Uncategorized

Venindebogen # 10: Mød Charlotte

venindebogen

Charlotte kender jeg, fordi hun er kæreste med Sørens bedste ven, og de har to krudtugler, Marvin og Wille.  Charlotte er sådan én der snakker meget, smiler meget og hver gang jeg ser hende spørger hun, om jeg vil have cola – damen e.l.s.k.e.r cola.  Jeg synes Charlotte er ret overskudsagtig, hun kan fx sagtens tage et spædbarn med til 30-års fødselsdagsfest og hun paniksveder ikke selvom hun skal holde styr på 2 små mennesker på løbecykler. Lær Charlotte lidt at kende her, hvor hun fortæller om sexytime, Lola Jensen og hvad det betyder, når børn pludselig er stille.

charlotte 1

Mit navn er: Charlotte.

Jeg er: 31 år gammel og bor: I Fredericia sammen med min kæreste Jonas og vores dejlige drenge Marvin (4 år) og Wille (2 år).

Min livret er: Lasagne og mit yndlingsdyr er: Hunde. Jo større jo bedre. Altså hundene!

Da jeg var lille drømte jeg om at blive: Frisør. Som voksen er jeg: Hjemmemor på fjerde år. Fra på mandag igen pædagogstuderende.

Hvis jeg skulle beskrive min graviditet med tre ord, skulle det være:
Kvalme, træthed og marcipanbrød.

Jeg er dén slags mor der: Giver lidt for meget efter, curler lidt for meget og pakker ungerne lidt for meget ind i vat. Take it or leave it, Lola Jensen! Vi er lidt nogle bløddyr herhjemme.

Jeg synes det bedste ved at være mor er: At jeg er den vigtigste i
verden for to små mennesker! Som heldigvis også er de vigtigste i min verden. Hvor heldig kan man være

Den største udfordring ved at være mor er: At finde tid til noget som helst andet end at være mor! Det er sådan en kliché, men HVOR bliver tiden af når man har småfolk i huset? Alt hvad der hedder romantik forsvinder desværre også med den dér tidsrøver. Og dét synes jeg er udfordrende. Men vi er gode til at huske hinanden på, at det altså ikke er en permanent tilstand det her småbørns “warzone” hvor man hellere vil snooze end at sexe når muligheden byder sig

Jeg ville ønske at jeg, inden jeg blev mor, havde vidst: At det ikke ændrede mit liv SÅ radikalt som forventet. Jeg var nok lidt ængstelig ved tanken om alt det jeg måtte give afkald på! Men altså. Jeg har danset på de borde der skulle danses på og bundet de øller som skulle bundes. Jeg er ikke noget karrieremenneske og jeg har ikke en eller anden sportsgren eller hobby som jeg har skåret ned på. Så alt i alt vendte det ikke min verden så meget på hovedet som jeg frygtede. Det gjorde den kun dejligere.

charlottebaby

Jeg er rigtig god til at: Læse højt, puste på en klemt finger, trøste, hygge og bage kage til mine unger og deres runde kinder. Jeg vil gerne være bedre til: At LEGE! Rigtigt at lege. Vildt og skørt og sjovt og indlevende, ligesom far kan. Klassisk, tror jeg.

Hvis nogen skulle snakke om mig bag min ryg, ville de nok sige: At jeg er for blød. Mine børn må gerne hoppe i sofaen, de spiser ikke altid særligt pænt, nogen gange (tit) ender jeg med at sige ja selvom jeg har sagt nej. Vi skælder meget sjældent ud osv. Til gengæld lærer jeg dem at være søde og respektere andre! Det er langt vigtigere end at der er krummer i sofaen, og at jeg måske sagde ja til is for 4. dag i træk fordi jeg valgte dén kamp fra!

Sidst jeg gjorde noget jeg ikke er stolt af, var: I december hvor jeg truede med at julemanden ikke kom, hvis NOGEN ikke hørte lidt bedre efter! Her i januar savner jeg lidt at have “julemands-truslen” i baghånden! Nogen gange er man bare den mor man havde svoret ikke at være!

Når jeg skal være rigtig god ved mig selv, så: Stener jeg flow-tv i rå mængder og drikker cola i mindst lige så store mængder.

Hvis ikke jeg havde et voksen-liv jeg skulle passe, ville jeg: Savne at have et voksenliv og nogle børn at passe. Jeg har svært ved at forestille mig andet nu når jeg er opslugt af moderskabet.

Efter jeg er blevet mor har jeg lært at:

1) Navigere i kaos.
2) Leve med at tingene sjældent går som planlagt.
3) At stilhed næsten altid er ildevarslende.

charlotte2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *