Ting jeg absolut ikke bryder mig om # 2

… At man altid bliver røvrendt noget så eftertrykkeligt når man køber sådan nogle blandede nøddeposer. 45 kroner for 98% peanuts og to – TO – mandler? REALLY?

… Mit hekse-hår på hagen. Jeg diskuterede det med min mødregruppe igår da vi var ude og spise brunch, og de har også et. Det er et uforløst mysterie, hvorfor det er væk den ene dag, og den næste dag slæber det nærmest hen ad gulvet. Hvorfor vokser hekse-hår ikke med normal hastighed? Og hvorfor opdager man det altid, når man ikke er derhjemme sammen med sin pincet?

… Duften af yoghurt, der har stået for længe fremme (og hvis den er helt gal: Stået fremme i solen). Sådan en syrlig, lun lugt. Ad!

… Når folk indleder en samtale med at sige ”Hva så?”. Så står man dér og føler sig som et utjekket får, og har mest af alt lyst til at sige: HVAD SÅ HVAD?

… Ting i wiener-dej. Spandauere, kanelsnegle og dén slags. Vi bliver bare aldrig rigtig venner.

… Folk med snapchatfiltre på deres facebook profil billeder. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan regne ud, at du ikke har store dådyr-øjne og en blomsterkrans i virkeligheden, vel?

… At brænde-hastigheden på kalenderlys aldrig nogensinde passer med den dato i december, man faktisk er nået til. Enten har man stearin-stress, eller også er man lige ved at brænde hele granhelvedet af allerede den 3. december.

…. At levende lys forurener luften helt vildt. Det er jo så hyggeligt. Øv.

… At læse noget, hvori der ikke er sat korrekt nutids-r. Det er lige før mine øjenæbler begynder at bløde, og den slags burde straffes med stokkeslag eller 80 timers samfundstjenste. Mindst.

… Når folk tager elevatoren, fordi de er for dovne til rulletrappen, og dermed spærre for dem med klapvogne, rollatorer og lignende der ikke bare kan tage rulletrappen. (Se selv, hvor grimt det ser ud med det nutids-r!)

… At tage jeans på der lige er blevet vasket. Det er….stramt.

… Den der dumme knap der er i midten af Hay-puder, og som går lige direkte i baghovedet når man tror at man skal ligge og hygge sig med at se en genudsendelse af 3 x Beliggenhed på sofaen

… Når man hælder havregryn og mælk op, men har fejlfortolket blandingsforholdet og ender med en bunke tørre gryn og ikke orker at rejse sig for at hente mere mælk. Becuase early morning.