Pis. Møg. Fuck.

Vores elskede Emmaljunga klapvogn er blevet stjålet i nattens mulm og mørke. Fra vores aflåste opgang og med en bad-ass kædelås på. Og så på Lillens et års fødselsdag! Jeg blev så ked af det, for den havde så meget affektionsværdi for mig, selvom det jo praktisk talt bare var en omgang stof, hjul og indtørrede banan-pletter. Men… det er jo dén der har fragtet mit afkom rundt i det første år af hendes liv. Dér hun har sovet lure. Dén jeg har travet Vesterbro tynd med. Dén der har været med på ferier. Det var Lillens barnevogn. Ikke en eller anden langfingret narrøvs. Gad vide hvor den er nu? Bliver den brugt som flaskecontainer på Amager Fælled? Er den solgt til en intetanende børnefamilie i Herlev? Står den smidt i en busk et par gader væk? Vi savner den.

Det er fandme tarveligt sådan at stjæle noget, som andre mennesker er afhængige af. Man kan jo ikke komme nogen steder uden sådan én – armene syrer til efter 100 meter, når man bærer rundt på 10 kilo kærlighedsklump. Derfor var jeg en tur i Brønshøj for at købe en klapvogn magen til den gamle fra Den Blå Avis. Jeg sad i 5A og kogte i hvad der føltes som hundrede år, mens der lugtede af gamle prutter og jeg overvejede, hvordan stop-knappen ville se ud under et mikroskop.

offentlig transport

Hjem kom den trods alt, Emmaljunga 2.0. Mine forældre har været så elskværdige at give den en ordentlig tur med vask og smøring, så den er næsten lige så god som den gamle. Men altså kun næsten.

Gid tyven altid må have kronisk dårlig ånde, evig diarré og nedgroede negle. På samtlige tæer.