Bæredygtighed

Skriblerier om bæredygtighed: Om at bruge sine penge med omhu 🌱

For mig har processen mod et mere bevidst (hverdags)forbrug også betydet, at jeg gerne ville være bedre til at forholde mig til, hvordan jeg brugte mine penge – og hvorfor. Er der noget, jeg bruger penge på af ren vane og altså ikke noget, jeg rigtigt forholder mig til?

Det er naturligvis priviligeret at kunne vælge, hvad man vil bruge sine penge på (hvis man altså vil bruge dem), udover det allermest nødvendige – det ved jeg godt. Der kan være mange grunde til at forholde sig mere bevidst og kritisk til sit forbrug. For mig har det primært handlet om at skære det unødvendige fra ud fra et klimahensyn: Jeg ville gerne finde frem til dét, der føles meningsfyldt for mig, og lade være med at bruge penge på resten. Det, der for mig er unødvendigt eller ikke-meningsfyldt er tøj, som jeg egentlig ikke drømmer om. Uspecificeret dims fra Søstrene Grene eller Matas hører også under dén kategori, for hudpleje og make-up synes jeg er ret kedeligt, så dét gider jeg ikke kaste mine penge efter (den slags skal bare fungere, og det kan det sagtens gøre, uden at det behøver koste alverden). Ligeledes vil jeg hellere se maling tørre end kigge på pyntedims til lejligheden, for en vase eller ny pude gør det ikke rigtigt for mig. Og så er der de dyre snackbarer og vandflasker, jeg køber, fordi jeg ikke havde det med hjemmefra, eller plasticposer i supermarkederne, fordi jeg har glemt mit stof-net. Det er også dumme penge at bruge, for mit vedkommende.

Lykkes man med rent faktisk at spare penge ved at se sit forbrug efter i sømmene, er det selvfølgelig rart, men jeg skal ær(ger)ligt indrømme, at det ikke er lykkedes mig endnu. Mit primære mål har nu heller ikke så meget været at spare penge, men derimod at forholde mig til de penge, jeg nu engang bruger.

Lige nu er der to tunge poster i forhold til mine ”lommepenge”. Det ene er mad/kaffe på caféer og restauranter. Når jeg ses med mine veninder, er det typisk til brunch eller kaffe et sted ude i byen. Det gør mig glad, så det er fint. Den anden post er (brugt) tøj. Det er nemlig sådan, at jeg elsker tøj. Jamen, det gør jeg – uanset hvor ikke-klimavenligt og overfladisk det måtte virke. Men måden jeg elsker tøj på, har slået en kolbøtte over de seneste år. Tidligere var følelsen af at gå ud af butikken med en ny kjole, indpakket i silkepapir og lagt i en kraftig pose, fantastisk. Det var dyrt, men det var også en direkte klimabelastning sådan at købe nyt tøj, især fordi at det skete… tit. Nu køber jeg meget, meget lidt nyt tøj, og dét jeg køber, har jeg overvejet grundigt. Til gengæld køber jeg meget i genbrugsbutikker (mest til børnene), på loppemarkeder og på Trendsales. Der kan selvfølgelig godt være noget problematisk i at købe brugt med en fast-fashion-indstilling (som Tanja har skrevet om her), men alt andet lige må det være et bedre alternativ, hvis nu summen af laster er total. Jeg har, som jeg også har skrevet lidt om herinde, forsøgt med et totalt købestop, og det fungerede mildt sagt dårligt. Nok fordi, at jeg grundlæggende synes tøj er sjovt og jeg kan godt lide at ”nørde” det lidt, men også fordi jeg holder virkelig meget af jagten på den perfekte kjole eller varme strik i det rigtige mønster. Jeg er blevet virkelig skarp til at købe brugt, og jeg nyder at lede efter de ting, jeg kaster min kærlighed og mine penge på.

Det var lommepengene – vores fælles udgifter kan vi tage en anden gang (ha, sikke en cliffhanger!). Jeg vil virkelig gerne høre, hvad der giver mening for dig at bruge penge på – og hvad gør ikke?

2 thoughts on “Skriblerier om bæredygtighed: Om at bruge sine penge med omhu 🌱”

  1. Mit private forbrug er vidst relativt lavt. Men i det vægter jeg penge til socialt samvær højt. Det betyder meget at jeg kan ses med mine veninder og der er råd til en aften ude (selvom det virkelig sker sjældent!). Jeg er desværre ikke sådan én med hobbies. Men jeg har lært at strikke. Og selvom det ikke er super klimavenligt, taget garnproduktionen i betragtning, nyder jeg at købe lækkert garn og strikke til mine børn.
    Ift at købe brugt synes jeg det er super nemt at finde tøj til mine børn og specifikke gaver. Min gamle moster ønskede sig solfangere og det var en sand skattejagt at lede og finde de helt rigtige. Jeg elskede det! Men jeg har meget svært ved at omsætte glæden til jagten på lækkert brugt tøj til mig selv. Ikke fordi jeg har noget imod brugt tøj. Snarere jagten på det, som jeg finder besværlig. Jeg tæt på hader trendsales og genbrugsbutikker. Så i stedet har jeg kørt købestop.
    Langt hen ad vejen er justeringerne sket af klimahensyn (ingen bil, ingen flyrejser, reduktion af kød osv). Men det hænger også sammen med drømmen om et mere roligt familieliv. Det kræver økonomiske prioriteringer ikke at være fuldtidsansat begge to. Så på den måde betaler jeg gerne for friheden.
    Jeg er fuldt ud med på, at det er meget priviligeret at jeg overhovedet kan vælge deltid. Men efter at have arbejdet over 10 som sygeplejerske, synes jeg, at det er okay overfor fællesskabet, at jeg vælger et par år på nedsat tid 😊

    1. Hej Julie og TAK for din kommentar! Jeg er helt med på dét med at vægte sociale sammenhænge. Hvor lyder det skønt med strikkeriet, det ville jeg simpelthen så gerne lære. Jeg tænker ikke nødvendigvis at det er helt ikke-klima venligt, for bliver man ikke mere glad for de ting, man har lagt tid og kærlighed i, og dermed beholder dem længere og passer bedre på dem?

      Jeg kan godt genkende det du skriver i forhold til genbrug – jeg køber også de samme 3-4 mærker når jeg køber brugt, fordi jeg ved, at det passer. Hvor er det i øvrigt sejt, at du/I har taget nogle valg i forhold til bæredygtighed både i det store klima-perspektiv, men også i forhold til Jeres familieliv. Godt gået!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *