Rødspættet undtagelsestilstand

Det startede i mandags med snot og en lille smule feber i den lille, snart to-årige krop. Tirsdag lignede hun en rødspætte, og i løbet af onsdagen kom der små blærer på de røde knopper – især omkring munden. Vi er ramt af skoldkopper herhjemme. Eller bålskåbber, som Lillen så fint siger.

Hun er egentlig ikke så hårdt ramt. Hun sover fint om natten, indimellem får hun noget creme på og det er ikke sådan en body-suit af store skorper, som jeg ellers frygtede. Alligevel er det en slags undtagelsestilstand. Hvem tager fri hvornår? Barn syg? Hvor længe varer det? Og hvad skal vi bruge de næste to uger på, når man ikke rigtig må foretage sig noget, hvor der er andre børn i nærheden pga. smitterisiko?

Jeg kan løfte sløret for, at man kan godt få en lille smule ø-kuller, når man sådan ikke rigtig kan gå nogle steder. Når man har set alt, alt for mange afsnit af Gurli Gris, læst ”Lottes lillebror” 117 gange, lavet alt for mange bananpandekager og har taget dukkens fleecedragt af og på i en uendelighed begynder det at krible i kroppen. I hvert fald på mig.

Til sidst pakkede jeg damen i ladcyklen og fandt en øde legeplads. Her legede den unge dame med sand og gyngede lidt, så hun og bålskåbberne kunne få lidt luft. Og moren kunne få sig en god kop kaffe. På et tidspunkt kom der en dreng der, som han sagde ”faktisk var fire år og havde to karameller i lommen fra morfar, der boede på 5. sal”. Heldigvis havde han ansigtet pyntet med tørre skoldkopper, så ingen panik.

Idag har vi været ude og fodre and (ja, der var kun én, men til gengæld fik den ½ pakke toastbrød) og hoppet på trampolin. Man har tingene for sig selv når det regner, åbenbart.

Vi tager en uge hjemme endnu, og så skulle undtagelsestilstanden gerne være afblæst. Selvom den nu også kan noget, sådan en pludselig mini-ferie i ufrivillig isolation 🙂