Uncategorized

Status pt. # 50

(Photocredit: Lillen)

… Da jeg var ude at trille med klapvognen tidligere i dag, gik jeg langs et krat. Pludselig stod der en kæmpestor hejre og gloede på mig, og jeg blev så bange, at jeg vendte om og småløb tilbage.

… For nogle uger siden var jeg til foredrag på Tårnby Bibliotek. Der lød et højt brag, og jeg troede, at en bogopsætter var kommet til at vælte sin vogn eller noget. Det viste sig, at politistationen ved siden af biblioteket var blevet angrebet med håndgranater, og 3 var blevet anholdt. Da vi kom ud fra biblioteket en time senere var der uniformer, afspærringer og pressefotografer alle steder. Tænk at det kunne være så dramatisk at hænge ud på biblioteket en efterårskold hverdagsaften?!

… Naboens dreng på 3 år vil gerne være kærester med Lillen. Jeg spurgte hende om hun vidste, hvad det betyder at være kærester? ”Ja” svarede hun, ”det betyder, at man holder i hånden, hvis man bliver bange”. På en eller anden måde er det bare virkelig rigtigt. Og nuttet. *Hjerte-øjne-emoji*

…Lillesøster bruger meget tid på hendes dukke for tiden. Den bliver skubbet rundt i højstolen, puttet i sengen og kørt rundt i hendes lille, røde dukkevogn – hun smadrer rundt med vognen som var hun Randi fra ”Jul på Vesterbro”. Jeg elsker hendes alder lige nu, hun er halvandet, og hun er virkelig ved at blive til et rigtigt lille menneske med vilje, humor, omsorgs-skills og alt muligt andet. Selvom det indimellem er røv-hårdt at have små børn, ville jeg på en eller anden måde også ønske, at de aldrig blev større.

… Herhjemme er det min mand, der gør badeværelser rene, fordi jeg har det virkelig stramt med WC-bakterier (den 4-årige bruger derfor også offentlige toiletter uden at røre ved noget, hun åbner døren med albuen, lægger toiletpapir på brættet og så videre – præcis som mor her har lært hende). Forleden fik vi pludselig gæster, og jeg blev derfor nødt til at svinge toiletbørsten. Og så skete der noget, som er noget af det klammeste, jeg nogensinde har oplevet: Jeg fik et stænk toiletvand på overlæben! Jeg var tæt på at lægge mig i fosterstilling med en ansigtsmaske af håndsprit og tudbrøle. Yikes.

… ”Mor, hvad er dette her?” spurgte Lillen, og hev en strimmel kondomer frem fra den bagerste skuffe på dén kommode, vi netop havde købt til hende på Den Blå Avis. ”Øhh… det er bare sådan en slags voksen-balloner” fik jeg fremstammet, inden jeg med et pincetgreb fik løftet kondomerne ud i skraldespanden (for jeg er åbenbart heller ikke så god til fremmede menneskers diller-bakterier).

… Forleden fik jeg en pose M&M Salted Caramel af mine svigerforældre, der havde været i Tyskland. De (altså chokoladerne, ikke mine svigerforældre) smagte SÅ godt! Kan man få dem i København? Ellers ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

8 thoughts on “Status pt. # 50”

  1. Hejsa. Det var simpelthen mit foredrag du var til. Skægt. Og ja, ganske dramatiske forhold, som jeg heller ikke lige havde forudset 🙂 kh Jane

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *