Tiden der løber fra mig

Nåmen, jeg synes faktisk, at tiden løber fra mig for tiden. Og den løber hurtigt. Jeg får ikke skrevet noget som helst på bloggen, og jo længere tid der går, jo mere kan jeg mærke en skriveblokade vokse frem. Men den når aldrig helt derhen, hvor jeg ikke kan smutte forbi den – jeg skal bare huske mig selv på, at det hele ikke behøver at være klogt eller sjovt.

De sidste par dage har jeg brugt på at holde det 2-årige og feberramte lille menneske i live. Hun vil gerne nusses på ryggen, se tegnefilm og drikke kakaomælk, men hvis det var fysisk muligt tror jeg allerhelst, at hun ville kravle ind under huden på sin mor. Heldigvis er der også pauser mellem Frode Får og powernaps, hvor mor-skuldrene sænkes lidt når hun begynder at kommandere, præcis som hun plejer. Fx ”far, hent snotpapir!” eller ”nej, SELV lukke! Ikke mor gøre det! (når hun har været publikum ved toiletbesøg og selv skal lukke låget på toilettet, that is) ”.

Jeg har samtidig forsøgt så godt jeg kan at få enderne til at mødes på arbejde, selvom det er en slags tradition at vi løber lidt ekstra stærkt op til jul. Jeg tror endda jeg glemte mit hoved på arbejde, da jeg i dag kørte i Fields for at købe havregryn og æblejuice. Det kan godt være at Fields er temmelig anstrengende på alle dage, men INTET slår Black Friday. Intet! Familier med overtrætte børn, vildskab i øjnene og 50 poser fra Skoringen og Matas der møver sig rundt i en langsom og tætpakket masse. Og det stakkels personale, der skulle klare de lange køer eller som var sat til at dele karameller ud til de handlende, så de ikke gik sukkerkolde midt i cirkusset. Jøsses mand. Jeg havde det sådan her, da jeg prøvede at nå hen til Bilkas hovedindgang:

Jeg ville egentlig også have købt et lille juletræ, men jeg kunne overhovedet ikke bære det. Har ellers købt alt muligt pynt med glimmer og farver ud over det hele, og jeg glæder mig til at hænge det på træet sammen med Lillens kreationer med klatmaling og palietter på. Bo Bedre kan bare ringe, kan de – det bliver helt perfekt.

Og hvad sker der ellers? Jo, jeg har nørdet kommunalvalg og været fascineret over hvor tørre læber det er fysisk muligt at have alene fordi temperaturen har sneget sig under 10 grader. Jeg har lavet risengrød og forsøgt at rydde halvdelen op af alt det, jeg får rodet ud herhjemme, men det er ikke så let, for jeg er en garvet roder. Jeg har købt en cykelhjelm jeg tænker vil øge min streetcredit med cirka 200% i det daglige – i hvert fald så længe jeg ikke fortæller nogen, at min eftermiddagssnack denne uge har været en pakke Knoppers. Og så er jeg gået helt død hver aften, når klokken nærmer sig 21. I dag er ingen undtagelse kan jeg mærke…

Amager er over and out.