Uncategorized

Status pt. # 21

Går godt:

– Jeg ligger i min seng og kigger ud på den smukkeste regnbue over København. Jeg tror faktisk at den ender et sted her på Amager, hvilket måske vil overraske nogen 😉

– Jeg har købt et par Clarks sko. I ruskind. Til mig selv. 100 voksenpoint. Jeg har også købt en lege-weber grill med tilbehør såsom laksebøffer i plastic, grilltang og kul. 150 forstadspoint. Det er næsten lidt for meget af det gode. Men skoene er smørbløde at gå i, og Lillen er blevet en rigtig grill-formand, så alt er godt.

-Man ved at man har gjort et eller andet rigtigt, når barnet hjælper med at pakke en kasse fra Årstiderne ud, hiver en pose frygtelig smarte frø op, ryster den og råber med glæde i stemmen: ”RISTEDE LØØØØG!”. Mors pige <3

-Jeg har ferie nu. Og SÅ kommer varmen og solen. Jo jo. Vi skal til Jylland og jeg ved i hvert fald godt hvad en del af min ferie skal bruges på – nemlig at drikke dåsecola uden pant (tysk smuglergods, you know), hænge ud ved Lillebælt og spise kaffebrød fra Drive-In bageren i Fredericia.

-Min lillesøster er blevet færdiguddannet socialrådgiver, og jeg synes simpelthen det er så sejt gået. Jeg var glad for hende dengang hun havde Vestegnens skæveste pandehår og havde en nørdet forkærlighed for spækhuggere. Jeg bliver kun mere og mere glad for den dygtige, dejlige dame (og selvom hun stadig har ”Free Willy – The Collection” på DVD).

-Jeg blev kontaktet af en slags interessegruppe for rav, der vildt gerne ville se mit polske kup. Så værs’go:

 

Går mindre godt:

-Nå men jeg har fundet ud af, at det overhovedet ikke var skoldkopper, Lillen havde, men derimod hånd-, fod og mundsygdom (ikke at forveksle med mund- og klovsyge). Så vi har holdt hende hjemme i to ugers isolation for ingen verdens nytte. Undskyld, chef.

-Min mor bad mig købe nogle lakrids-småkager med fra Emmerys, da vi skulle fejre min lillesøsters sidste eksamen. Mine øjne var lige ved at trille ud af hovedet, da ekspedienten bad mig om 49 kroner for en frytelig lille håndfuld. Jeg skyndte mig at tømme deres fad med smagsprøver, for ligesom at føle mig lidt mindre røvrendt. Men bevares, de smagte da godt.

-Jeg ringede også forleden til en mand i det sønderjyske, for at spørge om et bord på Den Blå Avis. Jeg kunne overhovedet ikke forstå hvad han sagde – måske pga. manglende sprogøre fra min side, måske fordi han talte med den kraftigeste dialekt, jeg nogensinde har hørt. Akavet var det i al fald.

– Forleden opdagede jeg et skæg-hår. Midt på hagen. Det var stridt, mørkt og blev fjernet med en pincet da jeg var kommet mig over chokket. Sådan er det vel at nærme sig de 30. Det går kun en vej. Og lige om lidt har jeg også leverpletter på hænderne og Kongen af Danmark-bolcher i tasken.

-Jeg malede forleden sammen med Lillen (eller, hun klattede maling ud over det hele og jeg tørrede op). Hun havde malet en flot krusedulle og da jeg spurgte hende hvad det var svarede hun ”tissemand!”. Jeg glæder mig til denne her tissemands-periode går over. Det gør jeg.

-Lillen har i lang tid sovet til et sted mellem 7 og 8 om morgenen. For nogle dage siden – og lige op til sommerferien, vel at mærke – ændrede damen rutinen, og vågner nu mellem 5.30 og 6.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *