Uncategorized

Ting jeg gerne ville have vidst inden jeg blev mor # 3: Latte-mor blev ikke bygget på én dag

For noget tid siden var jeg på Enghave Kaffe samme med én fra min mødregruppe. Vi snakkede lidt om, hvor kliché-agtige vi er: Akademikere, vesterbroere, betaler uden at blinke 42 kroner for en kop kaffe og har børn med økologisk tøj i afdæmpede farver og natursutter. Vi er latte-segmentet, der altid bliver gjort en lille smule til grin.

Mens vi sad og høvlede koffein ned i svælget, sagde min fellow-mom:”Altså, nogle uger efter at jeg havde født ringede jeg til min mor” og fortsatte: ”Jeg var så frustreret over, at alle andre på barsel drak latte og hyggede sig, og der var jeg bare overhovedet ikke”. Jeg kunne godt genkende det hun sagde– uoverensstemmelsen mellem forventningen om at være blevet mor og være på barsel, og så virkeligheden.

Et par dage senere talte jeg med en anden veninde om emnet. Hun fortalte, at de havde været til fødslesforberedelse, hvor de blev stillet en opgave: De fik en stak billeder, og så skulle de udvælge dét, der stemmede overens med deres forventninger til livet på barsel. Min veninde tog noget med en stor gorilla, der sad og chillede mellem en masse bananer. For sådan ser barselslivet jo ud, udefra: Nemt, dejligt og afslappet. Mødre med lækkert tøj på og nyvasket hår. De går i butikker og sidder på cafeér, og stråler generelt bare af overskud. Men lad mig lige slå en ting fast: Jeg kender altså ikke nogen, der er dén slags mor-på-barsel et par uger efter, de har født. Jeg var ude og shoppe med en tre uger gammel baby, fordi jeg troede det var dén slags, man skulle kunne. Det var temmelig dumt, for jeg var slet ikke klar, og det endte med paniksved (min) og skrig (babyens). Min veninde griner også lidt af hendes valg af gorilla-billedet. Hun blev klogere.

Når man er helt ny mor, så er man en kæmpe stor omgang følelsesmæssig ustabil klump dej. Mavemusklerne er væk, søvnen er væk, de stramme bækkenbundsmuskler er væk og den måde, man kender sig selv på, er væk. Det tager tid at komme ovenpå igen, men det skal nok komme. Dét lover jeg! Nu er jeg sådan én der går på café og i butikker, er udhvilet(ish) og har rent(ish) hår. Men det har altså taget nogle måneder at nå dertil. Rom blev ikke bygget på én dag, og det bliver en latte-mor altså heller ikke 🙂

IMG_0505

 

 

8 thoughts on “Ting jeg gerne ville have vidst inden jeg blev mor # 3: Latte-mor blev ikke bygget på én dag”

  1. Og så er der dem, der aldrig når dertil! Eller kan gøre det et par gange, og så tager baby et nyt udviklingsspring, og så er alt forandret igen…

  2. Åh hvor ville jeg gerne ha set det her indlæg lige da jeg havde født (apropos titlen selvfølgelig)!!! Shit hvor var det hårdt at blive mor😳😳😳 men nu, små 8 måneder senere, går det så meget bedre og jeg er nu den slags mor der havde mand og baby med på museum igår! -og NØD det i fulde drag! Det var så bund hyggeligt!! -vi spiste så frokost på en bænk i silende regn for ikke at vække fisen som sov sødeligt ved siden af.. Måske lærer man bare at sådan er livet nu, får jeg havde verdens bedste dag igår!!! Dejligt, dejligt blogindlæg😃

    1. Hej Nina! Dejligt at du synes om indlægget! Du har så ret, det er hårdt at blive mor, for man bliver jo for filan nødt til at asfaltere mens man kører! Heldigvis bliver det lettere med tiden, og så kan man jo fx tage på museum – det lyder bare drønhyggeligt 🙂 God weekend!

  3. Så fint et indlæg.
    Er ganske enig, og jeg vil i den grad hjælpe mine veninder som ikke har fået børn med ikke at få barselstress 🎈
    Alting til sin tid 😉
    PS. Held og lykke med vuggestart! Jeg har lige et par mdr igen – og jeg er ikke helt nået dertil hvor jeg er helt klar. Det kommer nok 🙂

    1. Tak for rosen! Barselsstress er vist et meget rammende ord ✌️ Tak, det gik så fint idag! Go aften ☺️

    1. Årh hvor godt at du kunne bruge det! Og tillykke med Buddha! Kan godt huske de første uger/måneder, phew! Men lige pludselig falder brikkerne på plads, i promise! 💪

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *