Ting jeg gerne ville have vidst inden jeg blev mor # 4: Alene-tid bliver ikke ved med at føles som at løbe et maraton med kun ét ben og bind for øjnene

Dengang Lillen var lille bitte, havde jeg det som om jeg skulle løbe maraton med kun ét ben og bind for øjnene, når jeg skulle være alene med hende både dag OG aften. Det var ikke så ofte det skete, men jeg husker fx en aften hvor Lillens far var til julefrokost på hans arbejde. Lillen var 3 måneder gammel og svær at stille tilfreds – det sidste hun ville var i al fald at sove. Jeg havde ikke snakket med nogen der faktisk kunne svare i over 15 timer, og til sidst var jeg sulten, tissetrængende og totalt udmattet. Finito, burrito. Jeg ringede hendes far hjem inden desserten, og da Lillen kom over i de rolige, trygge mande-arme faldt hun til ro med det samme. Hun kunne nok også mærke, at hendes mor mildt sagt var presset.

Jeg kom til at tænke på det, fordi Lillen og jeg stort set har været alene siden i torsdags. Søren er i Paris, så det har været en rigtig dameweekend. Vi har hoppet i vandpytter, læst bøger og malet på sten. Vi har spist virkelig mange ristede boller med smør og pålægschokolade på, vi har sorteret Lillens tøj (eller – én sorterede, den anden prøvede/tørrede snot af i det rene tøj/rodede rundt i bunkerne) og så har vi puttet i sofaen med dyne og Rasmus Klump på Netflix. Vi har danset, løbet om kap og vi har lavet æggemadder og havregrød i legekøkkenet. Og så har vi sovet længe. En dag fik vi selskab af to andre damer – Molly fra mødregruppen og hendes mor, der kom til sleepover med frysepizza og æblekage på menuen.

Om lidt kommer Lillens far hjem igen, og selvom han har været savnet så har det været en virkelig hyggelig weekend. Og nem. Lillen har været sød og glad, bortset fra en mindre krise da hendes ballon fra Bilka fløj væk og landede i en vandpyt på den anden side af vejen. Jeg har drukket kaffe, ordnet vasketøj og blogget med benene oppe til lyden af Lauryn Hill (har lige genopdaget The Miseducation of Lauryn Hill-albummet <3) når Lillen har taget sin eftermiddagslur. Jeg har fået støvsuget og vasket både tøj og hår. Alt er godt. Jeg har slet, slet ikke haft det som om jeg skulle løbe så meget som et lille bitte maraton.

Jeg ville gerne rejse et par år tilbage i tiden, til dén aften i december hvor jeg var grædefærdig af udmattelse i vores sofa på Vesterbro med en næsten-nyfødt Lillen. Jeg ville give mig selv en krammer og sige, at det nok skulle blive alle tiders en dag. Jeg ville sige, at lige pludselig er det drønhyggeligt at være alene, og følelsen af at ville ringe til en voksen forsvinder sammen med poserne under øjnene og den dej-agtige mave.  Og jeg ville sige, at der endda er varm kaffe og 00’er RnB på den anden side, så det skal nok gå – bare vent og se.