Uncategorized

Sommerferien er forbi: Kaos kan også indimellem være sin helt egen slags smukt.

Mens aftensolen kaster smukke, gyldne stråler over træerne udenfor prøver jeg at suge de allersidste timer af sommerferien til mig. Vi har haft en virkelig god aften med dans på stuegulvet, fællesbadning, fiske-spil, køjesengs-samling og glade børn – og det gav et lille stik i maven, da Lillen midt i aftensmaden proklamerede, at hun *ikke* gad i børnehave i morgen. Jeg ville også gerne holde hele flokken hjemme nogle uger endnu, men hverdagen kalder, og som Lillens far sagde til den unge dame med korslagte arme, så ”er ferie jo rart, fordi det ikke er noget, man har hele tiden”.

Vi har samlet så mange fine minder de sidste tre uger: Lune aftener på en legeplads i Sverige, mens duften af regnvejr hang i luften, og der blev lavet mudrede sandkager af vandet fra vandpytterne og sandet i sandkasserne. Da Lillen fik en håndfuld glaskugler i en legetøjsbutik i Växjö og vogtede dem, som var de af det pureste guld. Den eftermiddag jeg fandt balancen på SUP’en på en havn i Nordjylland, med saltvand langt oppe i næsen og støvregnen stille dalende omkring mig. Aftenerne med gode venner og hvidvin på terrassen til lyden af bølgeskvulp. Børn, der var søde ved hinanden og endda legede sammen. Aftenerne på sofaen hos mine svigerforældre med slik og film, og dagene i haven hos mine forældre. Strandturene på Amager og fællesgrill i gården med søde naboer. Legeaftaler i Byparken, masser af is og følelsen af, ikke rigtigt at vide hvad klokken er. Og så har vi haft tid sammen, mest af alt.

Det er dét, jeg vil huske sommeren for, for jeg glemmer sikkert(og heldigvis) alt det, der var én eller anden grad af dumt. Og det var altså indimellem dumt, særligt til at begynde med, fordi det virkede som om at alle lige skulle tunes ind på feriestemningen… Måske især mig.  Min lunte var ualmindelig kort, på trods af gode intentioner om at være typen, der sætter sig på hug og helt roligt siger at ”jeg kan da godt forstå at du bliver meget vred over, at jeg lavede din makrel-mad på rugbrød i stedet for på franskbrød”, istedet for at have lyst til at eksplodere ud over det hele, mens barnet krabber rundt på gulvet, rødglødende og spruttende i arrigskab. Jeg ved godt, at det altid er den voksne der er ansvarlig for stemningen og samspillet and all that jazz, men lad mig bare sige det sådan her: Der var altså også nogen i husstanden, der vidste, hvordan de kunne lokke Sure Mor frem.

Det blev bedre, heldigvis. Roen sænkede sig, og det er slet ikke det dumme – myggestikkene, nedsmeltningerne, ødelagte perleplader, regnvejret, bilturene med en skrigende 1-årig – der fylder.

Der må vel påregnes en vis mængde kaos, når der er to små børn og to trætte forældre inde i billedet, og sådan er dét. Kaos kan også indimellem være sin helt egen slags smukt, men især de små, tiltrængte sprækker af ro og overskud, der nåede at indfinde sig i løbet sommerferien, var… fantastiske.

 

1 thought on “Sommerferien er forbi: Kaos kan også indimellem være sin helt egen slags smukt.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *