Uncategorized

Tre fine ture ud af København

Det er påskeferie, og for mange af os bliver det nok en særlig én af slagsen – uden påskefrokoster, mini-ferier eller hvad man måtte have planlagt.  Vi skulle have været på besøg hos mine svigerforældre, men bliver (selvfølgelig) hjemme istedet.

Heldigvis er vejret i disse dage fantastisk og det indbyder til at være udenfor. Istedet for at klumpe sig sammen i byens grønne åndehuller har jeg nogle ideér til fine og børnevenlige ture ud af byen:

De glemte kæmper på Vestegnen

Der er ikke mange der ved det, men den københavnske vestegn byder faktisk på nogle fine naturoplevelser. Kunstneren Thomas Dambo har lavet seks store “kæmper”, der bor forskellige steder i forstæderne – på bakketoppe, i skove og ved vandet. Skulpturerne er bygget af affaldstræ fra lokale nedrivningsprojekter, gamle kviste og resttræ – og med hjælp fra lokale frivillige.

Man må gerne klatre på dem, og så er det en herlig skattejagt at besøge dem alle seks: Bakketop Trine, Teddy Venlig, Sovende Louis, Lille Tilde, Thomas på bjerget, Oscar Under Broen.

Det kræver en bil at besøge de fleste af dem, men det er en kort køretur fra København. Med madpakker i tasken, kaffe på thermo’en og solskin, bliver det næsten ikke bedre. Læs mere om de glemte kæmper her.

Bøllemosen

Bøllemosen ligger i den nordlige del af Jægersborg Hegn. Navnet stammer fra planten mosebølle, og i 1880’erne var mosen tilholdssted for en flok vagabonder, der måske kom der på grund af mosebøllens lidt euforiserende virkning – og det er efter sigende herfra, ordet “bølle” stammer. Sejt, ikke?

Der er en masse smuk natur i Bøllemosen, med skov og mose. Der er blevet lavet en gangbro, der går hele vejen igennem mosen. Lige bagved Skodsborg station ligger der en stor naturlegeplads med huler, rutchebaner, gynger og træfigurer, der indbyder til klatring. Og så er der næsten garanti for ejendomsmægler-hår og hurtige briller, for legepladsen ligger i et af landets dyreste områder.

Vi brugte en dag i Bøllemosen forleden. Vi legede Ronja Røverdatter, gemmeleg, spiste madpakker og plukkede forårsblomster i skovbunden. Det tager en halv times tid i bil at komme til Bøllemosen fra København – ellers er det nemt at komme dertil med toget.

Københavns befæstning – Vestvolden

Fra Avedøre og helt til Utterslev Mose ligger Vestvolden. Det er et militært voldanlæg, der blev opført i slutningen af 1800-tallet, og er næsten 15 kilometer langt. Vestvolden er værd at besøge, dels fordi der er smukt med voldgrav og skov, men også fordi det er spændende at se de gamle militære bygninger – man kan fx se en bygning, hvor soldaterne sov i køjesenge, eller dér, hvor der engang var artillerimagasin. Lillen syntes det var edderspændende, da vi var derude sidste weekend.

Turen til Vestvolden ligger i frisk (som min mor ville sige) cykelafstand fra København. Læs mere om Vestvolden her.

God tur!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *