på, om Lillen er med på at blive klippet. Det bliver noget med Ipad, rosiner og den store tålmodigheds-hat, tror jeg. Jeg skal bare have klippet spidser, men hvis jeg turde, ville jeg få  samme frisure som Trine Dyrholm havde i Arvingerne.

-Mine hænder er nu blevet udstillet på Saxogade. Hvis andre vil booke dem til et shoot kan jeg kontaktes på sofieude.dk@gmail.com 😉

 

Om at falde til

Forleden var jeg til møde på Vesterbro. Det var sidst på eftermiddagen, og på cykel zig-zaggede jeg gennem vejarbejdet på Vesterbrogade. Der var tung trafik af biler og cyklister, der hidsigt ringede med klokken. Jeg cyklede ad Gasværksvej og ned på Istedgade, hvor mødre med barnevogne og typer med to-go-kaffe og snuden i Iphonen fyldte fortovene. Grønthandlerne gik og rodede rundt i deres varer, den sødlige duft af kebab hang i luften og indimellem var der nogen der råbte, græd eller dyttede . Der var mennesker over det hele.

Jeg kørte forbi vores gamle lejlighed og sendte den en kærlig tanke, men dragede også et lettelsens suk over, at vi ikke længere bor på 3. sal med skråvægge og skøre naboer.

Efter mødet cyklede jeg hjem. Over cykelslangen med den fineste udsigt over vandet. Gennem Amager Fælled, ad grusstier og til lyden af ingenting. Jeg kunne mærke at mine skuldre faldt en lille smule ned. Og så var det at det slog mig: Jeg savner ikke Vesterbro længere. I hvert fald ikke på den måde jeg gjorde for tre måneder siden, hvor jeg manglede liv, god kaffe og mest af alt havde det som om at vi var flyttet langt ud på landet.

Nu er jeg faldet til, og jeg ved ikke rigtig, hvornår den følelse kom snigende. Hvornår kalder man et sted for sit hjem? Og hvornår føler man at det er dér, man hører til? Måske når man ikke kunne tænke sig at bo andre steder (…altså bevares, hvis nogen tilbød mig en herskabslejlighed på Christianshavn ville jeg nok ikke sige nej, men sådan, realistisk set)?

Jeg elsker at vi har fået plads, både i lejligheden men også udenfor. At der er stille og ikke nogen sirener, skænderier eller fulde mennesker der råber op. Her er græs og vand, og det er så let at komme ud – jeg savner ikke at pakke en større weekendtaske for at tage på tur med i Skydebanen, hvor der var 42085720 andre børn om sandkassen.  Her er ingen brækklatter, junk-efterladenskaber eller andre spændende ting på jorden som man skal holde øje med – her er allerhøjest en skovsnegl. Forleden var vi ude og køre aftentur i ladcyklen, vi kiggede på flotte bygninger, sang højt fordi der ikke var nogen der kunne høre os og plukkede den fineste blomsterbuket undervejs.  Tænk at vi bor et sted hvor man kan det.

”Folk er nu også så flinke på Amager” siger min far altid. Jeg ved ikke hvor hans forkærlighed for Amager stammer fra. Bevares, folk er da flinke. Der gemmer sig sikkert også nogle røvhuller indimellem, men de er vel alle steder. Egentlig tænker jeg, at folk på Amager minder meget om folk alle mulige andre steder – der er flaskesamlere, knallertbøller, de smarte, de meget lidt smarte, folk i store biler og dem med børn på slæb. Men nu ved jeg i hvert fald en ting: Amager er top dollar. Og det er mit hood.

2

Klokken halv otte i aften er det præcis to år siden, at Lillen så verden for første gang. Jeg tænker ikke at det har været et kønt syn, der mødte hende – de fesengrønne vægge på fødestuen, en omgang grumset vand i fødekaret og et sæt forældre, der lignede to, der var godt brændt af. Hendes forældre kiggede til gengæld på et dejligt, buttet spædbarn med mørke øjne og små bitte hænder.

Vi er vokset med opgaven, hendes far og jeg. Den første nat lå jeg og stirrede på hende, for jeg var sikker på, at hvis jeg faldt i søvn, så ville jeg komme til at lægge mig ovenpå den lille varme krop der var svøbt i hospitalsdynen. Vi famlede med bleerne, var bange for at ødelægge hende når hun skulle have skiftet tøj. Det første bad var mest af alt et cirkus og første gang vi kørte en tur i barnevognen var jeg sikker på, at hun fik en hjernerystelse af alle brostenene. Heldigvis blev vi vant til at være hendes forældre, og lige pludselig er vi forældre til et barn. Ikke en baby, men et barn på 2 år.

At være mor til en nu 2-årig er det fedeste, jeg nogensinde har prøvet. Det er sjovt, fordi hun med egne ord er en drillepind, og fordi man kan lave fede ting med hende – kigge på dyr, tage til børnebio i Cinemateket og hjælpes ad med at lave dej til boller. Det er udfordrende, fordi der er fart på de små ben og fordi hun ikke lader sig nøje med, at man kun er delvist nærværende. Det er nemt at være hendes mor, fordi hun selv er god til at sige hvad hun vil og ikke vil: Gerne se Gurli Gris og spise havregrød med sukker på, ikke børste tænder eller spise broccoli. Det sætter alt andet i anden række, og det bringer små stunder af lykke helt tæt på, for jeg vil påstå, at intet slår et langt kram fra ens egen avl. Det handler også om at følge med det bedste vi overhovedet kan, for lige pludselig kunne hun teksten til både Mester Jakob og Se min kjole, og på en god dag spiser hun 8 kvarte til frokost.  Det giver mig indimellem grå hår, fx når hun aer mit nyvaskede hår mens hun er halvvejs igennem en makrel-mad, eller når hun vælter 500 små hårelastikker og spænder ud af kassen, peger på dem og tørt konstaterer at:”Mor rydder op”:

Uanset hvor mange elastikker, jeg har fisket ud fra under sofaen, og uanset hvor mange morgener jeg er kommet på arbejde med havregrød på tøjet og poser under øjnene, er der ikke noget jeg hellere vil.

Tillykke med de to år, verdens bedste Lillen. Og tak fordi jeg får lov til at være din mor <3

Status pt. # 23

Går godt:

-Jeg har fået styr, sådan rigtig styr, på vores forsikringer. Mine billige studerende-forsikringer er ved at udløbe, fordi det åbenbart er tre år siden jeg sad og svedte angstens sved til mit forsvar på Sociologi. Det føles så rart at få styr på det, og jeg tror ærligt talt at jeg har sprængt skalaen for voksen-point (…eller, jeg mangler stadig at få styr på min pension, men én kedelig ting ad gangen, ikke?).

-Jeg har kæmpe optur over, at DR genudsender Rejseholdet. Og at Mads Mikkelsen render rundt i stort jakkesæt og backslick, og at der er tynde øjenbryn og klap-mobiltelefoner over hele linjen. Jeg har også udviklet et lille crush på Michael Falck og Lars Bom anno 2000 <3

-Apropos år 2000: Jeg er gået all in på ting i mesh. Havde ellers svoret, at jeg aldrig ville rode mig ud i den slags igen. Ligesom med kjole over bukserne og bukser med svaj i. Man har åbenbart et (mode)standpunkt til man tager et nyt. Lige om lidt går jeg vel også rundt med hvid eyeliner, fuglerede-frisure og en tatto-halskæde – men hvis jeg gør, må I gerne sige til, for det var fandenfisemig grimt.

– Om to uger skal jeg fejre mig selv med et ordentligt brag, fordi jeg fylder 30! Og hvis der er noget, man ikke skal gå ned på, så er det grillpølser og kolde bajere, så det bliver konceptet. Jeg har bestilt solskin og kagemand. Egentlig er det lidt snyd, for jeg fylder først 30 i slutningen af september, men dér sidder jeg i en flyver på vej til Rom #levemand

-Jeg er færdig af grin over, at h-v-e-r gang vi læser  om Kiki og Basse i svømmehallen peger Lillen på Basse og siger ”mormor”. Altså, mormor er hverken tatoveret, krumrygget eller har hår på brystet. Men jeg retter hende ikke, for på den måde er det knap så kedeligt at læse den samme bog tre gange i streg. Her er mormor:

(Tegning af Lisen Adbåge)

Går mindre godt:

-Vi var på legeplads på Islands Brygge for et par dage siden. Der var en lidt ældre herre der spurgte, om vi var fra området? ”” svarede jeg – ”vi bor i Ørestad”. Herren kiggede på mig og sagde: ”Jeg synes Ørestad er meget, meget kedelig. Det er sådan en spøgelsesby. Frygteligt!”. Thanks, altså.

-Jeg er blevet typen der liker Bilka på Facebook og som er medlem af BR-klubben. Den sidste snert af streetcredit er hermed forsvundet. Lige om lidt begynder jeg vel også at samle på de der mærker, så man kan få billige gryder i Brugsen, og på at købe kolli-pakker med vaskemiddel, så jeg sparer 10 kroner. Nårh nej vent, sidstnævnte gør jeg allerede. Fuck.

-Da vi holdt fødselsdag sidste weekend underholdt Lillen selskabet med at fortælle hvor henholdsvis hendes egen og mors tissekone var. Meget kan man sige, men situationsfornemmelse har barnet altså ikke meget af.

-Jeg har købt en ny kjole, men Søren synes jeg ligner en mellemting mellem et viskestykke og Kirsten Hüttemeier. Tsk! Men jeg synes den er flot, og overvejer alligevel at tage den på til min fødselsdagsfest.

-Jeg kommer overhovedet ikke i seng til ordentlig tid for tiden. Because Rejseholdet. I øvrigt er det også så dejligt at kigge på blodfyldte gerningssteder, lig der har ligget i en mose i flere dage og dén slags lige inden man skal sove. Det giver ro i sjælen og søde drømme, ligesom 😵

Om at samle på de fine øjeblikke

Forleden hørte jeg i radioen om en mand, der samlede på bræk-poser fra flyvemaskiner. Han havde helt vildt mange, og var imponerende engageret omkring dem. Søren kiggede drillende på mig og sagde ”det kunne godt have været dig, det dér”. Det er faktisk ikke helt løgn – jeg har samlet på glansbilleder og servietter (90-er barn). En dag, da jeg ikke var særlig gammel, besluttede jeg mig for at samle på afklippede negle og lagde dem i mit Barbie-badekar. Så vidt jeg husker fik min mor – forståeligt nok – sat en stopper for dén samling. Jeg har samlet på kapsler, på mini-neglelakker, Spice-girls-kort og på ting med Michael Jackson. Og ikke mindst har jeg to år i træk været med i Guiness rekordbog for børn, fordi jeg (sammen med 3 andre) ligger inde med verdensrekorden i at samle afbrændt fyrværkeri. Ja, du læste rigtigt: Afbrændt fyrværkeri.

I dag samler jeg ikke rigtig på noget, men hvis jeg boede på en herregård, kunne jeg sikkert godt have brugt nogle værelser til mærkelige souvenirs fra rejser, bøger jeg aldrig har læst og ting i pæn emballage. Men jeg bor ikke på en herregård, og derfor må jeg samle på ting der ikke fylder noget rent fysisk. For eksempel de små, fine øjeblikke.

Sådan ét havde jeg for nogle uger siden, hvor Lillen og jeg stoppede ved en lille sø på Amager Fælled, på vej hjem fra arbejde og vuggestue. Solen skinnede og jeg smed cyklen i græsset. Vi plukkede små blomster, spiste mariekiks og jeg fandt mit livs første firekløver. Lillen mente at der boede sushi nede i søen (mors pige <3) og havde en fest med de små grene og tørre blade, der lå i vandkanten. Det var så hyggeligt, og da vi cyklede hjem tænkte jeg, at det var sådan en eftermiddag, jeg skulle huske på.

Hvad jeg ikke  skulle huske på var, at jeg samme dag havde købt en gravko til hende og sagt til hende, at jeg havde en gave – hvorefter hun havde et meltdown over, at gaven ikke var pakket ind. Jeg gad heller ikke huske på, hvordan hun om morgenen nægtede at tage sandaler på, og jeg til sidst hvæsede ”du får tre rosiner, hvis du tager dem på!”. Det er nemlig ikke dén slags, der skal fylde på den mentale harddisk.

Jeg prøver at huske  på og værdsætte de små, fine øjeblikke fremfor alt det, jeg synes er surt. Man må gerne bande over brændt havregrød, fyldte støvsugerposer eller børn der går sukkerkolde midt i Irma. Men det er ikke det, jeg gider huske på i det store billede. Minderne – og vores fortællinger om dem – flettes sammen til historien om vores liv. Mit liv. Lillens liv. Og dét skal være fyldt med både solskin og firkløvere 🍀

Om dej og om at passe sammen

Jeg har lige lavet en kæmpe dej. Altså bogstaveligt talt – af dén slags med spelt og hørfrø, der skal overnatte på altanen. I morgen kommer der gæster til Lillens og hendes fars fødselsdag. Lillen bliver snart 2 år og Søren bliver 31 år. Vi har bagt muffins og kringle, bordet er dækket med flag og gaver. Lillen får nogle bøger og lidt tøj; en fin cardigan og den kjole, jeg syede i både str. 3 år og 38 i sommerferien. Jeg tror det er en perfekt gave, for hun synger en noget gebrokken udgave af ”se min kjole” og danser rundt, når hun får kjole på. Egentlig tror jeg, at jeg  ligeså godt jeg kunne tage noget af dét legetøj hun allerede har, og pakke det fint ind – sådan er de jo så taknemmelige i dén størrelse.

Det er Søren der har stået for at finde opskrifter, lave indkøbslister og købe ind. Han har inviteret gæsterne i god tid, vasket gulve og købt blomster til bordet. Han er altid så tjekket. Nogle gange driller jeg og kalder ham en Ordens-Formand eller Hr. Grundejerforening. Han er blevet gråsprængt i siderne, her på sine gamle dage, og jeg tror nogle af dem er min skyld. Men de klæder ham, så det er helt okay.

Nogle gange ville jeg ønske at jeg var lidt mere som ham, for det er jeg ikke. Jeg er et små-distræt rodehoved, jeg udskyder alle de kedelige ting til sidste øjeblik fordi jeg hellere vil lave noget sjovt og er ligeglad med, om der er nullermænd, når vi får gæster. Jeg er dårlig til at tjekke netbank, jeg tænker indimellem alt for lidt over hvad jeg siger og her til aften har jeg (udover at lave dej) spist to muffins og derfor spildt chokolade på de nyvaskede gulve. Jeg har også forsøgt at motivere mig selv til at rydde op. Sidstnævnte er stadig ikke lykkedes.

Det er vel også derfor vi passer så godt sammen. Han kan det jeg ikke kan, og omvendt. Og vi lærer af hinanden. Jeg prøver at være lidt mindre flagrende og lidt mere tjekket. Jeg jeg tømmer opvaskemaskinen når den har kørt og er blevet bedre til at komme til tiden. Omvendt er Søren blevet lidt mere rundet og åbensindet. Jeg tror fx altid han har forestillet sig at han skulle have bil og have, og istedet har han fået en altan med udsigt til Amager Fælled og en gul ladcykel – og han synes det er lækkert!

Jeg er meget, meget heldig at han er min. Det vil jeg gerne have at han bliver ved med at være, så jeg må hellere kaste mig over oprydningen 🙈

Ha’ en dejlig weekend!