Ting jeg gerne ville have vidst, inden jeg blev mor: Noget om amning

Da jeg var gravid første gang, skænkede jeg ikke rigtig amning en tanke. Jeg vidste at jeg gerne ville amme, og tænkte, at det nok var rimelig ligetil. Det var det bare ikke.

Den første måneds tid havde jeg sår på brystvorterne. Ikke fordi Lillen suttede forkert, men fordi damen lavede et seriøst vakuum. Det gjorde møghamrende ondt, når hun tog fat, og jeg skulle huske mig på ikke at mase det lille menneske til plukfisk, selvom jeg havde brug for at klemme hårdt sammen om noget. Som 10-årig udviklede jeg faktisk det geniale koncept klemme-håndtag, der var fremstillet i trylledej (til brug ved toiletbesøg, forstås). Jeg burde have gemt dem til amme-brug. I stedet spjættede jeg lidt med benene og bandede for mig selv.

Da mælken løb til gjorde det dobbelt så ondt.  Jeg havde så ømme bryster, at jeg vågnede hver gang jeg vendte mig i sengen om natten, og jeg var ved at græde, hver gang afkommet skulle fodres. Og hvis der var nogle små negle, der ramte brystvorterne, havde jeg lyst til at ligge mig i fosterstilling og krepere. Jeg luftede og smurte, men lige meget hjalp det.

Suttebrikker blev min redning, og er til dags dato de bedste 80 kroner jeg nogensinde har brugt. Lige så stille gjorde det mindre og mindre ondt, og jeg behøvede ikke suttebrikker mere. Jeg lavede til gengæld heller ikke meget andet end at amme, og en amning kunne det sagtens tage 45 minutter. Alligevel tog Lillen ikke nok på, og jeg var helt vildt ked af det; ikke fordi alternativet var flaske, men fordi hun havde været sulten, og jeg ikke kunne gøre hende mæt. Hun fik noget supplering på flaske, og så gik jeg igang med at malke ud – jeg har til dato aldrig følt mig så sexet, som når jeg sad med sådan en hånd-malker knappet til mælkebaren. Eller nej. Mand, hvor føltes det skørt. Men det virkede, og Lillen blev fuld-ammet indtil hun begyndte på grød.

 

Jeg havde været lidt spændt på, om jeg ville have det okay med at amme i al offentlighed. Det havde jeg, viste det sig. Og jeg har faktisk slet ikke fået nogen kommentarer, snarere tværtimod – på et tidspunkt var jeg nødt til at fodre arvingen ved et lille bord foran bageren i Føtex, 300 meter fra vores daværende lejlighed. På min ene side sad en herre og nød et kilo pølsehorn, og på min anden side sad en ældre dame. Damen kiggede meget intenst på mig, men efter et stykke tid sagde hun: “Ej, jeg vil bare høre hvor du har købt den flotte kjole!”. Ikke et ord om mælk, bryster eller baby.

 

Amning er en sær – og svær – størrelse, og samtidig er der så meget både kulturelt og biologisk på spil (…og det er slet ikke altid at de to aspekter taler helt godt sammen). Det ville jeg gerne have været bedre forberedt på. Men det er jeg til gengæld denne gang, og jeg har købt en startpakke på apoteket: Ammebrikker, lanolin-salve og ammeindlæg. Og så har jeg indstillet mig på at have tålmodighed – masser af den 🤱🏼