Skip to content

Skal man købe hele BabySam, når man skal være nogens forældre?

Jeg har en veninde, der skal være mor for første gang til sommer. Hun ville gerne have en liste med ting, jeg ville anbefale – men den skrabede udgave, for hun bor i en lille lejlighed på Nørrebro. Og mand, hvor kan jeg huske al den research, forvirring og følelsen af at brænde alle sine likvide midler af på ting, man ikke havde nogen ide om, hvad var! Ifølge ekspedienterne i BabySam skal man jo have alt fra badetermometer til pusletaske allerede mens baby endnu er et glimt i sin fars øje. Jeg har hverken haft brug for badetermometer eller pusletaske – men her er, hvad jeg har haft brug for:

  • Barnevogn og lift samt regnslag og evt. solskærm. Og dét er lidt en videnskab, men man skal ligesom gøre op med sig selv om man vil have en kombivogn (lille barnevognsdel + klapvognsdel) eller en barnevogn, hvor der er et længere liggemål. Vi havde en Emmaljunga Duo Edge kombivogn og var super glade for den – altså lige indtil der var nogen, der stjal den.
  • Voksi-pose. Fås både med vinter- og sommerdyne… Gid den fandtes i en voksen-størrelse, så havde jeg helt sikkert haft sådan én.
  • Slyngevugge. Om den så havde kostet en nyre og 250.000 havde jeg stadig anbefalet den. Vi havde den klassiske fra Nature’s Sway, og Lillen sov enten i den eller mellem os de første mange måneder.
  • Badekar. Hvis man ikke har et kæmpestort badeværelse er Stokke Flexi et godt bud, det kan nemlig klappes sammen så det ikke fylder ret meget.
  • Lege/aktivitets-tæppe. Det skal ikke være sådan et i douche farver, men allerhelst sådan en omgang Lamaze-tingel-tangel i stærke primærfarver og med spejle, rangler og den slags. Og nej, den gør absolut ikke stuen pænere – men du bliver glad for det.
  • Hvis man tænker at give amning et skud: Suttebrikker og Lansinoh-creme (købes på apoteket). Det reddede mit liv, sådan helt ærligt. Ammestart kan nemlig være virkelig en smertefuld omgang med blødende brystvorter og dén slags. Husk også ammeindlæg og nogle amme-venlige bh’er, samt evt. en amme-pude.
  • Babydyne med 2-3 dynebetræk og 2-3 lagener. Babyer bruger ikke pude det første lange stykke tid.
  • Lille tæppe i fx blød merino-uld.
  • Evt. Babyalarm. Vi havde den fra Nabby, og den var alletiders.
  • Sutter, hvis man synes den slags kunne være en god idé (vi var igennem en del før Lillen gad bruge sut – hun endte med at tage en natursut med rund ´tut´).
  • Tættekam (til arp), neglesaks (husk at du ikke må klippe de små negle i starten!), termometer, babyolie og noget til røde numser – jeg syntes ikke at pudder og zink-salve hjalp, men weledas nappy change cream gjorde tricket… til gengæld har den en temmelig krads duft.
  • Bleer og skumklude (husk at du kan få en gratis babypakke i mange supermarkeder med bleer, klude, creme osv.). Jeg foretrækker bleer fra Änglamark eller Libero.
  • Stofbleer – 20-30 stk. Og hvad bruger man så dem til, spørger du? Svaret er: Alt. Gylp, mælk, på puslebordet…
  • Puslepude, puslebord og evt. en lille uro til at hænge over puslebordet, så bebsen har noget at kigge på under guldvasken.
  • I forhold til tøj, så er det jo meget afhængigt af årstid hvad der bliver brug for. Men uanset hvad, så skal man bruge en del body’er (de har nogle helt fine økologiske nogle i Føtex til omkring en 20’er – og de gør ikke helt så ondt i hjertet at klippe op som én fra MarMar. Og hvorfor kan man blive nødt til at klippe en body op? Jo, det kan man, hvis der er lort hele vejen op ad nakken.) Til de helt små er bodyer med skrå-lukning bedst, fordi de ikke skal over hovedet. Cardigans er også en god idé, nogle bukser (ikke for stramme i livet og gerne med fødder i), strømper/strømpebukser, natdragter/heldragter og en lille hue er en god basisgaderobe. Hvor meget tøj skal man bruge? Det kommer an på om man har vaskemaskine og hvor tit man synes man kan overskue at vaske, men da Lillen var lille, brugte hun mellem 1 og 3 sæt tøj om dagen.

Og så to ting, jeg gerne ville have haft, at nogen havde sagt til mig….

Det er så vigtigt at tage sig tid til at lære ens lille, nye menneske at kende, og på at komme ovenpå igen efter graviditet og fødsel. Overvej derfor nøje, hvornår og hvor mange barselsgæster, I vil have. Det bliver hurtigt (for) meget, og det er dødsens svært at sige fra – man vil jo gerne gøre folk glade, og gerne vise guldklumpen frem.

Det skal nok gå, det hele. Det lover jeg. Og tiden går sindssygt hurtigt! Så nyd det, giv dig tid til at snuse til baby, nusse de små fødder eller når babyen tager en lur ovenpå dig (selvom man altid sidder 2 cm for langt væk fra sit vandglas og 10 cm for langt væk fra telefonen, når det sker). Det kan også være møg-hårdt, men det går over. Og lige om lidt skal de i skole, have deres første kys og flytte hjemmefra – og så er det lidt for sent at tage en snuser eller nusse deres fødder… I hvert fald vil de fleste nok synes, det er en kende mærkeligt 😜

Her er et billede fra dengang jeg var tyk og havde købt mig fattig i babygear:

13 Comments

  1. Stine Stine

    Rigtigt fint indlæg. Jeg er helt enig og har meget de samme erfaringer. Vil dog nævne én ting ift noget, andre gerne måtte have fortalt mig; man er i total hormonel ubalance og følelsesmæssig tyndslidt de første måneder, og det er helt normalt at græde en del. Altså ikke sådan fødselsdepression agtigt, mere totalt overvældet agtigt. Jeg troede bare, at hormonsvingningerne kun hørte graviditeten til 🙂

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Tak for din kommentar og helt enig – jeg gik også rundt og småtudede en del, fx fordi nogen var så sød at sige “tillykke” 😊

  2. Køb heller ikke en babyhårbørste.. Det gjorde jeg, fordi det stod anført på listEN over musthaves. Behøver jeg nævne, at alle mine poder var pilskaldede til et godt stykke tid efter deres toårsfødselsdag? Hvis jeg efterfølgende nogensinde havde haft brug for sådan en babyhårbørste, ville jeg ha’ haft oceaner af tid til at anskaffe den.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Så rigtigt! Jeg købte også en skidedyr øko-agtig en. Jeg kan tælle på én finger, hvor mange gange jeg brugte den…

  3. Berit Berit

    Et staldtip: De der body’er m,ed amerikaner-lukning (der hvor halsåbningen er lagt dobbelt over skuldrene) er lavet, så man kan får bodyen ud over skuldrene, og af den vej, så man undgår “lorte-fyldt-body-over-hovedet”-situationene eller at klippe den op. Ret smart!! Også når de bliver større, og ikke rigtigt bruger slå-om bodyer mere (min sidder ikke stille længe nok, og ville gå og åbne den hele tiden :-D) Jeg er i hvert fald glad for dem, nu her, hvor min datter rigtigt er kommet igang med tænder, der i hendes tilfælde betyder ræsermave i lange baner.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Aaarh, smart! Tak for tip!

  4. Signe Signe

    Jeg har været vildt glad for den der newborn stol til ovenpå trip-trap stolen. Med begge børn har det givet ro omkring de voksne til måltidet, og anden gang var det så fedt at vi tidligt kunne spise ‘sammen’ som familie! Den kan nemt sælges videre til god pris (eller købes brugt)!

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Smart – sådan en havde jeg ikke engang! Tak for det 😀

  5. Louise Louise

    God brugbar liste. Dog vil jeg, istedet for stofbleer, anbefale de små hvide Ikea håndklæder til 2kr eller 5kr, på pusle puden. Det gør knap så ondt i pengepungen at smide dem i skraldespanden.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Også et godt tip!

  6. Kristina Kristina

    Vi klarede os fint uden voksi-pose men jeg kunne til gengæld have solgt min højre arm for en ammepude da jeg ammede min førstefødte. Og kæmpe ja til stofbleer! Mange!

    En anden ting: jeg får akut sommersavn af billedet nederst i indlægget. Hvor *ser* du bare sommerskøn ud <3

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Voksi-posen er nok heller ikke livsnødvendig, men jeg syntes det var så dejligt bare at kunne hælde babyen ned i den og så ud i altanbarnevognen istedet for en masse tøj og dyne da det var koldt…

      Åh hvor er du sød, tak 🤗

  7. Nanna Nanna

    Ja, ammepude! Også guld værd her. Og så har vi altid brugt Lansinoh cremen til rød numse – det virker vidlt godt og er meget drøjt i brug, men køb måske to tuber – en til numser og en til babser…
    Vi har også altid brugt en stofpose i stedet for pusletaske (og så er den heller ikke for fimset til far).
    Vi har heller aldrig brugt slyngevugge eller voksipose MEN en babynest som vi fik i gave. Virkelig fed for så kan man lige ligge baby på sofaen uden at den triller ned, eller på gulvet uden det bliver for koldt og hårdt, og hvis man ligger baby på maven i den skal den virkelig anstrenge sig for at kigge over kanten – super god nakke træning 🙂 Og så kan man også tage den med hvis man f.eks. skal til middag eller overnatte hos nogen for så har man et sikkert sted at ligge baby.
    Elsker din blog.
    KNUS fra mig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *