Uncategorized

Ting, jeg ved som 31-årig.

Som jeg skrev forleden, har jeg det som om, at jeg er 500 år gammel. Dén følelse er ikke mindre present i dag, hvor Lillesøster vågnede hver halve time natten igennem – øjnene føles knastørre og jeg har sådan en lille hovedpine, der hygger sig bag ørerne. Jøsses. Men altså, i virkeligheden er jeg bare 31 år. Og jeg synes faktisk, at det er en god alder – det bliver jeg indimellem mindet om, når jeg møder sådan nogle smukke, unge mennesker. De er helt glatte og smarte, men jeg synes egentlig det er rart ikke at være helt ung længere. 31 passer godt. Det er ikke helt grøn og ikke helt støvet. Ikke helt på bar bund, men heller ikke fastgroet. Lidt klogere end før. Her er noget af det, jeg har lært gennem mine 31 år:

…Jeg ved at jeg nok aldrig kommer til at kunne lide kommen eller stærk ost, selvom jeg med tiden har lært at elske både kaffe, rødvin og oliven.

…Jeg ved, at det ikke nødvendigvis bliver en katastrofal dag, fordi jeg har fået noget forkert tøj på. Dengang jeg gik i gymnasiet, var turen ned ad gangen til kantinen var en slags frygtindgydende catwalk, og hvis mine Miss Sixty-bukser var til vask eller mine kina-sko ikke passede til blusen, var det lige før, jeg kørte hjem fra skole. Nu ved jeg godt, at det kan blive en fin dag, selvom jeg har tandpasta på kraven og en diskret hængerøv i bukserne. Måske fordi det inde bag ved tøjet efterhånden har fundet sin hylde og dermed en helt anden ro, end dengang jeg var 16.

…Jeg ved, at menneskerne omkring mig gør det så godt de kan. Alderen har gjort mig mere rundet og mere rummelig, og jeg er ikke så unuanceret i forhold til andre mennesker, som jeg var engang. Jeg kan godt krumme tæer over, at jeg i min spæde ungdom dømte folk helt ude, hvis de havde grimt hår eller hørte noget halløj-musik. Heldigvis er det blevet bedre, for det må ærlig talt ikke være sjovt at være over 30 år og stadig rende rundt med hovedet oppe i røven på sig selv.

…Jeg ved at hvis man spiser en Twix mens man drikker cola, så skummer det på en rigtig dum måde. Ubehagelig, faktisk.

…Jeg ved, hvad jeg gider og ikke gider, og jeg ved, hvordan jeg kan handle på det. Sige fra eller til. Og stå fast på det.

…Jeg ved, at jeg sagtens kan sige ”pyt” og ind imellem springe over, hvor gærdet er lavest. Det sætter jeg faktisk en slags stolthed i. Ikke at tingene ikke skal gøre ordentligt, men man behøver altså ikke gøre det mere besværligt for sig selv end højst nødvendigt. Jeg tænker, at det giver mig noget overskud i hverdagen at kunne – og acceptere – det.

… Jeg ved, at jeg skulle have fået nogle flere historier fra min mormor og morfar, mens jeg havde chancen.

…Jeg ved, at man kan meget mere end man tror. Man kan fx godt elske nogen fuldstændig betingelsesløst, og fungere, selvom man har haft en crappy nattesøvn flere måneder i træk. Man kan også godt holde fast i de vigtige relationer, selvom de kan komme i modvind, og man kan gå virkelig lange ture, hvis man har nogen at snakke med undervejs. Og man kan godt få lagt et budget og få orden på sin netbank, selvom man er noget der ligner tal-blind (… hvis man gifter sig med en mand der har styr på den slags, ha!)

…Jeg ved, at verden faktisk ikke er et så farligt sted, som man nemt kan komme til at tro. Jeg har mange gange rendt rundt og været små-naiv og bedugget i alle mulige mærkelige afkroge af verden, og det værste der overhovedet er overgået mig er, at jeg engang fik stjålet min pung til en Daddy Yankee koncert i Lima. Men helt ærligt, så kunne det vist lige så godt være sket til Rasmus Seecah-Jam på Fisketorvet. Der er kærlighed, hjælpsomhed og god karma både her og meget længere væk, hvis man tør tro på den.

… Jeg ved, at man godt kan være voksen uden at ens tallerkener passer sammen og uden man ved, hvor længe brød kan holde sig i fryseren. Voksen er en følelse, der vist nok minder om ansvarlighed.

… Jeg ved, at man godt kan have bumser som voksen. Lige nu har jeg en ordentlig krabat over venstre øjenbryn.

…Jeg ved at det hele nok skal gå. Det gør det jo altid, på den ene eller den anden måde – også selvom det sjældent går, som man havde tænkt sig. Og det er vel også helt ok?

 

8 thoughts on “Ting, jeg ved som 31-årig.”

  1. Jeg er så enig – det kunne have været mig, der havde skrevet det indlæg (bortset fra det med budgettet – jeg er uddannet i bank, så den klarer jeg selv 🙈)…og ikke så velformuleret dog, men du ved, hvad jeg mener 😅

  2. Jeg har rejst meget især i Afrika og taget tvivlsomme busruter og boet for billigt og alt det, man skal. Og jeg har aldrig fået stjålet andet end min pung på Nørreport!

    1. Det lyder sgu ellers spændende, Signe! Altså ikke det med pungen – det er surt uanset om det er på Nørreport eller i Senegal…

  3. Åh, hvor er det bare rigtigt set! Både det med twix/cola situationen og med at få hovedet ud af røven. Alting lysner sgu, når man gør det 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *