Uncategorized

Status pt. # 22

Går godt:

-Malmø var en succes! Jeg fik min mand til at købe én af hver i Whyred (jeg har virkelig et blødt punkt for dén slags svensk design. Bare lækkert og uden dikkedarer), og jeg købte selv én af hver i Lindex til Lillen. Mand, hvor laver de noget sejt børnetøj. Deres voksen-tøj er til gengæld temmelig nørdet, men det kan man jo heldigvis gå i en stor bue udenom.

-Vi spiste også siciliansk is på Drottningtorget. Jeg er egentlig ikke is-typen, men sådan en vaffel på en lun sommeraften kan nu altså noget.  Jeg fik chili-chokolade og pære, og det var noget af den bedste is, jeg har smagt, og den gladeste is-sælger, jeg nogensinde har mødt – med andre ord: Helt perfekt.

-Jeg har binget anden sæson af Master of None på Netflix, mens jeg spiste bridgeblanding og drak cola. Dejligt, dejligt. Jeg læste i Politiken at Unge Lovende på TV2 Play var efterfølgeren til SKAM, så den skal jeg have kastet mig over. Skal bare lige have skaffet noget mere bridgeblanding først.

-Lillen fylder to år om lidt. Jeg er helt på røven over, hvor meget hun pludselig kan og hvor sjov hun er at hænge ud med. Det er så fedt at hun kan fortælle hvad hun vil og ikke vil, at man kan tage hende med alle mulige steder hen og at hun er verdens mest kærlige lille menneske. Hun bliver fejret af to omgange i august med masser af kage, grillmad og søde mennesker – det bliver så hyggeligt!

-Vi har fået fikset nogle af de sidste ting i lejligheden. Malet en grøn væg i stuen. Hængt hylder og billeder op. I dag har jeg malet en grå væg i soveværelset. Jeg var noget skeptisk omkring, hvorvidt det var muligt at gøre nybyggeri hjemligt, personligt og hyggeligt, men jeg synes faktisk, at vi er lykkedes ret godt med det. Her er lyst og luftigt, men her er også farver, loppefund og planter.

 

Går mindre godt:

-Det er vist godt for alle, at jeg ikke blev maler. Det er ikke dér min spidskompetence ligger, kan jeg godt afsløre, for jeg har malet godt og grundigt udenfor malertapen. Og jeg blev frygtelig træt i højre arm. Og jeg var nødt til at høre Justin Bieber for at holde gejsten oppe.

-I morgen stopper sommerferien for mit vedkommende, og lige nu har jeg det som om, at jeg godt kunne tage 2 uger – eller måneder – mere. På den anden side glæder jeg mig til at se mine kollegaer og til at spise kantinens boller med tandsmør og vesterhavsost, så det går nok. Jeg skal bare lige op i omdrejninger igen.

-Apropos afslutningen af sommerferien, så tror jeg faktisk at jeg kommer tilbage og er mere bleg, end da jeg gik på ferie. Til gengæld er jeg fuld af små, grå maling-pletter. Orker ikke at skrive noget om vejret. Tsk.

-Forleden skræmte jeg barnet fra vid og sans, da jeg var ved at feje. Jeg gik efter hende med kosten mens jeg med uhyggelig stemme sagde: “Nøøøøj for en stor nullermand! Uha-uha!”.  Barnet blev dødbange og stak i et kæmpe hyl. Tarvelige mor.

-Jeg tror vi skal til at stramme lidt op omkring bordskikken her på matriklen. Nedenstående er efterladenskaberne af Lillens morgenmad (altså ferieudgaven, vi får *desværre* ikke chokolademadder og croissanter til hverdag), og her til aften blev hun ved med at skubbe et stykke gennemtygget pasta over til mig med ordene ”værs’go, mooaaar”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *