Skip to content

Udsalgshopping – katjing!

Mens der er tynde, glatbarberede mænd på cykler i fjernsynet og solskin udenfor, har Maven og jeg været på udsalgs-shopping. Vi har fundet en masse lækre sager, og  hvad der er sparet er tjent (som man siger, hvis man har været lidt for flottenheimer-agtig), så jeg har det sådan her:

buy

Jeg tror egentlig også godt Lillen kan lide at bruge penge – hun møffer i hvert fald godt rundt i maven, når mor her kører med kortet. Jeg ser det som en slags team-building, hvilket er helt på sin plads, eftersom der ikke er så længe til, at vi skal møde hinanden –  og dermed være på samme side af mit maveskind Jeg glæder mig!

Det bedste til den slags shopping er i øvrigt at have nogen med, der gider holde pause med store, fedtede burgere eller brownie og iskold lemonade… For når det er over 20 grader kan sådan en højgravid krop godt opføre sig lidt som en portion bolledej, der hæver op til dobbelt størrelse i løbet af nul komma fem.  Og så er det i dén grad rart med en lille pause og en omgang kulhydrater.

Der er rigtig mange gode steder at shoppe børnetøj i nærheden af, hvor jeg bor. Jeg er især glad for Glasalfen på Gasværksvej. De har mærker som Molo, Petit by Sofie Schnoor, MarMar Copenhagen, Hummel og Small Rags. Desuden har de rigtig mange fine sko. Lige nu har de et ret godt udsalg kørende med 40% på det meste. Jeg købte en strikkjole fra Small Rags, de blødeste MarMar-leggins og en fin Wheat sommerkjole:

glasalfen

Danefæ på Istedgade har også udsalg nu, med 40% rabat på rigtig mange ting. Udover de klassiske Danefæ-ting har de også regntøj, badetøj, rygsække osv. Åbenbart har Danefæ et undermærke, der hedder Bifrost. Det er billigt, men virker som en helt fin kvalitet (og se lige hvor sød den hjerte-body er!). Butikken forhandler også et mærke der hedder Dyr. Jeg synes det er ret sejt og bestemt værd at tjekke ud. De lukker butikken i slutningen af juli, så go go! Jeg købte udover hjerte-bodyen en bluse med kat på, en uld-body og en hagesmæk:

danef

Jeg var også et smut forbi Divaen og Krudtuglen på Elmegade (Nørrebro). De har sørme også udsalg, 40-50% rabat på rigtig meget tøj som Mini Rodini, Soft Gallery, Hummel osv. Jeg kom hjem med en fin Molo-kjole med en fugl på og lidt glimmer i stoffet, og så en kjole fra Hummel. Jeg er ellers ikke så meget for den der tracksuit-stil, meget af deres tøj er, men denne synes jeg var ret fin:

molo og hummel

Andre gode steder er Polkadotten på Istedgade, der har de fineste sko og verdens sødeste indehaver. Tout Petit på Værnedamsvej er så fint, hvis man er til Liberty-stilen. Der ligger en hel del børnetøjsbutikker på Gammel Kongevej, særligt kan jeg anbefale Tre Søstre. Hvis man er til genbrug er der også Mødrehjælpen på Gasværksvej – her kan man også sagtens gøre nogle fine kup. Jeg vil også nævne Heidi og Bjarne der ligger på Istedgade. Det er et socio-økonomisk foretagende, hvor de bl.a. har fine hjemmelavede ting, børnetøj i kommission fra fx CphMama (det er hende med partisaner-savle-smækkene), second-hand børnetøj samt restpartier fra BangBang Copenhagen og Soft Gallery. (Og hvis man er på de kanter, skal man ikke snyde sig selv for at gå over på den anden side af gaden, og købe en kanelsnegl dyppet i chokolade hos Bagerdygtigt. De smager a.w.e.s.o.m.e!).

Nu vil jeg hælde en iskaffe i svælget og vaske alt det nye tøj – det skidt ordner jo ikke sig selv. Nyd tirsdagen, eller dét, der er tilbage af den!

 

2 Comments

  1. Suzie Suzie

    Åh tak for endnu en dejlig gang underholdning…… Fedt at læse din blog i 30° varme til min aftenkaffe ……

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Du er så sød Suzie – nyd Jeres ferie (og jeg er lidt glad for, at det ikke er mig der sidder og drikker kaffe i 30 graders varme!) <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *