Om gaver og gode gerninger

Jeg elsker at give gaver. Jeg er sådan én der laver lister over, hvad folk skal have i julegave, flere måneder i forvejen – og når vi når 1. december, har jeg som regel alle gaverne i hus. Da jeg var yngre lavede jeg ofte gaverne selv (og folk blev altid smadder glade for en kakkel-gone-bordskåner med en Pluto i fuldt firspring, eller hjemmelavede sæber der skulle ligne fisk, men mest af alt lignede en brandskade). Det gør jeg ikke mere. Til gengæld synes jeg det er toppen at gå rundt i Magasin og finde alle mulige dejlige ting.

Jeg kan selvfølgelig også godt lide at få gaver, især dem, der betyder noget særligt: Dem jeg fik, da jeg blev færdig med min kandidat og havde forsvaret mit speciale. Dem jeg fik, da jeg blev mor. Und so weiter.

Til gengæld har jeg også fået min del af halløj-gaver. Da jeg var 13 år fik jeg i julegave af mine forældre en concealer og en dims til at presse hudorme ud med – jeg havde ikke ønsket mig det, og oplevede ikke mig selv som en bumsefrans (men måske var det fordi jeg havde så travlt med at male på kakler og lave grimme sæber, at jeg ikke lagde mærke til det? ). Samme jul fik jeg to cardigans fra Føtex i størrelse 44/46. Dengang var jeg en tynd pind, og meget langt fra dén del af størrelsesskalaen, men som min mor sagde så ”krymper ren bomuld jo i vask”. Den mest pinlige gave var dog én jeg fik til min 15-års fødselsdag. Jeg skulle holde stor fest i haven, med buffet og det hele, og hele min familie og alle mine venner var med. Jeg var center of attention, da jeg skulle åbne gaver, men da jeg åbnede én af dem, havde jeg lyst til at ligge mig ned og krepere i al stilhed: Gaven fra en veninde indeholdt en bamse, der lignede en diller, og en bog om ”hot sex”. Jeg havde fladt hår, sang i kirkekor, havde undertøj med Snoopy på og var voldsomt uerfaren ud i noget som helst der kunne relatere til min nye bog – så det var bare en alletiders gave.


 

Hvad skal al denne her snak om gaver til for? Jo, min søde veninde Michala har sat et fantastisk initiativ i værk! Nu er der jo under 3 måneder til jul, og dermed tid til årets gaveræs. Mens de fleste af os sikkert sidder med et mindre bjerg af gaver den 24. december, er der også nogen, der ikke får særligt mange gaver – hvis nogen overhovedet.  Michala har sat gang i en indsamling af julegaver til børn, der bor på Røde Kors’ asylcentre på Sjælland, og som ikke har deres mor og far hos dem. De fleste er drenge mellem 15 og 17 år, men der er også mindre børn og piger iblandt. De fleste kommer fra Syrien, Eritrea og Afghanistan. Hvis man har lyst, er man  mere end velkommen til at købe en gave til 50-100 kroner og aflevere/sende den til Michala frem til 20. december. Man kan læse meget mere om det her.

Jeg og Lillen skal i hvert fald på gavejagt. Jeg ved ikke helt hvad sådan nogle store knægte ønsker sig, men jeg ved én ting: De skal hverken have diller-bamser eller en hudorme-udpressere.

Ting, der har overrasket mig:

 

-At babydeller og -håndflader temmelig hurtigt bliver snaskede.

– At Lillen allerede har en mening om, hvad hun vil se i TV. Søren siger fx ofte, at hun gerne vil se fodbold sammen med sin far.

-At jeg på ingen måde synes det er mærkeligt at snakke længe med nogen, der kun kan svare “ggyyy” eller “hhmmmrrr” igen.

-At jeg slet ikke har haft lyst til pølsehorn og hotdogs, siden den lille dame gjorde sit exit fra undertegnedes hylster. Tænk at noget, man har haft kronisk lyst til i 9 måneder, pludselig ikke er så lækkert?

-At de der åndssvage poser til min åndssvage ble-spand koster en formue. Chefen nede i BabySam må grine hele vejen til banken.

-At navlestrengen ikke bare er sådan én, der bliver mørk og falder af. Den har tværtimod forskellige stadier; fra at ligne en slags bacon til at ligne det gule bolche i Losseplads-blandingen – og til sidst ligner den et lille, muggent stykke kul.

– At jeg er relativt velfungerende på trods af til tider meget lidt søvn  (og, okay, en “lille smule” kaffe).

– At min baby kan sove fra alt. Fx trillede vi forleden ned ad Istedgade, da en masse motorcykler kørte forbi. Lillen var totalt ligeglad. Jeg skulede ellers ondt efter dem (men ikke for ondt, for jeg havde engang en dum oplevelse med en rocker ved min barndoms lokale pizzaria. Note to self: Selvom man er 12 år gammel, skal man ikke drille store, tatoverede mænd på motorcykel).

– At jeg er typen der kan smile og sige “jaaah hvor flot” når der er nogen, der tisser på mig. Eller blive glad over, hvor flot orange, afkommets afføring er.

– At ros fra Sundhedsplejersken kan føles som at vinde i lotto. “Næsten 300 gram på en uge siger du? Hell yeah!”

– At jeg kan få så meget tid til at gå med at kigge på Lillen. Men hun er også virkelig god til at lave grimasser, så egentlig er det ikke så sært. Nu er hun også begyndt at grine, og jeg smelter en lille smule indeni, hver gang det sker.

– At det der med at gå rundt og dryppe modermælk over det hele ku’ være et issue. Men det er det altså.

– At jeg på et splitsekund kunne gå fra at være et mean snorketræ under graviditeten, til at sove let som en fjer.

– At min lille fine babyguuurl kan slå prutter der lugter som om hun er en herre i sin bedste alder, der lever af hakkebøf med bløde løg og porter. Jeg er kæmpe fan!

– At der er forskellige stadier af gråd. Fra sådan en stille og rolig “laaaa-laaaa” til noget, der lyder som et tandlægebor (gerne fulgt af en næsten bordeau hudfarve og en lille krop, der er spændt som en flitsbue).

-At det kan gøre smadder ondt at blive bidt i brystvorterne af nogen, der kun har gummer.

 

sof1

Herrebesøg og friluftsliv

Det er weekend, solen skinner som var det en lun forårsdag og jeg har fået snasket burger to dage i streg. Kan man så være andet end i godt humør?

Forleden havde Lillen sit første herrebesøg!  Det var af en basse ved navn Carl, der er en uge ældre end Lillen.  Carl er en helt vildt sej lille fyr, for han blev født i parkeringskælderen under Hvidovre Hospital, med sin far som jordemoder. Carl havde taget sin seje mor med, som havde taget kulhydrater fra min yndlingsbager med. Mens Lillen og Carl startede besøget med at babysnorke i takt, spiste vi morgenmad og snakkede. Da de to små vågnede, lagde vi dem ved siden af hinanden, og gik helt i falset over, hvor hyggeligt det så ud, mens vi prøvede at knipse nogle billeder af de to. Det var ikke ligetil, for min babys lemmer farede rundt.  Men altså, man kan jo heller ikke rigtig bede babyer om at pose, vel?

beks

(Rebekka og Carl)

Idag har Søren, jeg og Lillen kørt den friluftsagtige stil. Dengang jeg gik på efterskole havde jeg faktisk friluftsliv – og jeg var temmelig elendig til det. Miseren toppede, da jeg skulle sove i bivuak i en fynsk skov en frostkold nat i Marts. Jeg lukkede ikke et øje, fordi jeg var bange for, at der skulle komme en øksemorder eller nogle farlige dyr. Jeg er altså bedst til at være udenfor når det er godt vejr, og det ikke inkluderer noget med tranquia, edderkopper og soveposer. Nå, men i dag var vi ved Bagsværd Sø. Det var et perfekt sted at gå med barnevogn, for der er stier hele vejen rundt. Udover os var der en masse damer i dyre dynejakker, der gik venindeture, og familiefædre i våddragter, der gav den gas i kajakkerne. Der var endda et ældre ægtepar, der synes, at Lillen var dejlig – og den slags vil mor her altid gerne høre! Det var tæt på at være en overdosis frisk luft, så det er dejligt at være tilbage i trafikosen her på stenbroen…

sø coll

Jeg håber, at der er god weekend over hele linjen til Jer! Nu er der genudsendelse af De Unge Mødre og Marabou på programmet her på matriklen. Og tusinde tak, fordi I gider læse med <3

Hurra!

Idag har jeg fødselsdag! 28 år. En flot alder, hvis jeg selv skal sige det. Og jeg er sprunget lige ind i det iført en nederdel i det pureste sølv – det er vel en slags festdag selvom det er onsdag og alle andre er på arbejde.

Dagen startede med, at jeg drak kold morgenkaffe og fik tis på fingerede (altså ikke mit eget) hele to gange. Men da jeg lå med en lille, varm og sovende krop ovenpå mig, og morgensolen sneg sig ind ad vinduet tænkte jeg alligevel, at det allerede var den bedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft.

Jeg er ellers blevet fejret rigtig fint i dag. Lillen sov igennem (!!!), så jeg har været én stor bunke af overskud hele dagen. Jeg har spist brånsj med min søde mor på Frederiksberg, efterfulgt af en lang gåtur i solskinnet. Og ja, selvtak for det edderpændt gode vejr! Til aften har jeg spist sushi. For præcist ét år siden spiste jeg også sushi, men det var på toppen af Tivolihotellet. Dengang havde jeg hæle og rød læbestift på, jeg flettede fingre med Søren og drak Tiger øl. Nu sidder jeg i sofaen med mælkepletter på blusen, saftevand i glasset og ser 3 x beliggenhed. Det er vildt, så meget anderledes livet er blevet…

Publikation2

Jeg e.l.s.k.e.r. fødselsdage. Da jeg var mindre kørte jeg tema-stilen. Jeg har fx holdt Hippie-fest, hvor jeg iklædt runde briller og bånd i håret serverede hotdogs for mine gæster under sloganet “Rebeccas pølser med liv og føl’ser” (ja, hvis der sidder en reklamebureau-chef og tænker hold da op, kan vedkommende bare ringe).

Forrige år holdt jeg 4 fødselsdagsfester: Én for familien, én for mig og Søren, én med lagkage og boller for kollegaerne og ikke mindst én med øller for vennerne. I år har jeg skåret det ned til 3 dages festivitas. Igår var mine svigerforældre på besøg med othellolagkage, toffefee, Mørbradgryde og gaver. Himlen var blå, Lillen charmede sine bedsteforældre og der var nogle toffefees tilovers – og hvis man ikke må køre dem ned i løgnhalsen til morgenmad når man fylder 28, så ved jeg ikke, hvornår man må. So i did. I morgen kommer min familie og spiser kagemand og drikker kaffe. Tænk at der er så mange, der har lyst til at fejre én, at man kan gøre det flere dage i træk! Jeg bliver sgu så glad. Så hvis I møder én, der går rundt på Vesterbro og ser sådan her ud de næste par dage, er det sikkert mig:

 

 

Barselsoptur

Første dag alene på barsel er overstået! Og det gik så godt som det overhovedet kunne:

  • Jeg har vasket hår og haft mascara på. Hårene på benene må jeg deale med i morgen.
  • Jeg har fået lært Lillen at bruge sut! Hun skulle bare ha en grim, brun øko-sut, så kunne hun sagtens arbejde med det. Mor her sagde skingert ”hvor er du dygtiiiiig” på repeat mens den lille dame gumlede løs.
  • Jeg har spist pizza på Mother og gået tur på Bryggen i Septembersolen.
  • Jeg har haft fint besøg fra Sverige (ja, altså, Lillen og jeg var ikke alene ude og spise frokost… Selvom jeg engang har været alene til koncert, så man skal aldrig sige aldrig)
  • Jeg har bestilt kagemand til min fødselsdag. ”Hvad skal der stå på den” spurgte bagerekspedienten. Hun kiggede lidt mærkeligt da jeg svarede ”øhm, Sofie 28 år, tak”.

Nårh ja, og så har jeg oplevet at amme mens der blev knaldet højlydt på den anden side af væggen. Det var lidt underligt, men alt i alt havde jeg det sådan her over dagen:

Jeg er sindssygt glad for, at jeg har haft babydaddy så lang tid hjemme – til at hente saftevand, give krammere, hente vasketøj og ikke mindst til sørge for, at jeg fik noget andet end kiks og chokolade at spise. Altså, respekt til Jer, der står alene efter 14 dage!  Jeg synes det hele er blevet meget sjovere og nemmere end for en måned siden. Jeg har lært Lillen bedre at kende – jeg ved fx, at hun er typen, der ikke kan lide at vente på maden. Jeg ved også, at hun ikke er fan af at beholde sine strømper på, at hun elsker at ligge i sin fars armhule og at hun kan tage 4 timer på skjoldet den første del af natten. Og så kan hun få verdens mindste fnuller mellem tæerne. Jeg er så edderspændt glad for, at det lige præcis var hende, der gemte sig under mit temmelig udspilede maveskind.

Det er mærkeligt, at der smart er gået 6 uger siden jeg brølede hende ud i et badekar ude i 2650 Hvidovre. Jeg forstår slet ikke, hvor tiden er blevet af (eller, okay, den er blevet væk på middagslure, ture i Føtex og langsomme formiddage, but still). Jeg synes hun er vokset så meget siden vi kom hjem med hende, helt krøllet og skrøbelig. Som faren i min all-time favourite TV-serie, Nana, siger (iklædt 90’er hår og morgenkåbe): ”Hun bliver så hurtigt stor… Inden vi får set os om skal hun jo giftes og alt muligt”. (Man kan i øvrigt gense Nana her – og det er altså ikke en helt dårlig idé!)

Den indre krejler

Det er mildt sagt smadder dyrt at anskaffe sig en baby. Én ting er puslebord, babydyne og dén slags. Noget andet er tøjet. Og manner, sådan en lille størrelse bruger meget tøj! Dét jeg havde købt i str. 50 passede i cirka fem minutter efter fødslen. Hun bruger en str. 56 nu, men jeg tror ikke der går frygtelig lang tid før det også begynder at være lidt for småt. Der er altså god udskiftning i garderoben – også på daglig basis, hvor vi hurtigt kommer op på 3 sæt om dagen. Vi har ikke vaskemaskine, og render derfor i pendulfart mellem 3. sal og vaskekælderen. Det er dog én fordel ved: Man kan spise temmelig meget chokolade, uden at det sætter sig (har i øvrigt været nede hos min lokale slik-pusher for at købe sådan nogle små pakker med chokolade i, så jeg ikke kommer til at køre en 200 grams Marabou ned i rekordfart. Det virkede ikke efter hensigten, for nu spiser jeg bare virkelig mange af de små i stedet… #Fail).

Jeg har købt meget af Lillens tøj brugt. Jeg synes det er ret smart fordi det er miljørigtigt, tøjet er som regel vasket fri af de kemikalier der sidder i nyt tøj og så er det billigt. Men mest af alt elsker jeg at lede efter fine ting til en fin pris. Min yndlings-jagtmark er loppemarkeder. Jeg tror faktisk det er det tætteste, jeg kommer på en hobby (jf. dette indlæg). Jeg kan næsten ikke komme på noget bedre, end at sætte den indre krejler løs sådan en sommerformiddag med en to-go kaffe i hånden, mens byen er ved at vågne. Lige inden jeg poppede Lillen, vraltede jeg fx rundt til loppemarked på Sønder Boulevard med min tykke veninde Mette (altså, når hun ikke har en lille pige inde i maven er hun temmelig slank):

Publikation1

Der er især 3 loppemarkeder, jeg synes er rigtig gode: Det ene er Onkel Dannys Lopper på Halmtorvet. Her er det tit nogle meget trendy typer der sælger, og det er også svært ikke at finde skatte til mig selv. Og så ligger det lige ved siden af Cafe Mandela, så man kan tage en lille kaffepause undervejs. Det andet loppemarkeder Rita Blå’s Lopper. Det er på Sønder Boulevard, og en dejlig blanding af gamle lamper, masser af tøj fra Vesterbro-typerne og børnefamilier der sælger tøj og legetøj. Der er også kaffevogn og økologiske popcorn, og det er her jeg plejer at sælge mine fejlkøb og den slags. Det tredje loppemarked er Sommermarkedet på Carlsberg. De to andre er cirka en gang om måneden, mens Sommermarkedet er hver eneste søndag. Det er en blanding af gamle dåser, filmplakater, hjemmelavede øreringe, tøj og børnetøj. Man kan også tit finde nogle fine ting hér – om end man skal  lede liiidt grundigere efter dem… Alle tre loppemarkeder ligger altså på Vesterbro. Jeg er helt hundrede på, at der er gode lopper andre steder i byen, men dem kender jeg ikke. Tip mig gerne, hvis I gør!  Loppe-sæsonen er jo snart slut, men der er vist lige et pa markeder tilbage…

Jeg har også fundet gode ting på app’en Reshopper, fx dén strækvikle, jeg hentede i går. Det er en app, hvor man kan sælge og købe alt fra sutteflasker til tremmesenge og ammetøj fra folk i nærheden. Jeg prøvede at slå den til i Jylland hos mine svigerforældre, og dér var ikke meget action, så måske er det en københavner-ting – ikke desto mindre er den helt vildt smart. Der er også flere facebook-sider for børnefamilier i lokalområdet, hvor der bliver handlet med togbaner og hagesmække. Sidst men ikke mindst er der jo Trendsales, men jeg synes tit at folk sætter priserne lidt højt for deres forvaskede noa noa-bodyer…

Pæne ord og pæne jeans

I går var Lillen og jeg ude og cruise. Det var gråvejr, og gaderne var ret tomme – bortset fra andre damer med barnevogn, stamgæsterne på Mændenes Hjem og de kreative typer, der ikke har faste arbejdstider, men kan sidde og dingle den af på Bang og Jensen til langt op af formiddagen. Så var det, at min telefon begyndte at komme med beskeder om, at jeg havde fået en pæn portion nye følgere på både Instagram og Bloglovin’. Jeg opdagede hvorfor, da jeg så et post fra Moderskaberier, med nogle meget fine ord om siden her. Og jeg blev så glad, at jeg næsten lavede en lille glædesdans midt på Istedgade. Det samme skete for nogle uger siden, da Ditte K sendte en anbefaling min vej. Og da jeg i nat sad med en halvsovende baby knappet til yveret og opdagede, at Sneglcille var begyndt at følge mig på Instagram var det ligesom prikken over i’et (okay, nu lyder jeg som en 14-årig, der har fået et like fra Christopher, men you get the point). Det er nemlig mine 3 yndlings-blogs; Moderskaberier fordi jeg griner hver eneste gang hun poster noget, Ditte K fordi hun skriver så fint og eftertænksomt og Sneglcille, fordi hun er herlig og hendes historie med hendes mand er så sød. For et halv års tid siden sad jeg faktisk her, spiste pomfritter og læste hele hendes blog fra ende til anden (oh yes!):

DSC00922

Nu sidder jeg hjemme i sengen. Jeg har placeret mig oveni i en lille plet af babytis og/eller gylp – man bliver temmelig immun overfor den slags. Jeg drikker kaffe, der er sort som synden, fordi der ikke er mere mælk. Overvejede et kort øjeblik selv at donere et skvat mælk, men blev enig med mig selv om, at det alligevel ikke lige var sagen. Jeg har en baby liggende i slyngevuggen ved siden af mig, der fører lange samtaler med sig selv i søvne. Gad godt vide, hvad hun snakker om.

Jeg er lige kommet til at klikke jeans med svaj forneden hjem. Når jeg ikke rigtig kan gå i butikker, må butikkerne jo komme til mig 😉 Jeg kan ikke lade være med at tænke på, da jeg og min veninde som 13-årige var til Sankt Hans og snakkede om, at vi aldrig ville gå i smalle bukser, fordi vores fødder ville se store ud. Dengang købte jeg alt mit tøj i Taxi på strøget, og det hele var i pangfarver og det fineste akryl. Hvis nogen havde spurgt mig for 2 år siden, ville jeg sige, at jeg aldrig ville gå i bukser med svaj. Pointen er, at man aldrig skal sige aldrig –  og så ellers krydse fingre for, at min barsels-numse tager sig godt ud i et par stramme jeans. Har også bestilt nogle ’mom-jeans’, og der får man vist en grim numse uanset hvad, så der burde jeg i hvert fald være home safe!

bukser

(Blå jeans // Sorte Jeans )

Sørens barsel slutter om lidt, så vi udnytter dagene til fulde. I går var vi på en lille picnic på Kastrup Havn med burgere fra Café Alma på Islands Brygge. De er helt åndssvagt gode, så hvis I kommer på de kanter, så er det altså værd at slå vejen forbi! Det var skide hyggeligt, indtil der var nogen der ikke gad ligge i barnevognen mere, og derfor stak i et ordentligt hyl. I dag skal vi en tur ud til Damhussøen eller i Hareskoven…  Men først skal jeg ned og hente noget mælk til kaffen 🙂

Pizza og poser under øjnene

Jøsses, jeg har sovet noget der ligner 5 minutter i nat! Lillen virker til at synes, at man kan sove, når man bliver teenager. Det er hendes forældre ikke helt enige i. Mine poser under øjnene er derfor ret imponerende i dag, hvis jeg selv skal sige det.

Vi skulle tidligt op, fordi vi skulle på besøg i en vuggestue og til 5-ugers undersøgelse hos lægen, for at tjekke reflekser og lytte på lungerne (altså Lillens, ikke mine). Derfor var der kun én rigtig ting at gøre: Masser af kaffe og chokomüsli til morgenmad – I ved, den lede med store chokoladestykker i. Og masser af mascara… Og så en højsnegl med chokolade på vej hjem. Til gengæld skinnede efterårssolen over byen, og så var det jo svært ikke at være i strålende humør!

210915

Der er ellers sket store ting (altså, alt er jo relativt) her på matriklen. Som jeg viste på instagram (@sofieude.dk) kunne vi i onsdags fejre, at vi har holdt den lille rullepølse i live i 4 uger. Lillen valgte, at dagen skulle markeres med pizza på Falkonér Allé, og det syntes jeg faktisk var en strålende idé. Damen insisterede dog på at sidde med til bords, hvilket jo egentlig var fair nok, men det var også temmelig svært for undertegnede at spise en højtbelagt nummer 34 med én hånd. Derfor blev fødselaren fint pyntet med parmesanflager og rucola…

pizza

Der var i øvrigt en temmelig tandløs mand, der stoppede Søren på vejen. Manden smækkede et billede af en livgarder op i hovedet på Søren, og følgende dialog udspillede sig:

Mand: Vil du støtte livgarden?

Søren: Øh, nej…

Mand: Trak du frinummer?

Søren: Ja?

Mand: TØSEDRENG!

Gad vide om man overhovedet kan støtte livgarden? Kan man få en sponsor-garder, lidt ligesom hos Børnefonden?

Nå, jeg skal bruge aftenen på at drikke mere kaffe og se ‘Norskov’ på TV-2. Er jeg den eneste der synes, at Thomas Levin er et uforskammet pænt stykke mandfolk? Kan I have en rigtig dejlig aften 🙂

 

Mor-agtig

En mor kan selvfølgelig være og se ud på mange måder. Min mor er alletiders. Jeg kan huske, at jeg var ved at revne af stolthed, når hun kom ind på fritteren for at hente mig iført Jesus-sandaler, stooore briller og en god omgang pagehår. Der var andre mødre, der var helt anderledes – fx med pi(n)k-farvede læber og høje hæle.  Der var også nogle, der lugtede rigtig meget af øl, og nogle, der snakkede et sprog, jeg overhovedet ikke forstod noget af.

Jeg har fået et barn (eller, jeg har selvfølgelig arbejdet lidt for sagen), så jeg er altså nogens mor. Men jeg føler mig ikke sådan særlig mor-agtig, for når jeg tænker på en mor, så er det her, der dukker op:

– En mor kan finde ting. Alting. Jeg er verdens største rodehoved, og mine ting bliver væk h.e.l.e. tiden. Har dog ikke lagt babyen et sted, jeg ikke kunne finde hende – og det er vel også noget.

– En mor er fornuftig. Hun er sådan én, der har kort hår og praktisk tøj. Jeg kan godt se det smarte i kort hår, fx måtte jeg forleden skille med af med en temmelig god portion nakkehår, fordi Lillen var tosset og hendes små hænder havde fået godt fat. Tror dog ikke, at jeg ville sporte en korthårsfrisure særlig godt… Jeg har heller ikke rigtig noget praktisk tøj, eller det vil sige at jeg har nogle gummistøvler, der er temmelig meget for små, og mine regnbukser er kronisk bortkommet (jævnfør ovenstående punkt). Jeg har til gengæld masser af ting med palietter på, og ting som skal håndvaskes eller stryges. Jeg har dog taget et skridt i den rigtige retning, for jeg har snart fødselsdag, og har skrevet både Ecco-sko og en regnjakke på min ønskeliste.

– En mor kan lave mad. Jeg er bange for, at Lillen aldrig kommer til at være sådan én, der savner sin mors madlavning. Det ville jeg i hvert fald ikke gøre, hvis jeg var hende. Jeg bliver sikkert lidt ligesom min far var, da jeg var barn: Når vi var alene hjemme med ham, var der enten parisertoast eller kogte pølser på menuen. Og far-salat! Far-salat er, når nogen (læs: min far) ikke gad lave salat, og i stedet serverede en tyk skive agurk og en halv tomat.

– En mor kan alle mulige små, smarte tricks. Fx om, hvordan man sparer på strømmen når man skal lave risegrød, eller hvordan man fjerner pletter fra tøj. Som jeg skrev her, havde jeg for nogle uger siden den uheldige oplevelse, at al mit vasketøj lugtede af opkast. Og selvom jeg forsøgte med alle mulige ting, forsvandt det overhovedet ikke (til gengæld fik jeg min veninde Nathalie til at tage en grundig snuser, og hendes ansigtsudtryk var næsten det hele værd).  Det begyndte først at lugte af rent vasketøj, da det havde været en tur ude i forstæderne hos min mor. En mor er også sådan en der ved, hvad for noget rengøringsmiddel, der passer til hvad. Jeg kender kun Ajax og WC-rens.

– En mor har overblik. Over aftaler, forældremøder og fødselsdage. Det har jeg ikke rigtig, og min mor sender mig stadig ”husk nu at din onkel har fødselsdag”-beskeder. Jeg har tænkt på at bestille tid til tandlægen i to en halv måned nu. Jeg kan love for, at sådan en hengemt barsels-hjerne ikke hjælper på det.

… Man kan altså sige, at der er noget, der skal catches op på, hvis jeg skal være både mor og mor-agtig. Jeg ved ikke rigtig om det er noget, der kommer med tiden. Hvis ikke, så gør det vel heller ikke så meget, for jeg kan til gengæld så meget andet end at finde mine regnbukser og lave en god steg. For eksempel kan jeg spile min hage så meget ud, at jeg ligner en tudse, og jeg kan lakere negle med lukkede øjne. Og dét er vel også vigtigt.

 

morindlæg

PS: Husk, at man kan følge bloggen på Facebook ved at klikke her. Og sørme om ikke også følge den på Bloglovin’ ved at klikke her… Og som om det ikke var nok kan man sørme også følge den på Instagram: Sofieude.dk!

Into the wild

September betyder jo efterår. Jeg kan godt lide efteråret fordi jeg har fødselsdag i september. Jeg tror nu ikke fejringen i år bliver noget med dans og øller – nok nærmere take-away og cola, men det skal man edderfisemig heller ikke kimse af. Jeg kan også godt lide efteråret, fordi det er hyggeligt; det er sådan noget med the og stearinlys, og så kommer alle mine yndlingsprogrammer i TV (De Unge Mødre og 3 x beliggenhed, that is. Jaja, bare kald mig fancy) med nye sæsoner. Kender I ikke også det der med, at om sommeren kan man godt have lidt dårlig samvittighed over at være indendørs? Det slipper man også for om efteråret. Efterår betyder også, at der ikke er så længe til jul. Og DET glæder jeg mig også til! Lillen og mig skal høre Rudolf på repeat, bage småkager og købe julegaver.

Nå men idag var jo en fantastisk flot efterårsdag. Solskin und alles. Derfor greb vi chancen, og kørte nordpå til Dyrehaven. Det var smadder hyggeligt og pænt, og vi så en masse spændende dyr: Både en stor bille, en hveps og Bambi med familie. Vi var også et smut forbi Bellevue Strand. Vi havde den helt for os selv, og iskiosken var åben – men på trods af et ihærdigt forsøg lykkedes det mig desværre ikke at lokke baby-daddy med i fordærv. Tror ellers at min lille efterfødsels-topmave ville synes om en gammeldags med det hele. Jeg har det som blommen i et æg her midt på stenbroen, men det er altså også dejligt en gang imellem at komme derud, hvor der lugter af hav og hestepærer…