Uncategorized

Status pt. # 8

Godt:

-Lillen har fået taget pasfoto, og det ligner et DUI mugshot. Jeg kan ikke lade være med at grine en lille smule, hver gang jeg ser det. Det var også et fint øjeblik, da jeg holdt hende oprejst mens fotografen lavede ansigter og sagde ”hej-heeeej! Ju-huuuu!” med børnelokker-stemme.

-Jeg har ikke tabt håret. Endnu. Føler mig lidt som en Golden Retriever, og dét er bestemt ikke en dum følelse.

-Vejret de seneste par dage får mig til at føle, at jeg er på skiferie. Midt på Vesterbro. Gad vide om nogen ville kigge underligt, hvis man gik rundt med skibriller på?

-Man kan få Lillen til at skrald-grine, hvis man synger ”watch me whip, watch me neigh neigh” (børnevenligheden i sangvalget kan vi tage en anden gang).

-Min mommy-tummy er så småt ved at være væk, på trods af en seriøs indsats på toffifee-området. Det betyder, at jeg kan passe alt mit tøj igen, hvilket egentlig er lige meget, når det er de samme 2 par joggingbukser og 4 bomuldsbluser jeg går rundt i. Begrebet ’rent tøj’ er i øvrigt forsvundet fra mit ordforråd – nu hedder det ”mindst beskidte tøj”. Jøsses, en baby kan jo så let som ingenting sprede en omgang hirsegrød i en radius af femhundrede meter!

-Det er sæson for fastelavnsboller. Ses i bageren!

-Jeg har opdaget, at ostehandleren på Værnedamsvej har den bedste hvidløgsost, jeg nogensinde har smagt.

 

Mindre godt:

-Min baby har vendt sig for første gang. Og jeg så det ikke engang, fordi jeg stod ude i køkkenet og var i gang med at tilintetgøre en portion af den føromtalte hvidløgsost.

-Jeg var på café med en veninde for nyligt. Jeg havde vores babyalarm i baglommen, og sad på den i 45 minutter uden at mærke det mindste. Selvom maven er væk, er den bløde numse det altså ikke.

-Er jeg træt af Kloge-Åger. Der var fx én der forleden konkluderede ”hun sveder nok” da Lillen brokkede sig lidt. Der var også en ældre, skaldet mand der gjaldede oppe fra hans altan: ”Hun er sulten!” da jeg gik forbi med en skrigende baby. Ej men, tak for tippet, den tror jeg faktisk aldrig selv jeg havde regnet ud.

-Jeg er helt færdig med at (prøve at) lave mad nu. Jeg prøvede mig med en gang quinoa-dolmer med græsk salat forleden. Det tog en krig at lave, og smagte virkelig nederen. ”Du skal have point for forsøget” sagde Søren, og hentede rugbrød og ost. Lillen kommer til at vokse op med en blanding af take-away, frysepizza og toast, når ikke hendes far er hjemme til at agere fodermester.

-Lillen har fået en bamse-giraf, med navnet ”Gentle Giraffe”. Jeg kan ikke lade være med at få nogle uheldige associationer af dét navn.

-Forleden var Søren i vaskekælderen for at hente vores tøj. Han kom tilbage med et par temmelig slidte herre-bukser i størrelse XXXL. Da jeg spurgte hvad det dog var for nogle, svarede manden ”jamen jeg kunne ikke kende dem, men jeg tænkte at det måske var dine?”. Tak for det, mester. Tak.

 

fede bukser

2 thoughts on “Status pt. # 8”

  1. Tror du ikke lige du skal genoverveje giftemålet når din kommende mand så groft fejlvuderer din talje størrelse 😳

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *