Status pt. #27

(Jeg  har ændret lidt i layoutet, fordi jeg nogle gange synes den der går godt/går mindre godt, gør det en smule rigidt. Nogle gange er det jo hverken godt eller dårligt, og nogle gange er det lidt en opgave at finde på nogenlunde lige meget af hver. Så her kommer – TADA – en helt friskt layoutet Status!)

… Fastelavnsbolle-sæsonen er begyndt, og jeg er gået i gang med at spise mig igennem det københavnske udvalg af gammeldags fastelavnsboller – altså i gær-dej og med creme/marcipan, og ikke dét der flødeskumspjat. Lagkagehusets får 4 ud af 5 stjerner, fordi de er dejligt søde og cremede. Emmerys får en halv ud af 5 stjerner, fordi det er de dyreste og absolut tørreste jeg har kunnet opdrive. Bilka-bagerens får 0 ud af 5 stjerner, fordi jeg ikke engang gad spise dem op. I den kommende tid står den på  Meyers, Rein Van Hauen og Andersen Bakery.

… forleden var jeg nødt til at klippe mig selv fri af et trusseindlæg. Jeg skal nok spare Jer for detaljerne 😜

…Jeg brugte 600 kroner i Glitter i forgårs, på dims til mig selv, og det har kastet mig ud i en mindre identitetskrise: Er jeg i virkeligheden en 13-årig pige? Eller er det en måde at forbruge sig ud af en snigende midtvejskrise på? Hvad foregår der?

Jeg har for første gang siden Ruder Konge var knægt spist på McDonalds. Jeg kastede mig over en vege-burger, chili-cheese-tops, fritter med mayo og cola. Og helt ærligt ikk? Det var overhovedet ikke lækkert.

… Lillen har haft en nat med søløvehoste, og derefter et par dage med feber. Altså har jeg brugt afsindigt mange timer på sofaen på at hente kakaomælk og se ”Kasper og Sofie” (eller Kapper og Åfie, som den 2-årige siger). Jeg begyndte at græde over dét afsnit, hvor de er på skiferie, og Kasper er bange for, at hans forældre skal skilles. Mit bud er, at det er tid til en kold Kapper-og-Åfie-tyrker, når man føler den  meget.

… Jeg har brugt aftenen på at lege fine damer sammen med Lillen. Det går åbenbart ud på, at man skal være iført en form for superhelte-kappe og drikke ketchup fra lege-køkkenet, mens man går tur med barnevognen.

…I søndags afleverede vi Lillen til overnatning hos mine forældre, og jeg hev Søren med ud for at spise sushi. Hvis jeg kunne leve af tempura-stegte rejer og chilimayo resten af mine dage, ville det være fint for mig. Vi så også nogle afsnit at Manhunt: Unabomber på Netflix, og den er lige dele spændende og creepy. Fordi vi absolut skulle holde os vågne når nu der ikke lå nogen i midten af dobbeltsengen, sov jeg først et par timer senere, end jeg burde. Altså hang jeg noget over kaffen på arbejde dagen efter. Til gengæld sov jeg 11 timer inat. Jo tak, jeg er også selv lidt stolt.

…Som en slags skægget ’prinsessen på ærten’ har min mand bestået den ultimative test som småbarnsfar❤️.  Lillen bad i går om at få tørret sine fingre, Søren brugte sin egen hånd fordi 1) han troede der var tale om krummer fra den skorpe, hun netop havde fortæret og 2) der var ikke papir i nærheden. Sørens hånd var derefter temmelig våd, og det her var hans første reaktion (og vi ved i øvrigt fortsat ikke, hvad det våde var):

 

Jeg ved ikke hvem jeg er, men jeg ved, at jeg er din

I går morges cyklede jeg et sted i Valby, på vej til arbejde. Det var nogle grader over frysepunktet, og jeg havde to par vanter på. Mit tørklæde var viklet godt om kinderne og jeg trådte i pedalerne uden at kommer særlig langt på min tunge cykel. Bilerne i morgentrafikken sneglede sig forbi, og udstødningen lavede hvide røgskyer i den kolde morgenluft. I mine ørebøffer startede en sang. En helt særlig sang, der gjorde, at jeg skruede op for lyden og lukkede øjnene et øjeblik:

”Och när du ser på mig
är det knappt jag minns et enda öknamn de kallade mig.
Jag vet inte vem jag är, men jag vet at jag är din
och att dina ord i natten, är det enda som når in.
Jag vet inte vem jag är, men jag vet at jag är din”

Med ét var jeg slet ikke i Valby, men i Stockholm.

Jeg flyttede derop i sommeren 2010. Med mig havde jeg en tung kuffert og et brev med information om det kommende semester på Stockholm Universitet. Jeg brugte de første dage alene. Jeg kiggede i butikker, rejste med tunnelbanen og drak kaffe. Jeg gik en tur i det centrale Stockholm, gennem Kungsträdgården og over Strömbron. Solen skinnede, men alligevel var vinden kold, og jeg tudede. Jeg tudede fordi alt i byen – mælkekartonerne i supermarkedet og pengesedlerne – mindede mig om den mand, der boede et stenkast derfra, og som var gået fra mig nogle måneder forinden. Heldigvis blev byen langsomt min egen, i stedet for noget, der engang havde en del af et ”os”.

Jeg blev hængende i to år, og jeg elskede det. Elskede de gule huse, vandet, bagværket, den kolde luft, de nye mennesker, kirsebærtræernes blomstren om foråret, kanel i kaffen og især de små gader rundt omkring på Södermalm.

Jeg hørte meget Håkan Hellström i de år, jeg boede der – det var sådan, jeg lærte sproget. Han satte ord på en masse ting, og beskrev nogle stemninger, jeg meget fint kunne forholde mig til. Og jeg synes stadig, at hans ”Jag vet inte vem jag är, men jag vet at jag är din” er én af de smukkeste sange, der findes, men på sin helt egen og lidt klodsede måde. Nogle gange kan man jo være så fantastisk heldig, at kærligheden redder én. For eksempel som i Håkans sang, fra en grundlæggende søgen og vildfarelse i det rod, livet indimellem kan være.

Og nogle gange gør dén bare, at man står og tuder for sig selv på en bro midt i Stockholm. Men det skal der vel også være plads til.

Fem ting, der kan gøre en 2-årig rasende

Lillen er slet ikke så hidsig, som hun har været. Overhovedet ikke. Det hjalp meget, at hun lærte at snakke, for hun bliver ikke så let frustreret som tidligere, og vi kan forklare hende, hvorfor vi gør, som vi gør, eller siger, som vi gør. Men det betyder ikke, at hun aldrig bliver vred eller rasende på hendes to oginokker til forældre. Det er især når overskuddet er småt, at det går galt – efter en lang dag i vuggestue, når maven rumler eller trætheden melder sig.

Jeg har efterhånden også lært nogle cowboy-tricks, der kan forebygge en del. Fx giver jeg som oftest Lillen to valgmuligheder, såsom om hun vil have hue eller vanter på først, for så er svaret ”nej” ikke umiddelbart en mulighed. Jeg giver hende også et alternativ, når jeg siger nej – fx ”du må ikke tegne på bordet, men du må gerne tegne på papiret”. Men altså, jeg er jo ikke nogen Lola Jensen, vel. Fx bestikker jeg hende med halve chokolade-julemænd, når hun gider sidde på toilettet 😜

Her er fem ting, der kan gøre den 2-årige godt og grundigt gal i skralden:

1: Når man slukker for fjernsynet/lukker opvaskemaskinen/tænder eller slukker for lampen/lukker hoveddøren uden at spørge Guldklumpen, om det var noget, hun havde tænkt sig at gøre. Hvem vil dog gå glip af at noget så sjovt som at lukke lågen til vaskemaskinen? Nej, vel?

2: Når man putter rosiner på havregrøden uden at have clearet den med chefen.  For det kunne godt være at det var idag, damen selv ville putte dem på, eller at de skulle ligge på en bestemt måde. Det samme princip kan overføres til andre madvarer – man skal ikke have sit liv kært, hvis man putter ristede løg på leverpostejen, serverer æble i stedet for pære eller – gisp! – skærer rugbrødet ud i små firkanter i stedet for store.

3: Når der kun bliver læst en godnathistorie, hvis der var nogen, der gerne ville læse “Totte bager” også. Også selvom der altid kun bliver læst én godnathistorie.

4: Noget som helst, der involverer, at hun skal sidde i hendes klapvogn.

5: Når det er blevet den tid på aftenen, hvor man skal have nattøj på og have børstet tænder. For så ved hun, at det snart er slut med at se ”Kasper og Sofie” på Ramasjang, og i stedet skal hun noget så kedeligt som i seng. Forleden spænede hun halvnøgen gennem stuen, med armene roterende ud til siden som piskeris, rød i hovedet af vrede, alt sammen imens hun råbte: ”NEEEEEJ NATTØØJ PÅ!”. Da hun nåede til spisebordet, blev der pludselig helt stille, og damen faldt sammen som en karklud midt på gulvet. Hun havde glemt at trække vejret midt i al uretfærdigheden. Vi har efterhånden oplevet det nogle gange, så vi ved godt at hun kommer til sig selv igen efter et sekund eller to, men det er stadig skræmmende.

 

Tankeskrald fra 20. etage

Onsdag morgen vågnede jeg halv syv. Eller, jeg havde også været vågen klokken 22, 23, 24, 1 og 2. Og klokken 4 og 5. Mine øjne føltes tunge og hovedpuden havde gjort min nakke øm. På min ene side lå Lillen og var ved at vågne. På den anden side var en rumdeler med børnevenlige tegninger på, og i den anden ende af stuen var et barn, der mildt sagt havde sovet dårligt, og barnets mor, der vist heller ikke havde sovet – til gengæld kunne jeg høre, at hun fik drukket en hel del cola i nattens løb. Sygeplejersker kom og gik natten igennem, og hver gang døren blev åbnet blev stuens mørke brudt af det stærke lys fra lamperne på gangen. Selvom solen langsomt stod op i løbet af morgenen kunne man ikke se noget, fordi tågen lå tungt udenfor. Jeg tror ellers det ville have været et smukt syn at se byen vågne fra 20. etage.

Vi overnattede på hospitalet, fordi vi dagen forinden havde været til provokation med æg for at se, om Lillen var vokset fra hendes allergi. Det var hun overhovedet ikke, og efter nogle små doser æg blev hun så dårlig, at hun skulle have medicin og indlægges til observation i et døgn. Dét døgn blev for allergikerens vedkommende brugt til at køre ræs på børneafdelingens cykler, drikke saftevand fra fælles-køleskabet og kigge på akvariefiskene. Hun havde en kæmpe fest! Jeg kæmpede lidt med både nerver og tårekanaler, men havde mest af alt virkelig god tid til at tænke over vigtige ting såsom: Hvorfor askebægerne på de karrygule toiletter ikke var blevet pillet ned for længe siden? Og hvorfor har kiosken i forhallen mon et ganske imponerende udvalg af kondomer – altså, HVEM har brug for den slags på et hospital? Jeg ved godt at de knalder meget i Greys Anatomy, men…

På en måde var det som om, at tiden stod helt stille mellem alle de blinkende lamper, lugten af håndsprit og dyremotiver på væggene. Og ligesom på flyveture, blev tiden målt i, hvor længe der var, til madvognen skulle komme for at servere medisterpølse og suppe fra pose.

Vi blev udskrevet efter stuegang onsdag. Om en måned har vi tid til en test for at se, om damen også er allergisk overfor peanuts. Jeg håber det v.i.r.k.e.l.i.g. ikke. Det er jo ikke ligefrem fordi man i forvejen lever sådan helt bekymrings-frit når man er mor til en 2-årig, så to allergier oveni er måske lige i overkanten. Også selvom hospitalets saftevand faktisk smagte ganske udmærket.

Er IKEA ikke det sidste sted man har lyst til at være lørdag formiddag, tænker du? Og svaret er: Jo.

Det nye år er landet fint her på Amager, og den første weekend i 2018 har været en blanding af alt det fantastiske rod, der hører med til at være en småbørnsfamilie. Lørdag ville vi have været en tur i Zoo, men da vi sad og spiste morgenmad, begyndte det at sne. Ikke sådan et idyllisk, dalende og kridhvidt snevejr, men mere sådan en sjasket, insisterende sne-regn. Og hvis der er noget jeg ikke gider, så er det at stå inde i abeburet mens mit tøj er klamt og mine fingre kolde, så i stedet fik vi den dejlige idé at tage i IKEA.

Men er IKEA ikke det sidste sted man har lyst til at være lørdag formiddag, tænker du? Og svaret er: Jo.

For vi var der sammen med hele Vestegnen, der spiste billige hotdogs, småskændtes og som styrede deres vogne rundt som var det tanks. Nåjo, følelsen af at blive tacklet sidelæns af en midaldrende matrone med vognen fyldt med duftlys og pudebetræk er bare noget helt særligt. Vi købte nogle planter og en taburet, og skyndte os ud i civilisationen. Vi rundede turen af med at tage et smut i Bilka, og det var også en værre omgang, men til gengæld havde de tilbud på baked beans og Haribo, og så kan man tilgive meget.

I dag har det været det smukkeste vejr, med solskin og frost, og det fik det sådan til at krible i mig for at tage på skiferie. Næste år! Istedet for at fise rundt på en alpetop var jeg ude at gå en lang tur med Lillen, en kold tur på legeplads og på café for at varme sig på en varm kakao. Lillen trådte i noget nær samtlige hundelorte på Amager, og selvom lortene er frosne, kan de åbenbart godt splatte ud under skoen. Det havde jeg alligevel ikke troet, men så er jeg allerede blevet klogere her i 2018.

Og nu sidder jeg i sengen og lader op til en ny uge i morgen. Jeg kan ikke rigtig genkende at et nyt år er en slags frisk start. Der har været lige så mange halvspiste makrelmadder, bunker af vasketøj og  Duplo-klodser ud over det hele, som der var i 2017. Men det behøver jo heller ikke være en frisk start. If it ain’t broken, why fix it? Mine eneste nytårsforsæt er således, at jeg 1) ikke skal klippes med en trimmer i 2018 (for jeg skal ikke gentage succesen fra 2017) og 2) jeg skal fjerne dét neglelak jeg har haft på mine tånegle siden i sommers. Og det har jeg ikke fået gjort fordi:

Jeg må til gengæld hellere gå ud i køkkenet med den pose tilbuds-Matador Mix, som min højre hånd på en eller anden måde hele tiden smutter ned i – også selvom det er årets første rigtige søndag, og jeg heller ikke har planer om at skille mig af med min bløde mave i det nye år 🤭. Ha’ en dejlig aften!

 

Nytårshilsen fra 2300

Jeg ligger under dynen i det mørke soveværelse. Klokken er ca. 15. Mit hoved er fyldt med snot, og det føles tungt. Ved siden af mig ligger en lille dukke og to forskellige kanin-bamser. På min anden side ligger den 2-årige, der trækker vejret tungt og er helt perfekt sove-lun. De røde krøller ligger spredt ud over puden, og jeg lister indimellem min hånd ind i hendes. 

Jeg ligger under dynen, mens jeg venter på, at Lillen har sovet færdigt og vi skal i nytårstøjet. Måske noget med rød læbestift. Lillen aner ikke at det er årets sidste dag. Hun ved bare, at hun skal ud til hendes mormor og morfar senere, og at vi skal have den nylavede konfekt med – den konfekt hun var tæt på at få en gedigen nedsmeltning over ikke var en slags fri buffet. Vi skal kaste knaldperler ned på villavejens kolde asfalt og høre dronningens nytårstale. Vi skal drikke champagne, putte Lillen på min søsters gamle værelse og jeg skal se om jeg kan holde øjnene åbne til kl 24. Jeg tror det ikke, men jeg vil gerne se fyrværkeriet. 

Jeg ligger under dynen og tænker over året der er gået. 2017 har egentlig været ganske fint. Vi er flyttet fra Vesterbro og ud i noget med vaskesøjle og gulvvarme i 2300 KBH S. Vi har været  en tur i Rom. Og i Krakow. Lillen er blevet to år gammel og det seneste halve år har været en alletiders blanding af snot, mund- hånd- og fod-syge… og børnesår. Jeg er blevet 30 år gammel (!!!) og har brugt helt åndssvagt mange timer på at se Gurli Gris, Designated Survivor og Rejseholdet i det forgangne år. Jeg har været i Odense og en masse i Malmø, og så har jeg været i sommerhus lidt længere ude på Amager. Og meget, meget mere af alt det, der tilsammen udgør et liv. 

Godt nytår! Tak for i år og vi skrives ved på den anden side! 

Om et tiltrængt jule-hi

Efter flere dages julefejring med masser af gris, sovs og chokolade, har der de seneste dage været en slags stemning af hi eller stilstand herhjemme. Sådan en stemning, hvor vi har sovet til klokken 9 hver dag (ja, den 2-årige er en god feriebuddy) og har spist sen morgenmad med masser af nutella og hvidt brød. Sådan en stemning, hvor man får en hel dag til at gå med at tegne et par tegninger, bygge lidt duplo og bygge hule i sofaen med Ramasjang på tv’et. Og sådan en stemning hvor man ikke har set skyggen af mad, der ikke er jule-rester, og ikke har været ude i den friske luft, i flere dage.

Men det har været tiltrængt, har det. At komme helt ned i gear – helt derned, hvor man faktisk begynder at kede sig lidt. Hvor man overhovedet ikke har nogen ide om, hvad klokken er, eller hvad dag det er.

Vi er kun så småt ved at komme i omdrejninger igen. Til aftensmad har vi spist noget med masser af spinat og tofu, og så har vi været en lille tur i skoven. Og når jeg siger lille, så var det fordi der var nogen der absolut ikke gad bruge deres ben i mere end 8 sekunder ad gangen, og som var bange for, om der boede trolde i skoven. Fordi nogen havde været så dum at bilde barnet ind, at vi skulle i skoven og se om vi kunne finde flotte pinde, nogle blade at sparke i og måske en trold. Men vi fik frisk luft, og ingen blev spist af skovtrolden.

Resten af juleferien skal bruges på at se nogle af de veninder, jeg ser alt for sjældent, til gåtur og kaffe. Hver gang jeg spørger Lillen hvad hun har lyst til at lave, svarer hun ”male”, så det tror jeg også vi skal. Vi har også talt om en tur i svømmehallen, og jeg skal hente en guitar, jeg har købt. Jeg har altid drømt om at kunne spille guitar, og har engang gået til det på aftenskole ude i forstæderne. Aftenskolen var bestemt en spændende omgang – men jeg lærte fandenfisemig ikke at spille guitar. Eller jo, en dårlig udgave af Hey Jude. Men nu skal det være! Det er vist det tætteste jeg kommer på et nytårsfortsæt: Jeg skal lære at spille et eller andet, der ikke er Hey Jude.  Hvis I har nogle idéer til, hvordan man bedst griber den slags an, så giv endelig lyd 🎸

Status pt. #26 – jule special!

Indeholder reklame. Reklame er markeret med *

Går godt:

-Bliver jeg helt lykkelig indeni, når Lillen om morgenen oprigtigt tror at der har været en nisse og putte en pakke i hendes julesok. Jeg fortæller hende aldrig nogensinde at nisser ikke findes. Eller, måske gør jeg, for jeg kan huske at jeg begyndte at tvivle på om min veninde mon havde brikkerne rigtigt lagt på plads i overetagen, da hun var 14 år og hårdnakket påstod, at der boede en nisse på hendes loft. Den slags vil jeg alligevel ikke udsætte Lillen for, vel.

-Jeg gennemførte infødsretsprøven på Politikens hjemmeside, så jeg kunne faktisk godt blive dansker på ny. Tillykke til mig! At jeg overhovedet ikke kan se, hvorfor man skal vide noget om hvem der har skrevet ”Lykke-Per”, eller hvornår unionen mellem Danmark og Norge ophørte, er en anden snak.

-Bliver jeg så glad når jeg ser Prins Harry og hans forlovede. Hvor ser de søde og glade ud, altså.

-Overvejer jeg at tage Lillen med i Fields for at se ”Ramasjang Mysteriet”, selvom jeg er cirka 25 år for gammel, og Lillen er cirka tre år for ung. Men helt ærligt, har ALLE ikke et crush på Christian fra Ramasjang? Bare et lille et? Ja?

-Har jeg lavet en kæmpe røvfuld konfekt i år, og i modsætning til sidste år har jeg ikke brugt en halv månedsløn på ingredienser. Hvorfor ikke, spørger du nok, og svaret er: Fordi min svigerfar indimellem kører til Tyskland og handler! Og så var der endda også billig Nutella. Altså, det er der vel egentlig altid i Tyskland, men det er jo ikke ofte at vi har frisk-importeret Nutella i køkkenskabet.

-Er jeg virkelig glad for mine nye vinterstøvler fra Dr. Martens*. Jeg føler mig ret sej på 90’er måden, når jeg traver rundt i mine nye, varme venner. De kan findes her: www.footway.dk/dr-martens, og de er super hurtige til at sende dem – jeg klikkede dem hjem mandag, og onsdag sad de på mine fødder. Der har de stort set siddet siden.

 

Går mindre godt:

-Jeg havde Lillen med på apoteket forleden. Hun ville gerne vide hvad samtlige produkter var, og på et tidspunkt hev hun fat i en ansigtsvask. Lillen: ”Hvad er det, muuuaar?”. Mig: ”Det er sådan noget man kan putte i ansigtet hvis man har bumser”. Lillen kigger på mig og peger: ”MOR MANGE BUMSER!”. Bare vent 10-12 år lille ven, så skal vi se, hvem der har bumser her i familien <3

-Har vi købt en temmelig skrabet udgave af et juletræ i Irma til 150 kr. Det er blevet læsset til med pynt, og Lillen vil gerne danse om juletræ – det føles bare lidt fjollet, når den grønne dusk går mig til hofterne. Til næste år går vi sgu all in, og så skal der ikke laves andet end at danse i cirkler hele december måned!

-Måske har jeg brugt lige lovlig lang tid på at læse om Prins Harry og hans forlovede. Jeg tror jeg kunne vinde et slag Trivial Pursuit, hvis temaet var Harry og Meghan (som faktisk hedder Rachel til fornavn, #vigtigefacts). Og jeg har ellers en alt for tarvelig paratviden til at spille TP.

-Hvert år kommer det bag på mig, hvor hurtigt Iphone lider en akut kulde-død i vintermånederne. Overvejer at emigrere sydpå, alternativt anskaffe mig brevduer eller lære røgsignaler. Man er jo helt hægtet af, når der ikke er strøm på babyen.

-Har jeg været ude at køre i en julepyntet 500S. Ej men hvor ER det hyggeligt! Men man bliver altså *lidt* køresyg af dinglende gran og julesokker.

-Kørte vi til Jylland i morges (altså ikke i 500S, vel), og det blæste så meget, at det føltes lidt som at køre radiobil. Bortset fra at det ikke er særlig sjovt når man er midt på Storebæltsbroen, det er tåget, folk kører som om de har glemt julestemningen derhjemme og den 2-årige ikke gider køre bil mere. Men! Nu er vi her! Og der er hjemmebag og et juletræ, der er højere end mig!

Ting jeg absolut ikke bryder mig om # 2

… At man altid bliver røvrendt noget så eftertrykkeligt når man køber sådan nogle blandede nøddeposer. 45 kroner for 98% peanuts og to – TO – mandler? REALLY?

… Mit hekse-hår på hagen. Jeg diskuterede det med min mødregruppe igår da vi var ude og spise brunch, og de har også et. Det er et uforløst mysterie, hvorfor det er væk den ene dag, og den næste dag slæber det nærmest hen ad gulvet. Hvorfor vokser hekse-hår ikke med normal hastighed? Og hvorfor opdager man det altid, når man ikke er derhjemme sammen med sin pincet?

… Duften af yoghurt, der har stået for længe fremme (og hvis den er helt gal: Stået fremme i solen). Sådan en syrlig, lun lugt. Ad!

… Når folk indleder en samtale med at sige ”Hva så?”. Så står man dér og føler sig som et utjekket får, og har mest af alt lyst til at sige: HVAD SÅ HVAD?

… Ting i wiener-dej. Spandauere, kanelsnegle og dén slags. Vi bliver bare aldrig rigtig venner.

… Folk med snapchatfiltre på deres facebook profil billeder. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan regne ud, at du ikke har store dådyr-øjne og en blomsterkrans i virkeligheden, vel?

… At brænde-hastigheden på kalenderlys aldrig nogensinde passer med den dato i december, man faktisk er nået til. Enten har man stearin-stress, eller også er man lige ved at brænde hele granhelvedet af allerede den 3. december.

…. At levende lys forurener luften helt vildt. Det er jo så hyggeligt. Øv.

… At læse noget, hvori der ikke er sat korrekt nutids-r. Det er lige før mine øjenæbler begynder at bløde, og den slags burde straffes med stokkeslag eller 80 timers samfundstjenste. Mindst.

… Når folk tager elevatoren, fordi de er for dovne til rulletrappen, og dermed spærre for dem med klapvogne, rollatorer og lignende der ikke bare kan tage rulletrappen. (Se selv, hvor grimt det ser ud med det nutids-r!)

… At tage jeans på der lige er blevet vasket. Det er….stramt.

… Den der dumme knap der er i midten af Hay-puder, og som går lige direkte i baghovedet når man tror at man skal ligge og hygge sig med at se en genudsendelse af 3 x Beliggenhed på sofaen

… Når man hælder havregryn og mælk op, men har fejlfortolket blandingsforholdet og ender med en bunke tørre gryn og ikke orker at rejse sig for at hente mere mælk. Becuase early morning.

Om prinsesser, social blindhed og baklava i klassens time

DR3 kørte for et stykke tid siden serien ”prinsesser fra blokken”, der portrætterede nogle unge kvinder med lange negle, en hård attitude og en opvækst, der vist ikke var helt ligetil. De boede alle sammen i en slags socialt boligbyggeri i hovedstadsområdet. En af prinsesserne, Siri, har fået sin egen serie og jeg synes den er værd at se  (se den her). Siri har det ikke nemt, men for dælen hvor har hun hår på brystet.

Jeg er opvokset på den københavnske vestegn, lige deromkring hvor Siri bor i starten af serien. Derude, hvor betonbyggerierne er i pastelfarver og hvor der er bygget skure tæt på stationerne til dem, der bruger dagene på at drikke øl – lunkne, så de ryger lettere ned. Derude, hvor solariebrun hud og piercinger i hele hovedet er god stil, og hvor man kan møde en mand med ”LORT” tatoveret med gotiske bogstaver henover overarmen i fitnesscenteret. Derude, hvor Tupperware-sælgeren i centeret lugter af gin, og hvor skraldespande er noget man brænder af.

Men det er også derude, hvor der findes landsbyer med stråtækte bindingsværkshuse og gamle, fine kirker. Derude hvor der bor en masse kedeligt almindelige mennesker, der nok aldrig får deres egen DR3-serie. Derude hvor man kan klappe geder, gå en tur i skoven eller tage i svømmehallen inklusive legeland for 25 kroner. Og jeg kan godt blive lidt træt af den ensidige fremstilling af vestegnen, der er i medierne, for det er aldrig dén side, der bliver vist – der hvor folk passer deres arbejde, spiser spaghetti med kødsovs til aftensmad og følger børnene i skole til tiden.

Og så er det derude, hvor mennesker har alle mulige forskellige hudfarver, baggrunde og livsmuligheder. Da vi for et års tid siden kiggede på at købe hus eller lejlighed, tænkte jeg meget over, at det sted vi valgte nok ville blive Lillens barndoms kvarter. Det var det sted, der ville danne rammen om hendes oplevelser, der hun ville få sine første venner, gå til de første fester og selv bevæge sig ud i verden på egen hånd. For det gør de steder, vi bor; de former os. Vestegnen har formet mig. Den har fx givet mig en meget karakteristisk københavnsk udtale, med meget udtales maaaaajet og nej mest af alt lyder som naaarj. Den har også gjort, at jeg vistnok ikke lider særlig slemt af social blindhed. Vi fik oftere baklava end flødeboller, når nogen i min klasse havde fødselsdag og  min allerførste kinddans var med en iransk dreng til Craig Davids ”7 days” –altså  jeg gik hver dag op og ned af de mennesker, som mange i dag er bange for. Jeg har set en klassekammerats far drikke sig ihjel, set hashmisbrugere i 8. klasse og set hvordan forældre kunne komme til at glemme deres børn midt i alle deres egne udfordringer. Men jeg har også bygget huler i skoven, været på æblerov, bygget sandslotte ved vandet, sejlet ture om sommeren i min fars båd og spist is på havnen.

Jeg syntes, at det var et fantastisk sted at vokse op. Fordi jeg havde nogle forældre, der altid gerne ville tale med mig om tingene og som fint rummede, at tingene nogle gange var lidt skæve. Og så tror jeg at jeg var så tilpas nørdet, at det aldrig rigtig var en mulighed for mig at blive inviteret med til de rigtig seje fester eller hænge ud med dem, der et par år senere sad i spjældet eller havde 3 børn med ukendte fædre. Det parcelhus-kvarter vi boede i kunne lige så godt kunne have ligget i Svendborg, Vejle eller noget helt tredje – det var alt det, der omkransede parcelhusene, der var noget særligt vestegn’sk. Jeg har ikke lyst til at flytte tilbage til Vestegnen, for nu har jeg ligesom prøvet dét. Men jeg ville heller ikke gøre det om.

Jeg håber, at vi kan give Lillen den samme trygge base herude på Amager, og at vi kan forme et menneske, der er nysgerrig og rummelig overfor det, hun ikke kender i forvejen (… undtaget stoffer og andre ting man kan ryge i spjældet for. Det behøver hun ikke undersøge nærmere, vel). Jeg håber ikke hun bliver en prinsesse fra blokken, for jeg synes der var nogle der skulle have passet bedre de piger engang, men jeg synes det er fint, hvis hun får lidt hår på brystet.