Skip to content

Status pt. # 37

… Lillen har bestemt sig for, at min telefon skal ligge på øverste hylde i hendes legekøkken – og når den ikke ligger der, så tager hun billeder. Mange billeder. Ovenstående er fx et udsnit af dét, vi kan kalde toilet-serien.

…Fotografen har det som om hun er røget lige lukt i helvede, når hun skal i brusebad, så vi har købt et stort skrummel af et badekar, der fint kan rumme mine to unge damer på samme tid. Det er genialt, selvom det fylder hele brusenichen, og selvom om Lillen indimellem ikke vil i bad med Lillesøster ”fordi hun sparker”.

…Jeg er blevet moster til den fineste lille dreng. Jeg fik lov til at hilse på ham for nogle dage siden, holde hans små bitte hænder og høre, hvordan han lavede de mest nuttede lyde i hele verden. Årh mand, mit hjerte smeltede! Uffe, jeg glæder mig sådan til at lære dig at kende <3

…I går var jeg ude at spise brunch med en veninde. Jeg havde lillesøster med, og det er efterhånden ved at være lidt et show at have hende med på café: Hun tager fat i alt indenfor en radius af en halv meter, kaster om sig med Brio-hunden, spiser smoothie med hele overkroppen og råber højt, når hun ikke synes det er sjovt længere. Jeg kastede en lunken kaffe, en skefuld røræg og en bolle med ost i gabet uden rigtig at smage på nogen af delene, men det var som altid dejligt med veninde-tid.

…Jeg har nogle seriøse fastelavnsbolle-cravings, men det eneste sted man kan få dén slags her i nærheden er i Bilka-bageren, og jeg giver dem en chance hvert år – og hvert år tænker jeg, at det er de dårligste fastelavnsboller, jeg nogensinde har smagt. I år er ingen undtagelse.

…Jeg har nogle helt vildt kedelige ting, jeg skal have ordnet i dag. Pakke kasserne fra Aarstiderne ud. Lægge vasketøj sammen. Sy knapper i en kjole. Lægge ting på Reshopper. Men indtil videre sidder jeg bare fast i sofaen.

…Når alt det kedelige er overstået, har jeg tænkt mig at prøve at lave maskin-opvaskemiddel selv – det er noget med citron, soda, eddike og sådan noget. Da jeg havde fysik og kemi i folkeskolen forstod jeg absolut ingenting, så hvis det går helt galt, vil jeg bare sige: Tak fordi I ville læse med, for Jeres tid og ha´det godt.

 

2 Comments

  1. Altså, faktisk så vil jeg sige, at jeg synes den lille dame har talent! Hun kan jo fokusere, og så tænker jeg at man kan analysere lidt på hvad det er for genstande hun EGENTLIG vælger, og hvorfor? Det vil kritikere sikkert få lang tid til at gå med! Jeg spår hende en stor fremtid udi kunstverdenen, hvor hun vil slå benene væk under alle! Du kan godt glæde dig til nogle kronede dage som hende, der har opfostret dette geni. Nu har jeg sagt det. Jeg tror på det. Og skynd dig så at give hende telefonen tilbage igen!

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Åh, hvor herligt 😂 idag har jeg slettet – hold nu fast – 153 billeder. Alle sammen af gulvet og legekøkkenet. Måske jeg skulle gemme dem, hvis du har ret og jeg en dag kunne grine hele vejen til banken?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *