Uncategorized

Ting med historie

Som jeg har skrevet om her er jeg pjattet med genbrug – i går fandt jeg fx en Goya-kjole og en Ganni-sweater til mor her, og nogle sutsko i det pureste sølv samt en masse bøger til Lillen. Yes! Jeg elsker, at mine ting har en historie: En kernelædertaske der emmer af 70’ernes grydegarn og kassebuks. En sweater med skulderpuder og perler, der får mig til at ligne én fra Dollars. You name it.

I gymnasiet gik jeg næsten kun i genbrugstøj – jeg havde også en Fjällräven med badges på á la ”Klassekamp er kvindekamp”, og en pimpet, solskinsgul bedstemor-cykel, så det passede ligesom fint sammen. Jeg har altid haft en vis forkærlighed for ting, der er så grimme, at de er seje. Det betyder, at jeg især i mine yngre år kunne sporte nogle temmelig mærkelige outfits. Jeg kan huske at jeg engang kørte i bus, og min lillesøster stod på. Hun syntes at jeg i så udpræget grad lignede en kegle, at hun satte sig laaaangt væk fra mig. Jeg kan egentlig godt forstå hende den dag idag, for helt ærligt lignede jeg også en cirkushest: Afrofletninger, blomstrede gamacher, store hørebøffer og ridestøvler. Og Fjällräven. Altid Fjällräven.

Idag går der lidt længere mellem de dage, hvor jeg ligner en cirkushest (det sker dog stadig – senest fortalte Agnes på 9 år mig at det var en meget mærkelig kjole jeg havde på. Og dét kommer altså fra én der kan gå rundt i flagermusekostume på en almindelig fredag). Men jeg bliver stadig lykkelig når jeg finder gode, grimseje ting. Jeg var fx så heldig at finde genbrugsguld under min ferie i forstæderne. Og apropos dét med, at tingene har en historie, så kan jeg kun gætte på, hvem der har været så heldig at sporte tingene før mig:

IMG_1718

Jeg forestiller mig at badedragten har tilhørt sådan en nordsjællandsk frue omkring de 50. Sådan én med læderhud og afbleget hår, der har købt badedragten som back-up, fordi hun skulle på cruise engang i 1985. Jeg forestiller mig også, at hun var typen der var glad for drinks inden frokosttid, og havde hun clipse-øreringe på i guld-look. Badedragten har vist aldrig været brugt, men nu kan den altså komme med til babysvømning.

IMG_1716

Nederdelen har til gengæld været brugt flittigt. Den er så smadder grim med dens afblegede farve og simili-sten. Det tror jeg har været en flot cigar på omkring de 30, der tilbage i 1988 spankulerede rundt i den i det københavnske nordvestkvarter. Sådan én der parrede den med en læderjakke med skulderpuder og en halvdårlig permanent. Nederdelen har garanteret været med til at drikke en hel del lumumba’er og har helt sikkert danset rigtig meget til Sneakers og Tøsedrengene. Nu kan den komme med rundt i den Vesterbro’ske sommer, tilsat Birkenstock og pletter af grøntsagsmos.

PS: Jeg har selv en loppebod på Rita Blå’s lopper på Sønder Boulevard den 12. juni. Kom endelig forbi og sig hej! Der vil både være grimme ting, mindre grimme ting og babytøj 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *