Skip to content

Status pt. # 3

Godt:

– Maven er blevet headhuntet til at være med i en Egekilde-kampagne! Så blev jeg alligevel en slags model – jeg gav det et skud som 13-årig med kastanjefarvet page, tattoo-halskæde og minus kameratække. Mærkeligt nok besvarede modelberauet aldrig min henvendelse.

– Jeg har spist en is, hvor vaflen var dyppet i chokolade og kokos, og isen smagte af romkugle. Halleluja!

– Jeg får outfit-tips af Søren. Den anden dag brokkede jeg mig over, at jeg følte mig som en stor klods, hvortil manden svarede: ”Jamen, Sofie, nu er det jo heller ikke ligefrem fordi striber på tværs slanker”… Ehm, jeg tror altså problemet er lidt noget andet.

– Vi har fået bil! Det er en dame der har været ude og snuse til livet, men hun kører som hun skal. Vi har både testet vejen ud til hospitalet, været en tur i Bilka og gået aftentur på Amager Strandpark.

– Jeg har fundet ud af, hvordan man nemt kan komme af med den der lidt dårlige samvittighed, man kan få, når man har levet af nutellamadder, sodavand og chokomüsli en hel dag: Urtehusets smoothie! Så kan man drikke spinat og alt det andet kedelige i løbet af no time. Problem solved!

– Jeg har også fundet ud af, at Rynkeby har lavet en lemonade med granatæble og mynte, der smager lidt af cocktail (okay en temmelig fesen en af slagsen, men stadig).

– Jeg har hentet barnevogn, og har pimpet den med kopholder og barnevognskæde. Det er et sweet ride hun får, Lillen!

 

collage

 

Mindre godt:

– Jeg har overhovedet ikke født nogen eller noget endnu.

– Til gengæld drømte jeg i nat, at jeg havde født, og var taget direkte på arbejde. Mens jeg arbejdede havde jeg helt glemt at se til babyen, der lå i en Føtex-pose henne i hjørnet. Da jeg så ville give hende noget mad, kunne jeg overhovedet ikke finde ud af at amme… Så det var alle tiders.

– jf. dette her indlæg, så lugter mit tøj stadig af opkast. Selvom jeg altså har vasket det igen.

– Min fingre ligner efterhånden cocktailpølser. Den anden dag blev min pegefinger lilla og begyndte at sove, fordi jeg nægtede at se realiteterne i øjnene og havde forsøgt at mase en ring på.

– Jeg har været i svømmeren. Det var smadder rart, selvom der er gået inflation i skidtet – kan I huske dengang en billet kostede 11 kroner? Nu koster det 41 bobs! Nå ja, og så lavede jeg også totalt prop i motions-svømme-banen. Jeg har gået til svømning i 6 år, men ligner til trods herfor en form for medisterpølse på afveje, når jeg prøver at holde mig oven vande.

– Min navle er strukket så meget ud, at den burde have sit eget postnummer. Min søster siger, at den ligner ’en hundenumse’. Jeg glæder mig til at vi snart får et mere normalt forhold, hvor jeg (eller andre) ikke rigtig lægger mærke til dens eksistens.

– Jeg har ryddet op i mit almindelige tøj. Jeg synes det ligner Barbie-tøj, og jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at jeg nogensinde kommer til at kunne klemme så meget som en arm ned i mine bukser.

 

kat

6 Comments

  1. Mette Mette

    Du er SJAW! Og jeg må have navnet på rynkeby-drikken… Har pt selv sat forlovelsesringen i en halskæde idag. Hurts my heart!

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Ja mand, det er den økologiske lemonade med granatæble og mynte. I glasflaske fra Rynkeby – jeg har købt dem i Brugsen. Haha jeg er sikker på at den også er fin omkring halsen, og bedre det end at den skal klippes af 😉

  2. Rikke Rikke

    Hahaha Sofie…du er simpelthen så sjov 🙂 Nyder at læse din blok. Hvilken barnevogn har I valgt at købe?…og hvorfor netop den?

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Tak Rikke! Vi har købt en Emmaljunga Duo Edge, fordi jeg ikke gider have en kæmpe barnevogn her midt på Vesterbro. Til gengæld har vi købt en stor altanbarnevogn, som primært er den, hun kommer til at sove i – så gør det ikke noget, at liggemålet ikke er helt vildt stort. Nu har jeg jo ikke rigtig prøvekørt den endnu, men den kørte super godt på vej hjem fra butikken! Jeg synes Stokke ligner lidt rumskibe, og Bugaboo virker meget små – og så har jeg kun hørt godt om Emmaljungaen 🙂

  3. Ditte Ditte

    Jeg griner så meget, at hele sengen inkl. sovende babydatter ryster 😀 Dét her og beskrivelsen af kirkekor, Snoopyundertøj (det havde jeg også!) og pikbamsen er det sjoveste!

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Skidegodt Ditte! Og tusinde tak for din kommentar 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *