Skip to content

Status pt. #35

… Der er altid lav-en-juledekoration-og-spis-pizza-dag hos mine forældre den første weekend i december. Jeg vidste ikke at man kunne lave en juledekoration helt uden gran, men Lillen gjorde det: 20% ler og 80% pynt – rendyrket æstetisk optur.

… Med i forstæderne var også Nissepjok, der besøger alle børnene i december. Pjok er 8 cm høj og så usoigneret, at man skulle tro at han boede mellem spor 4 og 5 på Hovedbanen. “Jeg vil altså gerne sove sammen med Nissepjok mor!” Sagde barnet. Føj for pokker, tænkte moren. Pjok blev ikke mindre nasty af et friskt styrtebad i æblejuice ved morgenbordet – nu er han heldigvis smuttet op til overboen. Ses om et år, Nissepjok 🤮

… Apropos børnehaven, så lå der forleden tre store, beskidte dyre-knogler i Lillens rygsæk, da hun kom hjem forleden. Yikes. Skovbørnehavens lyksagligheder.

… I dag havde jeg en kaffe-aftale med en veninde, fra min “gamle” mødregruppe. Jeg har sådan savnet hende, og et par timer med hende og en dobbelt shot kaffe har gjort mig glad helt ind til knoglerne (altså ikke dem i Lillens rygsæk. Mine egne).

… Jeg har præsteret at gå på posthuset for at hente en pakke, men desværre kunne jeg konstatere, at jeg havde glemt min telefon og derfor ikke havde pakkenummeret. Indtil jeg næsten var hjemme, og jeg fandt telefonen. I min lomme. Ammerhjernen strikes again.

… “Jomfruernes Klub” på DR3 er mit nye yndlingsprogram. Især ham skattebassen fra Kerteminde med knaldrød score-skjorte og udfordringer i forhold til at tale med piger. Se det, hvis du ikke allerede har gjort det!

… På tirsdag skal jeg til julefrokost. Klokken 11 om formiddagen. Vi bliver ti mennesker, og fem af dem er under 70 cm lange og har deller ved håndleddene. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg får så lidt tømmermænd som efter Mødregruppens Julefrokost, men derfor skal jeg have noget glimmer på alligevel. Jeg skal i øvrigt have æg og rejer med. Skål i danskvand – bund eller resten i håret, venner!

… Søndagsfreden har sænket sig over matriklen; der er pebernødder i ovnen, en gave i julesokken og jeg har netop ammet babyen i søvn – min højre brystvorte er åbenbart blevet så lang, at den fremkalder babyens brækrefleks. Jo tak, jeg er også imponeret. Bare kald mig Søster Langvorte 🤘🏼

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *