Uncategorized

Status pt. # 7 – December special!

Godt:

-Jeg kan mærke julestemingen komme snigende. Risengrød, ”Last Christmas” i højttaleren og julepynt (eller, to tarvelige nisser og en overdimensioneret guldstjerne med lys i, that is). Jeg har forgæves prøvet at overtale mit mandlige sidekick til juletræ, men uden held. Næste år er der no mercy, og så skal jeg lave en masse gøgl at hænge på sammen med Lillen.

– Fordi jeg kun går i blødt og barselsvenligt tøj er der ingen kvaler i forhold til at forspise sig i julemad Der er jo ikke som om der er noget der kan stramme omkring maven alligevel.

-Sundhedsplejersken har lige været på besøg, og omtalte babyen som ”en lille bøf”. Man bliver jo helt stolt over sådan at have lavet et lille menneske, der topper kurverne i det der vægt/længde-skema. Man skulle tro det var hende, der havde kørt flæskesteg og ris a la mande ned hele december.

-Jeg har købt alle julegaverne. Man bliver edderfisemig effektiv af at have en baby hængende på maven, når man går rundt i Magasin og brænder penge af.

-Vi skal vist begynde på grød i juleferien. Jeg glæder mig helt vildt, og har anskaffet mig et arsenal af majsmel, rismel og boghvedemel. Og man skal jo aldrig gå ned på gear, så der er både Cirkeline og Bamse-service til at køre herligheden ned med.

-Vi har bagt pebernødder, og de voksede ikke sammen til én kæmpe-pebernød. Det er kun lykkedes mig én gang før, og det var dengang jeg var pædagogmedhjælper i en børnehave. Dér var pebernødderne til gengæld fuld af bussemænd.

-Jeg og Lillen har været en tur i Malmø i weekenden med mormoren og mosteren. Der var julemarkeder, lussekatter og sødt babytøj. Se fx denne her bluse og denne her natdragt!

 

pebernødder

 

Mindre godt:

-Jeg forstår ikke det der nisse-tøj i babystørrelser. Tænk at være 6 måneder gammel, storsvedende i nylon-kluns og udklædt som en gammel mand med skæg og bælte.

-Jeg forstår heller ikke det der ”frække” juleundertøj i Føtex. Er der nogen der synes, at store bomuldstrusser med ”all i want for christmas is you” trykt på numsen er hot? Eller sådan noget g-streng med hvid fjerboa på?

-Jeg har næsten spist min kæmpe store chokoladejulekalender. Selvom jeg er 28 år og nogens mor, har jeg åbenbart stadig rygrad som en regnorm, når det kommer til chokolade.

-Jeg har forelsket mig i en sovemaske. Den koster 600 kr. HVEM giver så mange penge for en sovemaske? Det er jo næsten ikke engang til at skrive på ønskelisten.

-Forleden lå der et afgnasket tyggegummi og en masse chips i barnevognen. Gid gerningsmandens røv må klø, og hans arme være for korte. Og ikke mindst: Gid han må få en dårlig jul.

-Den kopholder, jeg fik krejlet mig til, da jeg købte barnevogn er en temmelig uduelig størrelse. Den kan holde min kaffekop i 3 sekunder, før der er kaffe overalt. Måske en ny af slagsen ville være en god julegave fra mig til mig.

-Søren og jeg giver ikke julegaver til hinanden i år. I stedet har vi købt en ny sofa og nye dæk til bilen. Pffftt, voksenliv sucks.

-Jeg skulle lede efter julemusik på Spotify, men kom i stedet til at trykke på Den Syngende Flødebolle  Rasmus Seebach. Nu har jeg hørt det stads på repeat lige siden. Kan man andet end at elske tekster som ”Jalou-sig mig hvorfor vi // Altid ender i // Det samme skænderi // Hver eneste gang at vi i byen // I byen, yeah”?

2 thoughts on “Status pt. # 7 – December special!”

  1. Sofie, for dælen. Jeg er altid sådan én, der læser helt anonymt med på alle blogs og aldrig kommenterer a thing, MEN! Jeg har læst med hos dig helt fra i sommer, og hver eneste gang jeg har læst et indlæg tænkt, at jeg måtte få skrevet til dig, hvor virkelig godt og fint du skriver. Det er altid en fornøjelse, uanset emnet! Oooooog så er jeg vild med, at Lillen bare hedder Lillen. Yay for en herlig blog!
    Glædelig jul!

    1. Malene, nu får jeg helt røde kinder! TUSINDE tak, og hvor er jeg glad for, at du tog dig tid til at kommentere a thing 😀 Rigtig god jul til dig også!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *