Ting jeg IKKE skal lave i morgen:

-Barbere ben og klippe tånegle. Jeg er jo ikke slangemenneske, vel? Det bliver absolut yndigt, når mine hår på benene begynder at blafre i vinden og mine tånegle stikker et par centimeter udenfor sandalerne.

-Apropos sandaler: Jeg skal ikke have mine Birkenstock på, fordi jeg har fået et par vabler – nok fordi mine fødder opfører sig som en bolledej til hævning her i sommervarmen. Jeg ringede til min mor, og spurgte om hun havde nogle ”nørde-sandaler” jeg kunne låne. Jeg elsker hende for, at hun ikke engang spurgte hvad jeg mente, men bare svarede ja <3 #TeamFodformetOgMedVelcro

-Spise ostemadder. Af en eller anden grund kan jeg ikke udstå ostesmagen længere. Også selvom den smager af sådan cirka ingenting. Til gengæld er jeg blevet virkelig glad for flødeis, hvilket er heldigt, for så får jeg dækket mit kalk-behov 😜

-Gå i Fields og hænge ud på Joe and the Juice. Fordi det var jeg i sidste uge, og det var altså en utilfredsstillende oplevelse at sidde der og være helt tyk og halvgammel mellem alle de unge mænd, der hørte umchi-umchi-musik alt, alt for højt. Og så får jeg røde knopper og hjertekvababbelser af at være i Fields – jeg er slet ikke inde i mit storcenter-game som dengang jeg brugte tiden efter skole på at dalre rundt i Glostrup Centret og kigge på 00’er-tøj med Playboy-tryk i det fineste akryl.

-Tjekke min netbank. Vi ved alle, at så længe man ikke tjekker, så er der penge på kontoen. Jo, der er.

-Farve øjenbryn, fordi det har jeg ikke gjort siden jeg blev gravid… Også selvom Lillen forleden var så elskværdig at spørge, hvor mine øjenbryn var henne. Jeg pegede på dem, hvortil hun svarede ”jeg kan SLET ikke se dem, mor!” Thanks 😐

-Shoppe bikinier. For dét gjorde jeg forleden, og i en størrelse større end jeg normalt bruger. Det endte nogenlunde sådan her, da jeg skulle vise mine nye bikinier til min mand (…jeg kunne nemlig ikke få overdelen på, men til gengæld fik jeg lukket for blodgennemstrømningen til benene da jeg fik mast mig ned i underdelen):