Bæredygtighed

Skriblerier om bæredygtighed: Mine intentioner for 2020 🌱

Det er søndag aften, og weekenden er ved at være forbi. Vi har været på biblioteket og lege, drukket kaffe med naboerne, lavet pizza (og Lillesøster puttede sin pizza til lur i klapvognen, ned i voksi-posen ud alles). Her dufter af lakrids, fordi Lillen og jeg var på Børnemuseet i formiddags, hvor vi lavede blå Darth Wader-sæber med anisolie i. Nu sover alle, og inden jeg splatter ud på sofaen tænkte jeg, at det var tid til et blogindlæg.

(Og her er det så, at jeg lige outer, at jeg har ændret navnet fra klimatosserier til ovenstående. Det har jeg gjort fordi, at jeg gerne vil have en overskrift, der er mere rummelig i forhold til de ting, jeg gerne vil skrive om – for som perspektiverne i skriverierne vil vise, handler det om klima, men ikke kun om klima. Yes.)

Det skal handle om mine intentioner i forhold til bæredygtighed for 2020. At ændre sin livsstil i en mere bæredygtig retning er en proces. Jeg øver mig og bliver hele tiden bedre, og jeg kan se, at der er sket meget siden jeg begyndte at omlægge mine vaner og tankegang for et par år siden – men det er sket i små skridt.  Jeg tror det er vigtigt, at dén slags processer skal have lov til at tage den tid, de kræver, for at de også bliver væredygtige i vores hverdag – at vi ikke kører surt i dét, fordi vi stiller for høje krav for hurtigt til os selv.

Her er mine intentioner for 2020:

👉🏼 Jeg har lavet en aftale med mig selv om, at jeg, når jeg kommer hjem fra arbejde, lægger min telefon i bestikskuffen, og så tager jeg den først op igen, når børnos er gået i seng. Jeg har en tendens til at scrolle, når eftermiddagene er fyldt med konflikter og det samme afsnit af Gurli Gris, som jeg har set 54728 gange før, men det skal være slut. Hvorfor dét punkt hører til her, handler om de mentale ressourcer, der jo ikke er uendelige. Ved at lægge min mobil i skuffen vil jeg gerne blive bedre til at lukke for dét, der ikke føles vigtigt, for dermed at kunne bruge energien på dét, der gør. Ikke at hverdagen altid er særlig charmerende at være i, men det er nu engang den vi har, og så skal jeg ikke bruge den på alt muligt u-vigtigt, som jeg ligeså godt kunne gøre efter 19:30.

👉🏼Jeg vil blive ved med at øve mig i at udskifte engangs-produkter. Vi har allerede udfaset en del i emballage-afdelingen, daglig-pleje afdelingen og snack-afdelingen, men jeg synes stadig, der er *virkelig* meget, der bliver smidt ud efter at have været brugt en enkelt gang eller to.

👉🏼 Jeg vil tage på – og skrive om – rejser uden fly. Vi fløj slet ikke i 2019, og jeg har heller ikke tænkt mig at flyve i 2020.

👉🏼 Jeg vil vaske mindre tøj. Altså, her er vi ikke ude i sådan noget med at vende underbukserne, men derimod vil jeg blive bedre til at lufte mit tøj. Jeg skal have købt en tørresnor til vores altan, og så gøre det til en vane at hænge mit tøj ud til en luftetur i stedet for pr. automatik at smide det i vaskemaskinen. På dén måde slider jeg heller ikke så meget på mit tøj, og det betyder, at holdbarheden forlænges.

👉🏼 Jeg vil arbejde på at købe brugt tøj mere bevidst. Jeg har virkelig gjort nogle gode, brugte køb i løbet af sidste år – fx mine læderleggings, som efter en tur i vaskemaskinen med flydende sæbespåner er som nye, eller mit flettede silke-hårbånd, som jeg allerede elsker. Men jeg køber stadig for meget, og jeg får ikke altid tjekket grundigt op på, om det rent faktisk er noget, jeg har lyst til at bruge. Jeg har fx lige købt en smuk Ganni-kjole på Trendsales, men den er lavet af polyester. Jeg får åndedrætsbesvær bare ved tanken om at skulle have den på en hel dag, fordi jeg simpelthen ikke kan holde ud at have polyester på overkroppen… Så. Der er plads til forbedring.

👉🏼 Endelig vil jeg gerne have fundet på noget smartere i forhold til affaldssortering. Vi sorterer med rimelig hård hånd herhjemme, men vores sorteringssystem består af en spand udenfor døren, som vi smider alt det, der kan sorteres, i. Den er lidt klistret, lugter af diverse sjatter og tager lang tid at tømme i skralderummet, så jeg vil gerne finde på noget bedre. Ideér modtages gerne!

Har du nogle intentioner om mere bæredygtighed i 2020?

10 thoughts on “Skriblerier om bæredygtighed: Mine intentioner for 2020 🌱”

  1. Jeg vil også øve mig på at købe mindre tøj og brugt. Det er jeg allerede blevet okay god til, men det der med ikke at lade sig friste at unødvendige ting, skal der fokus på.
    Så vil jeg gerne blive bedre til at spise mere kødfrit (og inspiration modtages meget gerne).
    Til maj skal jeg ud at flyve for første gang i tre år, hvilket jeg arbejder på ikke at have alt for dårlig samvittighed over. Men det regner jeg også med bliver den eneste flyvetur i år.

    1. Gode ideér, Johanne! Det er en god vinkel, det der med at øve sig, for det indeholder ligesom også en vis overbærenhed i processen, synes jeg 🙂 I er flere der efterspørger opskifter, så det skriver jeg helt sikkert om snart. Jeg synes i øvrigt at en flyvetur for første gang i tre år lyder som noget, du godt kan klappe dig selv på skulderen over – god tur!

  2. Vi har købt et affaldssorteringssystem og vi *elsker* det. Det er herfra: https://www.2wasteless.com/ – hjemmesiden er absolut ikke noget at skrive hjem om, men stativet fungerer. Man skal lige finde ud af at sætte poserne ordentligt i, men der er plads til overraskende meget i poserne (men end i vores tidligere, traditionelle affaldsstativ)!

    Vi har det med tre rum, hvor vi så sorterer bioaffald, husholdningsaffald og plastik. Pap, metal og glas kommer i en spand – jeg synes, det sviner mindst af affaldet. Hvis vi havde plads til stativet med fire rum (eller alternativt til den grønne biospand under vasken), så ville vi også sortere metal fra deri.

    Da vi købte det i juli gav Københavns Kommune tilskud på op til 400,- når man købte et affaldssorteringssystem – måske de stadig gør det?

  3. Jeg har kun købt bæredygtigt tøj i 2019 og jeg fortsætter. Dvs enten brugt eller bæredygtigt fremstillet. Det sætter forbruget meget ned, for det kan være dyrt for det tøj, der er ordentligt lavet. Strømpebukser er en udfordring, for de koster knaster og jeg bærer ofte rundt på børn med velcro-støvler…
    Vi prøver kun at spise kød 1x om ugen (nogengange kan det måltid så strækkes til 2 dage).

    1. Sejt, Signe! Det lyder som en god strategi. Åh ja, mine strømpebukser har også begrænset levetid, og jeg tror, at man skal vælge sine kampe. Jeg har kigget lidt på Swedish Stockings, men det giver simpelthen ikke mening for mig at bruge så mange penge på noget, jeg ikke kan passe bedre på lige nu. Måske når velcro-og-pinde-og-legepladsbesøg-og-bussemands-alderen er overstået, men ikke nu 🌼

  4. Hvis du har lyst engang, ville jeg gerne høre mere om at udskifte engangsprodukter. Jeg har aldrig rigtig brugt sugerør og engangsbestik, så den var nem at sætte kryds ved, men alt det andet (fryseposer, engangs-numseklude til babyen, vita-wrap … ) synes jeg, det er svært at finde alternativer til som jeg også kan få min mand med på. (F.eks. Jeg kunne jo lave stofklude til numsen som kunne vaskes, men den ved jeg bare ender som et enmandsprojekt).
    Jeg ved ikke om det er for privat (det er helt ok hvis det er det), men er din mand også med på gøre en indsats for at leve mere bæredygtigt? Jeg synes det er svært at lave ændringer der angår hele familien hvis man ikke er enige om at det er vigtigt. Hvis det at ændre noget er projekt, man har sammen, er det sjovt og meningsfyldt, men hvis det kun er mig der synes noget er vigtigt, synes jeg tit det ender med at det bliver mig der går og rappenskralder den.

    1. Got it, Camilla! Jeg laver et skriv om engangsprodukter!
      Jeg synes vi er ret meget på samme banehalvdel herhjemme, men på hver vores måde. Jeg er sådan én der snakker og tænker meget over det – min mand gør det ligesom bare. Vi har ikke skulle diskutere flyrejser, vegetarisme og så videre, hvilket selvfølgelig hjælper prjektet godt på vej. Jeg kunne godt forestille mig, at det var temmelig op ad bakke, skulle man kæmpe kampen helt alene.

  5. Jeg spiser kun vegetarisk (siden 2017), dog fisk i kantinen på arbejde. Vi flyver maks. hver tredje år – det er kompromisset, fordi vi meget gerne vil besøge familie på den anden side af jorden i 2023 (min mand har en søster i NZ). Det med telefonen forsøger jeg mig også med, det er ret svært, men det viser jo kun, hvor afhængig man bliver af sådan en satan… Affaldssortering kører vi også. Vi bor i tofamiliehus, så vi er ikke altid enige med underboere ift. at spare på strøm (udendørs) og varme – jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvor nazi jeg kan være. Jeg køber genbrugstøj til mig selv og børnene, men er faktisk faldet i en enkelt gang her i forbindelse med udsalg, problemet er, at jeg virkelig elsker tøj… Min mand køber ikke så tit tøj. Forresten vil jeg lige sige tak for din guide til Malmø, den vil jeg bruge næste gang, jeg tager over sundet. Kan i øvrigt anbefale ‘Malmø retrolamper’. Og så vil jeg også slå et slag for Gøteborg, vi har haft den dejligste sommerferie dér (med tog), hvor der jo både er by og skærgården. Slovenien med tog bliver i øvrigt vores næste destination.

    1. Stærkt, Marie! Det lyder som om at I har fundet nogle løsninger og strategier, der fungerer for Jer! I hear you med hensyn til tøjet, jeg ELSKER også tøj, hvor overfladisk og materialistisk det end måtte lyde… Dejligt at guiden kan bruges – og du kan tro, jeg har Göteborg i kikkerten til en tur inden alt for længe! Har du nogle tips?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *