Skip to content

Ting, jeg gerne ville have vidst inden jeg blev mor #1: Om stillingen, der ikke rigtig er lige

Jeg sad igår og drak kaffe, gloede huller i luften og ventede på, at Lillen skulle vågne. Og så var det, at jeg kom til at tænke på noget.

Jeg har lagt mærke til noget blandt alle de nybagte mødre, jeg kender. Og det er, at selvom man normalt oplever sit parforhold som temmelig lige, så er det noget andet, når der kommer et lille menneske ind i familien. Noget helt, helt andet.  Here’s why: De mødre jeg kender bliver udnævnt til en slags projektleder i familien. En ufrivillig projektleder, for det er ikke rigtig en titel, de har bedt om. Det er pludselig mødrene, der har styr på tøjstørrelser og sovetider, på pladsanvisningens ventelister og på vaccinationer. Det er også dem, der sidder derhjemme, mens far er ude og øve med bandet. Eller mens far er på skiferie med gutterne. Eller mens far er på bar med et par kollegaer, til bowling, i træningscentret, til ølsmagning, til valhorn eller hvad dælen, far måtte have af interesser.Problemet er, at der ikke rigtig er nogen der har spurgt projektlederen om det er cool at spise mad med én hånd og se TV2 Charlie en hel aften, fordi man sidder med en sovende baby og har placeret sig sådan, at man lige præcis ikke kan nå fjernbetjeningen. De er ikke blevet spurgt, fordi sådan er det bare. Og så kan man godt gå hen og blive lidt mat i betrækket, for hvordan er det endt sådan, når nu man var to om at søsætte projektet i første omgang?

Nu kunne man godt fristes til at trække det biologiske argument om, at barnet jo på en eller anden er mest morens. Man kunne også godt komme med et lidt surt opstød om, at der var nogle mænd, der ikke rigtig var færdige med det frie liv, da de pludselig blev overhalet af autostol, sveskemos og Baby Einstein på Ipad’en. Men jeg tror det handler om noget andet. Noget strukturelt. Jo jo, selvom jeg har en voldsom omgang ammehjerne kørende, så er der vel stadig lidt sociolog gemt et eller andet sted i mig.

Lad os lige spole tilbage. Det starter nemlig allerede i graviditeten. Det er moren, der skal til tjek hos lægen, på hospitalet og til fødselsforberedelse. Far kan da godt tage med hvis han lyster, men det er i morens e-boks, det hele lander. Det er nemlig morens navn der står på alle papirer, om end fars navn og stilling godt kan snige sig med på vandrejournalen. Når far faktisk er med til samtaler og tjek, er han lidt det tredje hjul. Der bliver ikke snakket meget om, hvordan han oplever det hele – at skulle være far, hvordan han tænker på fødslen og så videre. Det er moren og morens krop, det handler om.

Så når vi til fødslen. Det er godt nok moren der laver pressearbejdet og hende, der har mere end gennemsnitligt ondt i understellet, men faren kan altså godt bruges til mere end saftevands-henter. Hvis han altså får lov. Jeg husker tydeligt at der med stor skrift stod mit navn på whiteboardet på fødestuen, og med lille skrift, længere nede, stod Søren angivet som ”fødselspartner”. Så var rollerne ligesom slået fast.

Så er der barslen. Mor tager den lange barsel. Far tager en kortere version. Far tjener jo ofte mere end mor, så det kan godt være en dyr omgang at bytte rundt. Og så er fars arbejdsplads ofte ikke helt ved at boble over af lykke med udsigten til at sende ham hjem i en længere periode. Det er da også lidt mærkeligt, er det ikke? Sådan gør de andre mænd på arbejdet jo ikke. Mor kommer til gengæld i mødregruppe. Og her kunne man godt undre sig over, hvorfor der ikke er noget (i hvert fald ikke noget udbredt), der hedder fædre-gruppe? Og hvorfor er der særlige rytmik- og svømmehold kun til mænd? Der er jo ikke nogen, der kun er til kvinder – men det er vel fordi, det er kvinderne, der er de ”normale” hold?

Det er mor der får udbetalt børnepengene. Og det er som oftest mor der går på deltid, når hun efter barslen skal tilbage på arbejde.

Når man sådan kigger overordnet på det, er det vel ikke så mærkeligt at mor nogle gange er den, der ofte ender med at have projektleder-kasketten på. Sådan har det jo været lige fra starten. Stillingen er bare ikke rigtig lige.

Det er ikke altid et stort problem, men det kan være det. Hvis man ikke har det ærlig optur over fordelingen, bliver man nødt til at sige det højt. Sige, at projektlederen godt kan have brug for at udlicitere eller blive frataget noget ansvar. Sige, at selvom baby måske godt kan undvære far, så kan mor altså ikke. Man kan nemlig godt føle sig lidt som en sær snegl, når man ikke har haft kontakt til andre voksne mennesker i mange timer – og når dagens største sensation er, at der var nogen, der kørte indkøbsvognen ind i barnevognen henne i Irma. Og ikke mindst sige, at mor også vil ud og luftes lidt engang imellem – man kan godt have brug for et glas rødvin eller to engang imellem, selvom man er nogens mor…

Giver det mening? Eller oplever I noget helt andet? 

23 Comments

  1. Pernille Pernille

    Hej Sofie

    Jeg synes dit indlæg er meget rammende, og kan til dels nikke genkendende. Jeg er også “projektleder” på hjemmefronten, og jeg tror du har ret i at systemet udnævner kvinden til det fra start og manden er langt mere sekundær i graviditeten, så han fra start bliver hægtet lidt af.
    Jeg tror dog også det skyldes de forskellige parters fokus. Altså fx. har jeg HELT styr på min kalender, jeg ved fx- hvornår jeg skal til tandlægen – noget min kæreste ofte glemmer at dukke op til. Det er mig, der laver madplaner (ellers ville vi spise Dolmio eller havregryn hver dag), og det er også mig der afkalker elkedlen, ellers ville min kæreste sikkert bare smide den ud og købe en ny fremfor at skulle besvære sig med at købe noget eddike og hælde det i kedlen.
    Så hvis han nu (7-9-13) en dag skulle være alenefar til Lilly, så tror jeg hendes tøj ville sidde temmelig stramt inden han fik købt noget nyt, jeg tror hun ville misse et par tandlæge besøg og nok heller ikke komme i den ønskede vuggestue, fordi han ganske enkelt ikke lige havde tænkt på at skrive hende på venteliste i god tid. Han er til gengæld den der overøser hende med mest kærlighed og kys og kram, hvilket jo er endnu vigtigere, og noget man som mor godt kan miste overskuddet lidt til når barnet har skreget nærmest non-stop i 5 timer, fordi tænderne er på vej.

    Så selvom han ikke vinder medaljen for bedste praktiske gris, så er han til gengæld virkelig forstående over for at det er RØVHÅRDT at gå på barsel og springer til, når jeg gerne vil noget andet. Fx. har han taget fri fra job imorgen, jeg kan komme til karrieremesse og netværke med mulige fremtidige arbejdsgivere. Så herhjemme tror jeg faktisk at jeg skylder på “fri-aften-kontoen”.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Hej Pernille
      Tak for indsparket. Dejligt med en forstående, og kærlig, Babydaddy! Det er så vigtigt. Heldigvis har jeg også én af slagsen herhjemme. Det handler vel også mest af alt om at finde en fordeling eller balance, begge har det fint med. Så hvis babymøsser og friaftener til mor er dét der gør, at du har det fint med at være projektleder, så er det da bare sådan, det skal være 🙂 Og hvor har Lilly i øvrigt et fint navn!

  2. S S

    Det giver mega meget mening, og jeg sad med præcis de samme tanker, da jeg var på barsel! Problemet er, at du ikke kan undgå at blive projektleder, for det er den barslende mor, som kender sit barn bedst, når nu hun er mest sammen med barnet.. Men det er virkelig en irriterende rolle, for du ender med at være en irriterende irretsætter, når faren har tid til at komme på banen. Og man gider netop ikke være den kontrollerende kæreste, der holder faren hjemme fra social aktivitet. For fædrene skal have lov til at tage ud, men man vil helst have, at de har LYST til at blive hjemme.. Og de kan sagtens sige, at man bare skal tage ud og more sig, men det kan godt være svært at forlade sit barn, både pga. ubehageligt spændte bryster, men også fordi ens barn kan føles som en helt fysisk del af dig selv..

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Du har så ret i det med at være en irriterende irrettesætter (“nej ikke den body, den er for stor! Nej heller ikke den, den stumper fjollet på armene”… arrrmen altså), og i, at faren jo helst skal have lyst til at være hjemme! Ja, spændte bryster, paniksved og 500 sms’er med “hvordan går det” – det er ikke helt let at skulle lære at være væk fra Mini. Men på et tidspunkt kan man også nyde det 🙂 Tak for din kommentar!

  3. Christina Christina

    Åh Gud! Det er præcis sådan jeg har det. Sad så sent som i går aftes, da baby (laaaangt om længe) sov, og snakkede med min kæreste om netop det. Jeg kunne ikke en gang komme på, hvad det var jeg lavede om aftenen dengang før baby!?! Eller i det hele taget… Jeg håber og tror nu på, at amme/barselshjernen snart er på retur. Jeh glæder mig nemlig til at genoptage studiet inden længe, til at få andre udfordringer (selvom babys raketprut midt i øllebrødsspisningen lige før ikke var for begyndere), til mere voksenkontakt og til at min kæreste har barsel med baby to dage om ugen frem til sommer. Så er det måske(?) realistisk, at vi kan deles lidt mere om projektledertitlen:)

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Åh ja, de aftener før baby… Hvad gjorde man dog med al den tid? Og hvordan kunne man have så meget tøj, når man på barsel kan klare sig med de samme tre, forvaskede sæt? Tak for din kommentar, og held og lykke med studiestart, en delt projektledertitel (jeg hepper!) og livet udenfor barselsboblen 🙂

  4. Lika Lika

    Du har helt sikkert ret i rigtig mange af de ting, som du nævner. Herhjemme har vi dog altid gjort meget for at give hinanden plads til at rende lidt ud om aftenen. Bøffen var ikke ret gammel, førend jeg var på cafe med en veninde i nogle timer og ofte er barnefaderen helt klart mest på, når han kommer hjem fra job, for da orker jeg ærlig talt nada mere og jeg har endda en virkelig dejlig og ret nem (7-9-13) dreng. Men de andre ting, såsom tøjstørrelser, vaccinationer og andet halløj – ja dem, har jeg mest klart styr på og ligeledes madplanen. Men jeg er ikke i tvivl om det er værdsat, for det beviser han ret ofte. Jeg er dog ret god til at uddelegere, hvilket gør, at jeg i ret mange tilfælde slipper for at gøre ting selv såsom at handle, hente andre fornødenheder diverse steder, støvsuge, rengøring af badeværelset for bare at nævne nogle få eksempler.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Åh det lyder dejligt med friaftener! Det lyder også som om i har fundet en fin arbejdsfordeling – godt arbejde 🙂 Tak for din kommentar!

  5. Marie Marie

    Du rammer spot on. Måske min kæreste og faren til vores (!) barn skulle læse dette.
    Hver gang min kæreste og søn på 15 måneder skal ud af døren (uden mig), spørger han: ‘Hvad skal han (sønnike) have på?’… Hvad med noget så han ikke fryser? My god… 😂

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Ja manner, stik ham computeren! Årh ja, den er vist klassisk, den med påklædningen 😀

  6. Emma Emma

    Som alle de andre er det noget der er kommet på tale herhjemme og selvfølgelig også opleves i praksis. Men da jeg ikke orkede mere, stoppede vi det. Jeg husker gerne på lægetider og tøjstr for jeg ved min mand laver mad, handler og gør rent det meste af tiden. Jeg rydder meget op, vasker tøj etc, køber og syer tøj til barnet, sørger for sunde (og usunde) mellemmåltider og hygger herhjemme og bager brød og kage. Vi deles om puttetider og leg med barnet( snart børnene) Det fungerer efterhånden godt for os. og føler begge at arbejdsfordelingen er fair. Selvom jeg blev lidt i tvivl da jeg skrev det. Men altså det har taget tid. På sidste barsel fik vi ikke så sund mad som vi gør i dag men vi blir langsomt bedre til det hele.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Så længe arbejdsfordelingen føles fair er det jo også helt fint! Det problem, jeg synes jeg hører er, at den ofte ikke er fair – eller i al fald at der er en, der bestemmer, og en anden, der skal ’sættes i gang’ eller ‘huskes på’. Tak for din kommentar – og tillykke med familieforøgelsen 🙂

  7. Jeg kan også genkende nogle af de ting, du nævner… Er flere gange blevet helt uforholdsmæssigt arrig over, at jeg – selvom faren til mine børn var hjemme – åbenbart stadig var den med det store overblik over næste bleskift og tid til bad osv. Men altså…. Nogle gange er det også bare min egen skyld! Det kan altså være virkeligt svært at slippe kontrollen, når man er alene om børnene det meste af dagen. Og så har jeg det også sådan, at jeg meget nødigt vil have en mand der siger “vi er gravide” for der er ikke just specielt meget “vi” over kvalme, lændesmerter og trangen til at trille i seng kl. 20 😉

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Åh ja, det er jo lige det med forspringet, og så at kunne give plads, når der er en anden spiller på banen! Haha nej, den grøft med at “vi er gravide” skal vi heller ikke over i – you are so right!

  8. Kim Kim

    Jeg er enig i dine tanker om.st systemet hurtigt gør det der med babyekspertise til en morting.
    Men jeg tror også at man skal vælge de ansvarsområder man er bedst til: også før børn var jeh den af os med bedst styr på planlægning og regninger, og min mand var bedst til tøjvask og opvask.
    Så nu hvor vi har mange børn har vi delt opgaver mellem os, næsten uden at tale om det, og prisen for at jeg er den med overblik, er at han så står for mere af det praktiske.
    Skrev lidt om det her http://superheltemor.dk/2015/10/13/om-at-goere-de-ting-man-er-bedst-til-og-noget-om-sygdom/

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Det har du helt ret i – og det er jo en fordel, hvis man har lige meget, man er god til. Og tager ansvar for, selvfølgelig. Hvor er det et fint indlæg, det lyder som en fantastisk far du har til dine børn, sådan både at kunne flette hår og tænke over, at pistacienødderne skal knækkes! Tak for linket!

  9. Cecilia Cecilia

    Hej Sofie
    Tak for et super rammende (og nuanceret) indlæg. Den “uretfærdige” fordeling er noget, der til tider har fyldt meget – for som du skriver, det var skisme da et fælles projekt? Og pludselig står man dér, og er dén der har været gravid, født (!!), tager den lange barsel og frivilligt får endnu en fremmed til at rode ens underliv for at få styr på præventionen. Jeg tror bare det er vigtigt at huske, at de dersens mænd ofte gør alt, hvad de kan for at hjælpe og afhjælpe. Og at en skrigende baby er ligeså skræmmende for dem efter flere måneder, som det var for os i starten. Vi har bare haft langt flere timer sammen med den lille, hvilket gør, at det nu ikke er til at gå i panik over. Og jeg kan godt forstå, at man som mand kaster sig over alt det praktiske – for dér er der garanteret succes. Det er jo som om, at vi mødre ikke har helt så mange meninger om hvordan opvaskemaskinen bliver fyldt som, hvilket sæt tøj barnet skulle have på inden vi kommer ud af døren.

    Som så meget andet oplever jeg, at vejen frem er at få sagt tingene højt, og få snakket om dem. Jeg skulle selv bare sige pip, og så var jeg ellers den der blev “tvunget” på café med veninderne, der blev sat gang i vælling-givning osv. Alt for at jeg kunne få lidt frihed tilbage. Men hey, jeg nåede at skumle, surmule og blive top-frustreret i alt for lang tid blot fordi jeg ikke fik sat ord på.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Hej Cecilia!Tak for din kommentar. Jeg tror du har ret i, at mændende tit gør, hvad de kan – og det giver helt sikkert et kæmpe forspring at have været sammen med afkommet i mange, mange timer! Det er nemlig så vigtigt at sige tingene højt, både for ens egen skyld, men også for den andens. Sådan en cafétur kan jo redde hele ugen 🙂

  10. Therese Therese

    Godt emne, Sofie. Jeg har endnu ikke mødt en mor, der ikke af og til blev en smule bitterfisset. Mig selv inklusive, i dén grad, Men det er godt at læse dine forklaringer om projektlederrollen.
    Herhjemme har jeg også været svært bitter over det uretfærdige i, at jeg i udgangspunktet har barnet. I og ned at jeg ammer, og derudover sover med babyen i armhulen og dermed vågner med hende, så har jeg babyen – medmindre faderen tager hende. Men ofte skal jeg tage initiativ til at hun kommer over til ham. Jeg ville ønske at det i weekenderne var omvendt – at hun nærmest kun var hos mig under amning. Sikke en frihed det ville være. Men manden har jo også brug for weekend og fx game på computeren.
    En anden ting, som er svær at acceptere er den store afhængighed af hinanden. Jeg er mere aktiv end min kæreste, men med 4 måneder gammel baby kan jeg ikke bare gøre hvad jeg har lyst til, men er afhængig af at faderen enten tager med eller passer baby. Og hvis han vælger at fx tage ud med kollegerne og drikke en øl og derfor komme en time senere hjem end ellers, så kan jeg nærmest føle at han STJÆLER en time fra mig…. Men det handler nok også bare om jalousi over at jeg ikke lige kan gøre det samme.
    Ja, når man har så lidt i at gå op ud over sin skønne baby, så kan man (jeg) godt blive lidt smålig – ikke den bedste version af mig!

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Tak for den fine kommentar! Det er nemlig svært ikke engang imellem at synes, at det er en lille smule uretfærdigt, at den enes personlige frihed er væsentlig mere indskrænket end den andens – fordi det er sådan vi har indrettet os. Og med det mener jeg, at jeg altså ikke køber en biologisk forklaring. Jeg synes ikke at du skal føle dig smålig, men tænke at det er helt fair og (jævnfør kommentarsporet!) meget, meget normalt 🙂

  11. Jeg er sådan en, der har valgt at få børn alene. Jeg har en dreng på 5 og en pige på 8 måneder. Af gode grunde oplever jeg ikke det, du beskriver herhjemme, men det har godt nok overrasket mig at se, at venner og veninder, der indtil børnene kom, har haft helt jævnbyrdige forhold, falder tilbage til en version af deres forældres ægteskab, når de formerer sig.

    Måske er dét i virkeligheden også en del af forklaringen? At vi, når vi bliver sat i nye situationer, forsøger at navigere ud fra det vi kender bedst? Hvilket vel er det, vi er vokset op med. Det er ikke så tit, at vores kompas er et par generationer ældre end os selv, og derfor springer måske så meget desto mere i øjnene.

    – bare en tanke:)

    Rigtig god dag til dig og dine.

    Kh

    Linda

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Hej Linda
      Tak for din kommentar! Jeg tror der er rigtig mange forklaringer på, hvorfor det tit forholder sig sådan – og jeg er helt enig med dig i, at vi måske ikke er så kreativt tænkende i den slags situationer. Desværre, fristes jeg til at sige!
      Ha en dejlig aften!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *