Uncategorized

Venindebogen # 13: Mød Sissel

venindebogen

Mens jeg ligger og danderer den i en solstol i mine svigerforældres have, får I fornøjelsen af at møde Sissel. Jeg faldt over Sissels blog, fordi hun fornyligt skrev en fin kommentar til ét af mine indlæg  – og jeg har læst trofast med lige siden. Sissel bor på Vesterbro med hendes kæreste og søn aka. Bøffen. Sissel skriver fint og ærligt om livet som (ung) mor og billedsiden på bloggen er virkelig lækker, for Sissels kæreste er fotograf. Her kan I lære Sissel lidt at kende, hvor hun fortæller om ikke at ville blive voksen og om hvad jeg personligt synes er en helt i orden livret. Enjoy!

unnamed (1)

Mit navn er: Sissel

Jeg er: 24 år gammel og bor: På Vesterbro, i København sammen med min kæreste og vores søn.

Min livret er: Jordbærtærte og croissanter og mit yndlingsdyr er: En kat… og snegle, duer, dovendyr, svaner, søkøer og hammier (hamstere)

Da jeg var lille drømte jeg om at blive: Dyrepasser, layouter på et modemagasin, reklametænker. Som voksen er jeg socialrådgiver om 3 år.

Hvis jeg skulle beskrive mig graviditet med tre ord, skulle det være: Træls, deprimerende og lang.

Jeg er dén slags mor dér: Er ret cool, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er ikke så pylret og hønemors-agtig. Jeg tror jeg er en ret god blanding af kærlig, nærværende og opmærksom mor, men samtidig ret large og afslappet omkring min søn.

unnamed

Jeg synes det bedste ved at være mor er: At livet pludselig giver mening. Sådan rigtig mening. Før var det bare lidt sådan la la, nu er der sgu’ virkelig noget at leve for og være stolt af.

Den største udfordring ved at være mor er: At jeg ikke har så meget tid alene. Jeg har brug for at lade op og stresse af helt alene. Det er der ikke så meget tid og plads til efter jeg er blevet mor. Heldigvis er min kæreste dog god til at tage over og lade mig bruge tid på at være Sissel, uden at være mor, engang imellem.

Jeg ville ønske at jeg, inden jeg blev mor, havde vidst at: Graviditeten kunne være psykisk hård, men hvad vigtigere er: at det faktisk slet ikke er så hårdt at være mor. Jeg troede det var meget hårdere, fordi man hører så mange skrækhistorier om for lidt søvn, lort og barselshårknolde. Så mellem os, så behøver det slet ikke være så hårdt som det lyder.

Jeg er rigtig god til: At være Sissel, og have et barn. Det er rigtig vigtigt for mig at jeg ikke mister mig selv i alt den her moderrolle. Hverken fysisk eller psykisk. Derfor går jeg stadig ligeså meget op i mit udseende, som før jeg blev mor, og bruge tid på de ting jeg plejer. Og vil gerne være bedre til: At gøre nogle flere af mine ideer til virkelighed. Dem er der nemlig rigtig mange af, og jeg tror, at hvis jeg begyndte at gøre mere ved dem, så kunne jeg nok godt blive rig.

unnamed (2)

Hvis nogen skulle snakke om mig bag min ryg, ville de nok sige at: Jeg er lidt speciel. Jeg tror faktisk ofte at folk tænker at jeg er lidt mærkelig. Måske fordi jeg tit deler hvad jeg tænker (hvilket er alt fra underlige spørgsmål om verden til min sære humor) og nok bare har nogle lidt underlige syn på tingene.

Mit forbillede er: Min mor fordi hun er en sej kvinde, men ikke perfekt. Hun er en kvinde der selv kan klare sig på alle områder. Hun har f.eks. selv sat vinduer i sit hus. Hun har opfostret mig alene og så har hun valgt kærligheden fra. Jeg har, og kan, lære meget af hende, selvom vi er to meget forskellige personer, men alligevel inderst inde nok føler de samme ting.

Sidst jeg gjorde noget jeg ikke er stolt af, var: Da jeg blev sur på min kæreste over noget jeg ikke kunne være bekendt, fordi det egentlig var noget helt andet der var galt. Måske var det slet ikke ham det handlede om, men bare en stemning, eller følelse, jeg havde på det tidspunkt, som så gik ud over ham. Jeg håber virkelig at han kan blive ved at bære over med mig, for jeg bliver desværre ved at gøre gang på gang.

Når jeg skal være rigtig god ved mig selv, så: Er jeg begyndt at få ansigtsbehandlinger og massage, hos en kosmetologskole. Jeg er på SU, og derfor skide fattig, men deres priser er til at betale sig fra.

Efter jeg er blevet mor har jeg lært at: Jeg stadig ikke er blevet mere tålmodig, eller mere voksen. Jeg har faktisk lært at jeg ikke gider at blive voksen. Jeg vil hellere være ung med min søn, og hoppe og danse og lege på legepladser. Selvfølgelig er jeg voksen for ham, men fysisk og psykisk vil jeg ikke lade mig begrænse!

unnamed (3)

1 thought on “Venindebogen # 13: Mød Sissel”

  1. Til Sissel: bag din ryg, ville folk mere sige, at du er hammer sød (selvom jeg kun har mødt dig få gange) og nem at snakke (godt) med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *