Skip to content

Status pt. # 32

… Babyen har fået hormonknopper i hele femøren og ligner mig selv som 13-årig (om end jeg hverken havde deller i lag eller en slags hockeyhår). Det kribler sådan i fingrene for at presse de små, hvide knopper, for jeg ved meget få ting, der er mere tilfredsstillende end at presse bumser ud. Men jeg gør det selvfølgelig ikke – skal jo ikke udstyre staklen med ar i ansigtet allerede. Dem får hun tidsnok, når nu hun vokser op på Amager.

…I morgen tager vi til Bornholm. Vi skal en uge i sommerhus med min familie, og det bliver simpelthen så hyggeligt. Jeg har ikke været der siden lejrskole i sjette klasse, hvor jeg brugte mine lommepenge på en porcelæns-gris, og hvor vi overnattede i soveposer under bordene i færgens cafeteria på sejlturen til og fra København. Jeg satser hverken på at købe en grim souvenir eller sove på færgen denne gang. Til gengæld skal jeg gå ture ved vandet og spise en masse is.

… På søndag fylder Lillen tre år. Jeg vil ikke skrive noget om, hvor møghamrende stærkt, tiden er gået. Til gengæld vil jeg gerne fortælle Jer, hvad damen ønsker sig: Et sværd og en kat. Jeg kan godt løfte sløret for, at hun ikke får nogen af delene. Til gengæld drømmer hun om mormors spaghetti bolognese, og dét får hun.

… Vi har faktisk holdt lidt snyde-fødselsdag sidste weekend, fordi Lillens farmor og farfar var på besøg. Der var min mands hjemmebagte kanelsnegle og gæsterne havde været så søde at købe prisvindende romkugler med fra Fyn. Jeg siger ikke, hvor mange jeg spiste, men det er ikke så mærkeligt at jeg overhovedet ikke har tabt mig siden fødslen.

…. Søren havde fødselsdag i mandags, og i modsætning til hans 30-års fødselsdag, så huskede yours truly dagen. Jeg ville egentlig have lavet lagkage, men fordi min førstefødte ikke kan tåle æg, så skule jeg bage bundene selv, og det var jeg helt sikker på, at jeg ikke kunne finde ud af. Jeg lavede til gengæld en idiot-sikker crumble og dén sad lige i skabet.

… Lillen forærede en lille bitte plastic-dinosaur til sin far i fødselsdagsave. Den havde hun nogle dage tidligere fået af Mynte henne i børnehaven.

… Der er fluer OVERALT herhjemme! Jeg bliver idiot af dén der konstante bbbzzzz-lyd. Man skulle tro at det her var en markedsplads i Mellemamerika med overmoden frugt og råt kød ad libitum, men det er altså bare en småkedelig lejlighed på det vestlige Amager. Og her er flue-festen temmelig fejlcastet skulle jeg mene.

… Vores fancy og dyre elkedel er gået i stykker efter kun 1½ års tjeneste. Jeg ville ikke smide en masse penge efter en ny, når nu de åbenbart ikke holder alligevel, så jeg købte én til 250 kroner i Elgiganten. Den er ikke særlig pæn, bliver brandvarm udenpå og lyder som et fly under take-off, når den skal koge noget, så det er bare alle tiders.

… Jeg har fået en helt perfekt ”pas på dig selv-sms” fra min mor. Altid så betænksom og omsorgsfuld ❤️ (artiklen er fra Dagens.dk hvis nogen vil læse resten).

2 Comments

  1. Louise Louise

    Hvis i giver Lillen en kat i fødselsdagsgave får i løst jeres flueproblem (og en glad datter 😉). Katten fanger dem og spiser dem. Og edderkopper, natsværmere og andre små insekter slipper i også for 😊

    • Sofie Ude Sofie Ude

      God pointe! Meeeen jeg er bange for katte og også temmelig allergisk 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *