Uncategorized

Panderynke, Beyoncé og store armbevægelser: En hilsen fra generalforsamlingen.

Vi har været til generalforsamling i ejerforeningen her til aften. Medbringende ”Totte skal til lægen”, gulerodssnacks, en Cirkeline-bamse og vores afkom. Det var et fint arrangement med både chips, kaffe og power-point. Der skulle vælges en ny bestyrelse, og der var en masse dygtige og engagerede typer der meldte sig – alle sammen mænd. De fortalte om, hvad de arbejdede med til hverdag, hvor mange år de havde siddet i andre bestyrelser og hvorfor de gerne ville. Der var også et par kvinder der rejste sig, og de meldte sig – helt forsigtigt og prøvende – som suppleanter til bestyrelsen.

Godt” sagde den afgående bestyrelsesformand, ”er der nogle kommentarer?”. Jeg kunne mærke at min (efterhånden semi-permanente-snart-30) rynke i panden begyndte at sitre. Nogen rakte hånden op og påpegede, at der var en temmelig skæv kønsfordeling i bestyrelsen – sådan cirka 100% – og at hvis nogle af de kvinder der var interesserede i dén slags arbejde havde lyst, så skulle de give det en skalle. Det var nu mig (som karakteren Ofelia i yndlingsfilmen ”Italiensk for Begyndere” siger, da hun fortæller, at nogen havde taget kage med på aftenskoleholdet. Hun havde ryddet bageren for romkugler).

Jeg kunne ikke lade være. Jeg læste engang en artikel omkring jobsøgning, der handlede om, at man kan se en tendens til at mænd ikke har noget problem med at søge jobs, de er underkvalificerede til, mens kvinder søger jobs, de fuldt ud er kvalificerede og måske endda overkvalificerede til. Det er selvfølgelig sat skarpt op, men jeg synes det er en interessant tanke. Jeg tror der er helt vildt mange og komplekse ting i spil, når vi taler ligestilling eller mangel på samme. Men jeg tror også nogle gange, at vi kvinder  simpelthen skal blive bedre til at rage dét til os, som vi gerne vil og stå ved, at vi gør det. At vi kan og må. I ved, have lidt store armbevægelser og være cool med det.

Nu aner jeg jo ikke om suppleanterne i virkeligheden helst er fri for en bestyrelsespost, og i så fald skal de have lov til det – jeg ville også være helt vildt træt af fx at blive påduttet at være kassér, især fordi jeg er noget der minder om talblind. Men jeg synes sådan set, at pointen er vigtig. For nu at citere altid seje Beyoncé: ” We need to reshape our own perception of how we view ourselves. We have to step up as women and take the lead”. Det er så rigtigt – også på sådan en regnfuld onsdag aften på Amager. Lillen klarede i øvrigt generalforsamlingen med bravour, om end hun fik underholdt med nogle dyrelyde og lidt akrobatik på bagerste række undervejs. Dygtige lille dame.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *