Uncategorized

Status pt. # 41

…I fredags var jeg på Louisiana med en veninde for at se Dea Trier Mørch-udstillingen. Den var god, og jeg blev midt i al den politiske kunst sådan ramt af en hvorfor-kæmper-vi-ikke-rigtigt-for-noget-følelse. Altså, jeg kan da godt tage til demonstration for bedre normeringer, og jeg kan godt skrive lidt herinde om ligestilling eller blævrende maveskind, men altså… Vi er ligesom blevet enige om, at kapitalismen i en mere eller mindre redigeret udgave har vundet. Og at klimaforandringerne er noget pis, men at vi jo også skal kunne flyve på sommerferie og have kød i kødsaucen. Og så videre. Dea gjorde sgu noget.

…Vi fik en fantastisk dårlig frokost ved Humlebæk station efterfølgende. Tørt franskbrød med tunsalat og en tarvelig romkugle, men til gengæld indtaget i en solstribe på den blæsende udeservering.

…Jeg har fundet en ny spændende ting i min vaskemaskine – eller rettere sagt: I min tørretumbler, for tingen var både vasket på 60 grader efterfulgt at en voldsom centrifugering, samt en halv time i tørretumbleren. Det var en pind. En tyk krabat på 15 cm. Og hvorfor lå den dér? Aner det ikke, men jeg ved, at det er den reneste pind på hele Amager (… som man siger 😜).

…Skal vi lige snakke lidt om vejret? Hvad sker der for, at det er solskin og lunt den ene dag, og næste dag er det koldt og med hagl? HOLD KÆFT MAND hvor gør det ondt at få hagl lige i skærmen, når man står på Kalvebod Fælles i strid modvind.

…I skrivende stund drikker jeg Pukka Cleanse the med den ene hånd, mens jeg har den anden hånd dybt begravet i en æske med Tom’s favoritmix-chokoladebarer. Og ja, klokken er kun lidt over 10. #Balancen

…Herhjemme er yngste-arvingen ved at få tænder, så der er ligesom ikke nogen af os der sover godt. Ikke at vi plejer at sove godt, men at være vågen 10 gange om natten i stedet for 4 kan godt mærkes – mine rynker rundt om øjnene bliver dybere by the minute.

…Jeg har en stand på loppemarkedet på Islands Brygge på søndag. Ses vi? I kan bare kigge efter hende med alle rynkerne.

… Og apropos dårlig søvn, så hjælper det ikke ligefrem på distrætheden. Jeg bagte kage hos mine forældre forleden, og fik denne besked fra min mor dagen efter:

 

 

1 thought on “Status pt. # 41”

  1. Sommetider er man bare nødt til at grine af sig selv og egen distræthed 🙂 Jeg præsterede også engang (under barsel) at hælde yoghurt i min kaffe og senere at ryste selv samme karton med yoghurt, *efter* jeg havde taget låget af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *