Recent Posts

Life is what happens to you, while you´re busy med at skifte bleer, være i Bilka og lave havregrød

Life is what happens to you, while you´re busy med at skifte bleer, være i Bilka og lave havregrød

Det er fredag morgen, og jeg har været ude at trille med barnevognen. Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om min podcast (Sitter med Iben Hjejle og Signe Lindkvist), fordi jeg skulle holde øje med hvor jeg gik, for ikke at få hjulene indsmurt i […]

Status pt. # 38

Status pt. # 38

…I skrivende stund er jeg i internet-kø til Cirkus Summarum-billetter, og jeg spørger bare: What the actual fuck sker der for, at der bliver ved med at være over en times kø tilbage? Hvem har tid til at vente på det? Har andre mennesker ikke […]

Følelsen, når barnet har fået sig en alletiders vane…

Følelsen, når barnet har fået sig en alletiders vane…

… med at hælde sig selv fra trappetrinnet på børnehavebussen og direkte ned på asfalten, for derefter at nægte at rejse sig, mens pædagoger og de andre forældre står ved siden af:

Hold op, hvor er jeg indimellem udfordret af at være mor til et barn i dét, vi idag kalder selvstændighedsalderen. Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg ville læse bøger om børneopdragelse (eller hvad vi nu skal kalde det – opdragelse klinger lidt som noget, der indebærer spanskrør og ørefigener). I min naivitet har jeg tænkt, at jeg var sådan én, der kunne fornemme, hvad der var det rigtige at gøre. Sandheden er bare, at jeg overhovedet ikke ved hvad det rigtige at gøre er.

Indimellem har jeg det som om, at den tre-årige snakker nepalesisk eller ukrainsk: Jeg forstår simpelthen ikke altid, hvad det er hun vil, og hvorfor hun springer i luften over, hvem der trykker på elevatorknappen, eller når der bliver sagt nej til, at halvdelen af aftensmaden ender i glasset med mælk. Derfor har jeg nu hentet tre forskellige bøger på biblioteket, der handler om forældreskab. Jeg synes egentlig, at vi gør det meget godt, hendes far og jeg, men selvfølgelig kan vi blive bedre… Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan.

Igår spurgte jeg Lillen, hvordan vi mon kunne undgå at hun lagde sig ned på asfalten når jeg hentede hende fra børnehaven. Hun svarede, at jeg skulle tage tørrede abrikoser med som hente-snack, og så ville alt være godt. Men altså… Nu har jeg købt en søskende-klapvogn på Reshopper, som jeg har sendt min mand ud til forstæderne for at hente. Jeg håber det hjælper, at hun ikke selv skal gå de 600 meter, der indimellem føles som 600 kilometer, hjem. Eventuelt må jeg køre klapvognen frontalt ind i bussens døråbning, så Lillen kan hælde sin trætte krop direkte ned i sædet, mens jeg lader det regne med tørrede abrikoser. Hvis det lykkes, vil jeg trille derfra uden stress-sveden springende og med en lille smule værdighed i behold. Det ville være rart at prøve, for engangs skyld.

 

Vinterferien har været herlig. Indimellem.

Vinterferien har været herlig. Indimellem.

Det var dén vinterferie. Det har været en ferie med pandekager til morgenmad, Ramasjang (blandt andet herlige ´Busters Verden´der er i så elendig opløsning, at man næsten ikke kan følge med i handlingen), legeplads, teaterforestilling om Cirkelines fødselsdag, børne-koncert på biblioteket og besøg hos bedsteforældre. […]

Jeg får nogle gange spat af at bo i lejlighed. Men jeg får også spat af huspriserne.

Jeg får nogle gange spat af at bo i lejlighed. Men jeg får også spat af huspriserne.

Nogle gange får jeg spat af at bo i lejlighed. Spat af, at puslebordet står i køkkenet, fordi badeværelset er småt. Spat af, at man ikke kan bede børn, der midt i aftensmaden synger “på loftet sidder Nissen” akkompagneret af et umage danseshow ,om at […]

Weekend: Frisk luft og frontallapper på overarbejde

Weekend: Frisk luft og frontallapper på overarbejde

Jeg ligger ved siden af Lillesøster, der snorker mens håret stritter – hun har nemlig fået så langt hår, at det kan stritte. Det er kun langt bag ørene. Resten er kort, undtaget en plet i baghovedet, hvor håret stort set er slidt af. Ja, det er vist mine tarvelige hår-gener hun  har arvet. Stakkel.

Weekenden er ved at være forbi. Min mand var ikke hjemme fra fredag til lørdag, så min mor var på sleepover. Vi bestilte pizza, bjerget af vasketøj blev lagt sammen og alle mine høretelefoner er blevet viklet ud og bundet pænt sammen (… jeg har allerede kludret dem sammen igen. Øv). Det var så hyggeligt at have tid til bare at være sammen, for det har jeg ikke så tit med min mor. Søde, praktiske, mor. Hun sov på Lillens værelse, og Lillen syntes det var det fedeste i hele verden.

Efter morgenmad lørdag tog min mor hjem, og jeg tog pigerne med til ‘Det Giftige Show’ på biblioteket, hvor en dyrepasser fortalte historier og viste farlige dyr frem – en behåret edderkop, en vorteøgle, en skorpion, en kæmpestor vandrende pind og andet i dén kategori. Jeg var glad for at jeg havde babyen at holde fast i, så jeg havde en undskyldning for ikke at røre ved den kæmpestore, røde slange. Lillen turde selvfølgelig godt. Dyrevennen. Frygtløs type. Resten af lørdagen var ren overlevelse. Engang betød det, at tømmermændende var slemme – nu betyder det børnos med overophedede frontallapper og et sæt trætte forældre. Der var ristede løg og flamingo-kugler ud over det hele, nogen havde tegnet med kuglepen på den treåriges nederdel og jeg skulle agere iPad-support til app’en med sanglege, mens jeg vaskede hår. Jøsses, altså.

Det fortsatte sådan i morges. Men istedet for at lade dårlig stemning være vores søndag, hældte vi afkommet ind i bilen og kørte til Hareskoven. Det småregnede, Lillen trådte i en kæmpestor hundelort og mine tæer var kolde efter fem minutter – men det var simpelthen sådan en dejlig tur. Frisk luft, en skovbund fuld af skatte og nogle vandpytter at pjaske i var lige præcis det, det skulle til. Turns out, jeg har født Søren Ryge (og hvem ville have troet det!) – Lillen e.l.s.k.e.r. at rutsje ned ad mudrede skrante, lede efter spor og finde pinde, der ligner troldefingre. Vi havde madpakke med, og selvom kaffen var virkelig dårlig, så smagte den alligevel fantastisk lige dér på toppen af kælkebakken, til lyden af regnen mod de nøgne træer.

Den gode stemning varede ved, efter vi kom hjem fra skoven, og  eftermiddagen er gået med at læse bøger, sove en lang lur på altanen (primært babyen), spise burger med fritter og lægge neglelak. “Mor, når jeg bliver stor må jeg selv lægge neglelak” sagde Lillen, mens hun sad musestille og ventede på, at det tørrede. Jeg svarede, at hun aldrig måtte blive stor, hvorefter hun hævede øjenbrynene og lagde hovedet på skrå, mens hun tørt konstaterede: “Jo mor. Det gør jeg”. Jeg ved det jo godt, men selvom treårsalderen virkelig (virkelig!) kan trække tænder ud, er den altså også herlig – med hundelort under skoene, kuglepen på tøjet, pletter af halvtør neglelak i hele lejligheden und alles.

 

 

Status pt. # 37

Status pt. # 37

… Lillen har bestemt sig for, at min telefon skal ligge på øverste hylde i hendes legekøkken – og når den ikke ligger der, så tager hun billeder. Mange billeder. Ovenstående er fx et udsnit af dét, vi kan kalde toilet-serien. …Fotografen har det som […]

Det Døde Bryst

Det Døde Bryst

I starten fungerede de begge to, brysterne. Fulde af mælk og i stand til at give babyen Amagers tykkeste ben. For et par måneder siden begyndte Lillesøster at foretrække venstre bryst, og lave opkast-lyde, når hun blev tilbudt højre. I løbet af nogle uger blev […]

Jeg var blind, men nu kan jeg se

Jeg var blind, men nu kan jeg se

Jeg har lige gjort lejligheden rent. Det trængte der til – støvsugeren lyder som et rasleæg, hver gang vi støvsuger, fordi der altid er glimmer/brødkrummer/havregryn/hårspænder/dims over det hele. Jeg gjorde rent, fordi jeg har været vågen fem hundrede gange i nat, og således ville kollapse som et korthus i blæsevejr, hvis ikke jeg holdt mig i gang. Men jeg har også gjort rent, fordi der er sket noget. En forandring.

Jeg har altid været et rodehoved. Jeg plejede ikke at se rod, førend det begrænsede mine udfoldelser. Jeg gjorde normalt ikke noget ved det, for jeg lagde simpelthen ikke mærke til det. Ligeledes har jeg heller aldrig kunnet se, at der trængte til at blive gjort rent, før nullermændene begyndt at være på størrelse med en knytnæve og jeg ikke kunne lægge mascara, fordi spejlet var fuld af tandpastaklatter. Jeg har været dét, man kunne kalde snavs-og-rod-blind, hvor ækelt det end lyder.

Jeg tror, blindheden skyldtes, at jeg synes det er umådeligt kedeligt at gøre rent og rydde op. Derfor har jeg gennem 30 år udviklet et helt særligt falkeblik, der undgår snavs og rod. Mest af alt tror jeg dog det skyldtes, at jeg er imponerende distræt. Når jeg er typen der går på arbejde, laver og følger jeg to-do lister med militaristisk præcision, for ellers tror jeg ikke, at det ville ende godt. Når jeg ikke går på arbejde, så bliver jeg afledt af sådan cirka ingenting, og mine tanker føles som et loppecirkus. Jeg kan fx gå i gang med at lægge vasketøj sammen, og finde en bluse, Lillen er vokset ud af. Derfor begynder jeg at rydde ud i hendes tøj, og lave bunker. Bunken med det for lille tøj skal ind i skabet, men der er ikke plads, og derfor skal der lige ryddes lidt ud dér først, så jeg går i gang med at hælde skabets indmad ud. Men så er det tid til kaffe eller hente Lillen eller handle ind til aftensmad eller noget helt andet, og sådan kan jeg hurtigt rode det hele til.

Men nu er der sket noget, og det er ikke fordi jeg er begyndt at bruge mine briller.  Som der står i Johannesevangeliet (uden sammenligning i øvrigt) så var jeg blind, men nu kan jeg se: Rod og snavs irriterer mig. Måske er det alderen, måske er det børnos, måske er det noget helt andet. Jeg ved det ikke. Men tænk at det skulle overgå et kronisk rodehoved som mig. Man kan åbenbart godt lære (halv)gamle hunde nye tricks. Og nu sidder jeg her midt i duften af Ajax og med fingrene rynkede som rosiner, mens jeg drikker endnu en stærk kop kaffe og har det helt okay med mit nye klarsyn.

Ha´en dejlig eftermiddag,

kærlig hilsen GulvSkrubber1987

 

Kære, nybagte far*: 5 tips til at være en rigtig, rigtig god kæreste

Kære, nybagte far*: 5 tips til at være en rigtig, rigtig god kæreste

1: Tilbyd at deles om natten. Nætterne med en lille baby kan føles uendelige, så tilbyd at deles om natte-tjansen. Det kan godt være, at du skal være frisk i hovedet til at gå på arbejde, men husk lige på, at du kan tisse når […]