Skip to content

Top 1 over ting, jeg ikke får gjort (og ting, jeg faktisk har udrettet)

På en suveræn førsteplads over ting jeg ikke får gjort har vi:

Knibeøvelser (… hvilket er en udmærket prioritering, når nu det gik så godt sidst jeg var til 8-ugers-tjek for knap 3 år siden:”Prøv at knibe sammen nu” sagde lægen, men jeg kunne ikke svare, fordi jeg allerede kneb så meget sammen, at jeg var blevet gasblå i ansigtet). Jeg glemmer det simpelthen. Eller også laver jeg én, og så glemmer jeg at lave flere. Det er dumt, jeg ved det godt. Jeg kunne godt fortsætte listen over ting, jeg ikke får gjort – fx støvsugning, barbering af ben og noget med grøntsager – men det ville nok blive en ret kedelig liste. Istedet har jeg lavet en liste over det, jeg faktisk har gjort. Følgende er præsteret indenfor det seneste døgn:

… Jeg har været på stranden sammen med min lille, hjemmelavede klan. Der ligger en lille “hemmelig” strand på Islands Brygge, og selvom kombinationen af sand og solcreme altid giver mig tics, var det en fin lille tur: Lillesøster sov, Lillen legede med vand og manden hentede is. Ahh!

…På stranden så jeg en kæmpestor måge, der indhalerede en ål. Eller en slange. Uanset hvad, så var det noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har set… og jeg har altså set en del.

…Jeg har sørget for, at YngsteFrikadellen stadig er i live. Hun har fået nogle perfekte elastikker på de små lår og hendes kinder er dejligt runde, så jeg tror det er god sødmælk, jeg laver.

…Jeg har også sørget for, at ÆldsteFrikadellen får en god og varieret kost her i ferien. Idag har hun fx både fået limonade-is, hindbær-is og én med chokolade på. Måske er det meget godt, at hun snart skal tilbage til børnehavens madordning.

… Sidstnævnte have jeg i øvrigt en diskussion med i eftermiddags, fordi vi ikke kunne blive enige om, hvem der skulle have ammepuden. Hendes dukke skulle også ammes, forstås.

… Jeg har klasket en håndfuld myg i vores soveværelse. Findes der noget mere irriterende end dén der karakteristiske “bbbzzzzzz”-lyd, når man forsøger at sove? Og tanken om alle de myggestik, der kan følge med lyden? Nej, vel?

…Jeg har haft en lille krise over, at mine Tofiffee bliver så bløde her i varmen, at de er svære at få op af pakken. Der må da også findes en mere let tilgængelig emballage, især med tanke på, at det primært er folk over 80, der spiser de små frækkerter med karamel og hasselnød?

…Jeg har set “Bamselægen” og “min ven Marlon” på Ramasjang. Det er altid de samme afsnit vi skal se, så det er ikke ligefrem fordi jeg sidder ude på kanten af sofaen og venter på svaret om, hvorvidt Marlon får gaven reddet op ad åen.

…Jeg har fundet ud af at de bleer jeg havde købt til Lillesøster indeholder en slags lotion, og nu er de arkiveret lodret – hvad i al verden laver den slags så tæt på babynumser?! Ad!

…Jeg har drukket iskaffe. Man er altså ude på et skrålplan, når man ikke sjældent betaler 45 kroner for en kop kaffe med en håndfuld isterninger i uden at blinke. Millionær bliver jeg nok aldrig.

…Og nu har jeg stukket mine fødder i sådan noget peeling-halløj, der indebærer at jeg skal sidde i sofaen i en time (det går lige!), og så er det vist meningen at mine fødder skal blive bløde som ferskener i løbet af de næste par uger. Hvis underlivet er noget slattent rod, er det jo godt med en pæn fod, kan man sige 😜

 

4 Comments

  1. Charlotte Charlotte

    Der er simpelthen apps med knibeøvelsesremindere 🙂 Bare skriv knibeøvelse i app store/play store.
    Det er måske værd at prøve om det kunne øge frekvensen. Som lidt ældre madamme vil jeg anbefale det for “det” dumper desværre ikke ned fra himlen. Tværtimod 😉

    • Sofie Ude Sofie Ude

      God pointe – det kan være jeg skal give det et skud!

  2. Signe Signe

    Min læge kommenterede bare til min 8-ugers undersøgelse, at jeg roligt kunne gøre lidt mere ved kniberiet. Nå men tak. Hørte et tip om at knibe, hver gang man venter ved rødt lys når man fx går med barnevognen. Altså jeg magtede det ikke, men måske du er dygtigere end mig.

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Det er en god idé… Jeg vil prøve at huske på det når jeg alligevel er ude og trille! Om ikke andet så til de to lyskryds på vej til lægen haha!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *