Stolt

I lang tid har putte-ritualet været piece of cake herhjemme. Vi kunne lægge Lillen ind, tænde den lysende and, hyggesnakke lidt og så gå – damen kunne sagtens selv falde i søvn. Den går ikke længere, for nu skal mor eller far holde hende i hånden indtil hun lukker de brune øjne i. I dag tog det sin tid, for efter at have læst en Babapappa-bog og sagt godnat, satte Lillen sig op og sagde ”elsker dig!”. Jeg fortalte at jeg skam også elsker hende, men at det var tid til at sove. Der gik 4 miutter, og så var kærlighedssprederen på banen igen: ”Mor, elsker også dig!”. Og hun sagde det igen. Og igen. Og helt ærligt, så er det *lidt* svært at skrue bissen på, når det er dén slags lyde, der kommer fra tremmesengen.

Jeg tror ikke hun ved hvad ordene egentlig betyder, men hun er sådan et kærligt lille menneske, der viser det på alle mulige måder. Hun krammer pædagogerne i vuggestuen farvel når vi henter hende. Hun er så omsorgsfuld overfor dukkerne, når hun putter dem under dynen, læser godnathistorie og kysser dem. Når vi ser et barn græde, peger hun og siger ”ked af det! Op til moren og faren!”, for hun ved godt, hvordan man trøster. Og når hun spiser noget hun godt kan lide, kan hun med de tykke små fingre brække et stykke af og give væk, så andre også kan smage.

Mor her bliver helt blød i knæene over den lille frikadelle. Og stolt, helt ind i knoglerne.

Efter Lillen blev født kommer følelsen stolthed af noget andet end den gjorde tidligere. Jeg kan godt blive stolt af at have lavet noget godt på mit arbejde, over at koge et perfekt blødkogt æg eller komme ud af døren til tiden. Over at have skrevet et speciale uden at have tabt al mit hår undervejs, og over at have fyldt så mange oplevelser ind på 30 år, som jeg overhovedet kunne (en klog mand sagde engang til mig, at man ikke skal gå i graven nysgerrig, og det prøver jeg at efterleve så godt jeg kan).  Men mere end noget andet, bliver jeg stolt over at have lavet sådan et fint, lille menneske. Noget må jeg altså have gjort rigtigt.

Jeg havde aldrig troet at det var et tantekys til en skaldet dukke eller et lille stykke hånd-varmet pålægschokolade efterfulgt af et ”værs’go, moar”, der skulle få mig til at gå helt i spåner. På den gode måde, forstås. Men det er vel det børn kan – bortset fra fx at løbe væk midt i H&M, tørre snot af i den rene skjorte eller smøre makrel ud på gulvet – de kan vende op og ned på alting. Heldigvis.