Uncategorized

Status pt. # 12

Godt:

-Om lidt flygter vi fra Distortion til Malmö.  Sidste år til Distortion gjorde jeg ellers mit bedste, men jeg var dobbelt så tyk, dobbelt så træt og dobbelt så gammel som alle de andre. I år står den altså på kanelbuller og børnetøjsshopping. Lillen har i dagens anledning valgt at pynte håret med en halv portion havregrød og ligner derfor Baby Einstein. Jeg krydser fingre for, at de andre vil følges med os alligevel.

-Vi har fået en vaskemaskine i bryllupsgave, og mit liv blev med ét sådan cirka 300% lettere.

-Jeg har tømt Søstrene Grene for vimpler og glimmer, så pynten til bryllupsfesten er på plads. Der er en hårfin balance mellem bryllupsfest-i-kødbyen-på-den-afslappede-måde og melodigranprix.  Går efter førstnævnte, men det ender sikkert med sidstnævnte.

-Min hash-rygende nabo er flyttet. Åh, glæden ved frisk luft!

-Koldskålsæson. Og kammerjunkere. Masser af kammerjunkere!

-Lillen har lært at vende sig! Kun 4 måneder efter alle de andre babyer i mødregruppen. Et par dage efter lærte hun at kravle. Rullestegen er ved at revne af stolthed over egen præstation.  Det er meget, meget sødt.

-Sommervejr!  Der er verdens bedste småkuldrede stemning her på Vesterbro: Alle slipper de vinterblege hylstre fri, der er liv på gaderne og jeg har fundet en babysolcreme der ikke føles som spatelmasse, når man smører den ud. Jeg spiser vandmelon-is og hænger ud ved soppebassinet i Skydebanehaven. Ahhh <3

pool

 

Mindre godt: 

-Det er møgbesværligt at skifte nogen, der insisterer på at rulle rundt imens. Jeg siger ikke, at jeg  bliver uvenner med nogen på 9 måneder, men det er tæt på.

-Mit liv som mor består pt. af at 1) tørre stolen af for ildelugtende torskerogns-rester og indtørret mælk 2) ordne vasketøj 3) holde babyen fra ledninger og stikkontakter og 4) gå i Frederiksbergcentret. Jeg begynder at blive nervøs for, at verden udenfor ikke er klar til mig, når jeg er færdig med barselsboblen… eller måske nærmere omvendt?

-Mellem os sagt, så læser jeg flere artikler på Realityportalen.dk om Hannah-Melissa fra De Unge Mødres varetægtsfængsling, end det er okay at gøre.

-Min baby har to store kurve med legetøj. Alligevel insisterer hun på at gnave Eurowoman i småstykker eller savle ned i fjernbetjeningen. Det er lidt som om, at babyer målrettet går efter det de ikke må lege med, ikke?

-Det er pollensæson, så jeg nyser cirka en gang i minuttet. Det betyder også, at jeg er ved at tisse i bukserne engang i minuttet #hvemsagdeknibeøvelser

-Jeg havde en tur med s-toget from hell forleden. Der sad en mand os ristede heroin i kupéen, så jeg hoppede af og ventede på næste tog. I dét sad der en dame, der tog Lillens skrigeri som en invitation, og stak hovedet ned i vognen med et højt: ”NÅ, SIDDER DU OG KALDER PÅ MIG!?”. Da jeg endelig kom af virkede elevatoren ikke, og der var ikke nogen forbipasserende, der hjalp mig med at få vognen ned ad trapperne – tre politimænd kom mig til undsætning. Må de andre passageres røv klø og deres arme være for korte til evig tid.

-Jeg har fundet en knast i vores gulv, der ligner noget, der ikke er en knast (fnis!)– og nu kan jeg ikke abstrahere fra den når jeg går forbi:

knast

4 thoughts on “Status pt. # 12”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *