Skip to content

Ramt

Jeg har ramt muren. I torsdags var jeg ude for at spise sushi. Tjeneren kiggede på min mave, grinede og spurgte, om det var tvillinger. Overvejede et kort øjeblik at rulle hans hoved i wasabi og chilimayo og bide det af ham. Jeg synes jeg har taget min del af arbejdet i forhold til at være gravid, og det var altså i tirsdags, jeg havde termin (you listening in there!?). Hver aften håber jeg at der sker noget i løbet af natten, men jeg vågner alligevel helt højgravid og veludhvilet hver morgen. Så ligger jeg og tænker ”hmm, det trykker også lidt specielt i dag?” indtil jeg finder ud af, at det er fordi jeg er ved at tisse i bukserne eller har ligget ovenpå fjernbetjeningen.
Mit humør er mere end almindeligt råddent, og min optimisme ligger vist samme sted som min tålmodighed. Jeg var til jordemoder, der skalerede Lillen til snart at være 4 kilo (!!!!). Man VED bare at hun vejer det tidobbelte, når hun endelig er klar til at komme ud på den anden side. Hendes hoved er sikkert ligeså stort som de største bowlingkugler. Og så er det garanteret også helt forgæves, at jeg har købt sådan nogle svært farveglade ”mine første ord”-bøger, fordi hun allerede kan tale rent og kender det periodiske system, når vi får lov at møde hende.

Jeg har ramt grænsen for, hvad jeg kan finde på, for at sætte gang i noget. Bare et eller andet! I går var jeg ude og spise en snasket pizza, og benyttede lejligheden til at køre en hel skål chilisovs i bøtten, fordi der er nogen der siger, at stærk mad hjælper. Jeg kan så hermed afsløre, at det gør det ikke.

Jeg har (snart) ramt de plus tyve kilo. Mine hofter flagrer rundt i hver sit verdenshjørne og jeg kan sætte seriøse svingninger i gang, når jeg svinger med overarmen. Jeg prøver at sige til mig selv, at det er vand i kroppen. I virkeligheden tror jeg, at det er Nutella-ophobninger. Jeg har åbenbart også nået grænsen for, hvor tung man kan være, når man skal sidde på skødet af nogen. Har netop plantet mig selv ovenpå Søren, men kun i 30 sekunder, indtil han brægede “ej, det er simpelthen for tungt!”.

Jeg har ramt grænsen for, hvor meget mit maveskind kan strækkes. Det er begyndt at skælle, og det ligner fiskehud. Men det ville godt nok være løgn, hvis jeg sagde, at jeg af den grund ligner den lille havfrue (Ursula  rammer derimod ikke helt ved siden af – heller ikke temperamentsmæssigt).

Jeg har også i dén grad ramt grænsen for, hvor mange gravide topmodeller, jeg gider se på. Fx Remee’s kæreste, Mathile Gøhler, der havde termin cirka samtidig som mig, men også holder på maveindholdet lidt endnu. Hun har cirka samme krop i gravid tilstand, som jeg havde, før jeg blev gravid.  Jeg ligner til gengæld en der har spist Mathilde Gøhler. Jeg er helt sikker på, at hendes hud ikke ligner fiskeskæl.

ursula
… Okay til gengæld er der også noget der trækker op. Nu skal det jo heller ikke blive first-world-problems det hele. I går var der fx Pride, og det var så dejligt at se alle de søde mennesker i latex-hundekostumer og full-body glimmer, der dansede til tonerne af Rihanna. Min søster kom forbi til en kop kaffe, og på vejen var hun blevet overfaldet af en to meter høj mand i fe-kostume, der havde kysset hende på munden. Hun syntes det var dødsens ulækkert, så det gjorde (tarveligt nok) mit humør lidt bedre.

Det hjælper også gevaldigt, at mange er søde til at komme med positiv feedback i forhold til bloggen på Instagram, facebook og IRL. TAK!

Og ikke mindst så fylder min søde Mutti år i dag, og så skal vi have lagkage. Vi må se om Tykke levner noget til de andre, muaha!

 

5 Comments

  1. Suzie Suzie

    Åh I love U ….. Igen masser af grin mens jeg sluger min latte ❤️…..
    Håber snart at se loppen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *