Uncategorized

Tanker om forbrug – om ødselhed, samvittighed og nudging.

Nu skal I høre lidt om økonomi.

*PLOP* (lyden af øjenbolde der er tørret ind og trillet ud fordi emnet er så kedeligt. Men hæng på!)

Da jeg var 19 år gammel arbejdede jeg som pædagogmedhjælper for at spare op til den obligatoriske rygsækrejse. Der var bare ét problem: Mine penge forsvandt inden de kom i nærheden af min opsparingskonto. Og jeg forstod det ikke. Simpelthen. En dag hjalp min far mig med at printe mine kontoudtog for det sidste års tid ud, og stregede alle udgifterne over med en tusch. Og nu bliver det rigtig pinligt, for det viste sig, at alle mine penge lå i H&M. Jeg havde klat-shoppet for næsten 40.000 på bare ét år… Og nej, mine tæer har ikke helt krøllet sig ud endnu.

Jeg har altid været rigtig god til at bruge penge. Ikke at jeg har brugt penge jeg ikke har haft og optaget kvik-lån og dén slags, jeg har bare brugt alt hvad jeg havde. Jeg har været den søde idiot, der siger ”nej nej, den giver jeg!” med 32 kroner tilbage på kontoen. Ødsel, tror jeg at man kalder det – og det diametralt modsatte af nærig.

Men i løbet af de seneste måneder, er der sket noget mærkeligt. En forandring, der ligesom er kommet snigende: Jeg er blevet mere bevidst om mit forbrug. Lindas serie om ændret forbrug har været til stor inspiration, ligesom diverse minimalisme-grupper på Facebook har været det. Jeg har opdaget den svenske side og instagram-konto Portionen under tian, der giver inspiration til billige, lækre og klimasmarte retter. Og det er en slags nudging, når det er de ting, fremfor collager med pænt tøj, der fylder i mit feed.

Jeg er også holdt op med at flænse fælleskortet ved at købe halvdelen af Bilka, for i stedet at gå i Rema1000, hvor fristelserne er lidt mere overskuelige – jeg kommer derfor ikke hjem med et par nye krus, hjemmesko til børnos og 10 poser pomfritter længere, når jeg egentlig bare skulle have mælk og bananer. Og så har jeg fået et anderledes forhold til mit tøj. Jeg har i længere tid gerne ville skære ned på mit forbrug af tøj (læs fx her) men har helt ærlig ikke rigtig lykkedes med det. Indtil nu. Jeg køber konsekvent mit tøj brugt, og de få ting, jeg har anskaffet mig i år fra ny af, har været nogle, jeg i modsætning til tidligere hovedløs shopping, virkelig gerne ville have. Jeg tror at det endelig er lykkedes på grund af to forhold: For det første er jeg næsten tilbage i min normale størrelse, og dermed ”kender” jeg min krop igen. Eller, altså, numsen er væk og maven er blød, men jeg ved ligesom, hvilke mærker der passer mig og i hvilken størrelse – det gør det nemt for mig at købe brugt, og faktisk købe noget, jeg kan bruge. Og for det andet er der næsten gået sport i at finde ting på Trendsales og på loppemarkeder. Altså, følelsen af at have fået en virkelig flot kjole til en tredjedel af nyprisen ikke? Yes!

Og hvad så? Tja, nu er jeg begyndt ikke at holde mig for øjnene, når jeg skal åbne netbank længere. Jeg har endda kunne overføre penge til min opsparing, uden at være nødt til at overføre dem tilbage igen senere på måneden. Min samvittighed er blevet bedre på mange forskellige måder, og jeg føler mig faktisk lidt mere voksen-ansvarlig. Ja. Det er en virkelig, virkelig rar følelse.

4 thoughts on “Tanker om forbrug – om ødselhed, samvittighed og nudging.”

  1. Det lykkedes engang mig at æde min opsparing op. På lækre sandwich og ting fra 7-eleven og andre steder der lå lige ved siden af den butik, hvor jeg arbejdede – for at spare op. Mine tæer laver stadig – ligesom dine – nummeret med at NÆGTE at rette sig ud. Det gør også, at jeg i dag konsekvent bare ikke spiser og drikker særlig meget lækkert on the run fordi jeg er pisse-bevidst om hvor meget det lænser kontoen.

      1. TAK! Jeg er helt stolt over at have lavet to klik i WordPress og et nyt design, fordi jeg er så tech-handicappet!

    1. Orv, det var ellers også imponerende! Man bliver sgu også hurtigt fattig i semi-dårlig automatkaffe og nybagt bake-off, så hvis jeg var ved siden af en HVER dag tror jeg også, at jeg havde spist min opsparing op!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *