Venindebogen # 5: Mød Ditte K

venindebogen

Jeg har fået Ditte til at svare på spørgsmålene i Venindebogen. Ditte er én af mine absolutte yndlingsbloggere, fordi hun skriver så fint om hverdagen med lille Frede og knap så lille Marius, om hendes kæreste Mikkel, madpakker, e-bay fund, søvnunderskud, coco-pops og meget mere. Og så er det altså en sand fryd at læse noget, der er så velskrevet som Dittes indlæg – der er aldrig kommafejl eller manglende nutids-r. Ahh! Jeg håber I synes Dittes svar er lige så gode som jeg synes (også selvom jeg ikke helt forstår, hvordan man ikke kan være den store mad-type). Værsgo!

ditte
Jeg er: 24 år gammel og bor: I Odense sammen med min kæreste Mikkel, 6-årige Marius, 1-årige Frede og hankatten Maggie.

Min livret er: Al slags forret og dessert (er egentlig ikke den store mad-type), og mit yndlingsdyr er: Nok en hund. Katte er også søde. Jeg kan vist godt bare lide dyr helt generelt.

Da jeg var lille drømte jeg om at blive: Dagplejemor (indsæt selv rædsels-smiley) og senere dyrlæge eller forfatter. Som voksen er jeg: Studerende med et ønske om at gå journalistvejen på en eller anden måde. Forfatter gad jeg stadig godt at være.

Hvis jeg skulle beskrive min graviditet med tre ord, skulle det være: Spænding (på den gode måde), opkast og lidt mere opkast. Jep.

Jeg er dén slags mor, der: Mest har kørt på mavefornemmelsen og forsøgt at være relativt afslappet. Selvfølgelig skal vi ikke bevæge os ud i noget decideret farligt, men begge mine børn har nok indtaget noget mere jord, græs og uidentificeret snask, end kostpyramiden anbefaler. Jeg bliver nok lidt utilpas og oplever en mild form for præstationsangst ved at læse mig frem til alting. Indtil videre er begge unger søde og glade, så jeg tænker, det nok skal gå.

Jeg synes, det bedste ved at være mor, er: Følelsen af at få benene slået væk under mig af sådan en form for overvældelses-lykke, når jeg i løbet af en dag lige stopper op og betragter dem. Og det der med at være nogens primære person, det er altså også ret stort. At små mennesker afhænger af og regner med én med alt fra kærlighed og omsorg til bleskift og mad. Og at de gengælder den dér ubeskriveligt store kærlighed.

Den største udfordring ved at være mor, er: At være ‘på’ døgnets fireogtyve timer. Uanset om de sover, besøger mormor eller er i skole, så eksisterer bekymringerne og dertilhørende tanker stadig, uanset hvor jeg eller de befinder sig. Så den mentale kapacitet, jeg automatisk bruger på at være mor, kan godt være lidt overvældende. Og så manglen på søvn.

Jeg ville ønske at jeg, inden jeg blev mor, havde vidst, at: Tiden satte farten så voldsomt op. Og at ammestart ikke bare er flydende mælk, glade babyer og harpemusik. I starten var det mere noget med sår, brystbetændelse og et barn i forlængelse af brysterne mere eller mindre konstant. Det blev heldigvis hurtigt meget, meget bedre, men jeg var faktisk ikke klar over opstartssmerten, der fulgte med, før den ligesom bare var der.

Jeg er rigtig god til: At fornemme stemninger og læse andres signaler. Tror jeg i hvert fald. Og vil gerne være bedre til: At være ligeglad med, hvad andre folk måtte mene om mig. Og ikke at banke mig selv i hovedet over ting, der i bund og grund er ligegyldige.

Hvis nogen skulle snakke om mig bag min ryg, ville de nok sige, at: Jeg altid kommer for sent. Det ville jeg også selv sige. Det er noget skod.

Mit forbillede er: Vist ikke nogen specifik (selvom jeg ser ret meget op til min moar), men jeg kan vildt godt lide den type mennesker, som bare kører på, er sig selv og har den der aura af at hvile i sig selv, fordi det inspirerer mig og minder mig om, hvad jeg godt vil øve mig i at blive bedre til.

Sidst jeg gjorde noget, jeg ikke er stolt af, var: Da jeg med høj, begejstret røst kaldte min baby for bøsse. Ville have kaldt ham enten bøffe eller møsse(?) og landede ligesom et sted midt i mellem. Jeg har helt sikkert gjort ting i den lidt mere alvorlige ende også, men jeg kan ikke komme på en eneste lige nu.

Når jeg skal være rigtig god ved mig selv, så: Tager jeg fem minutter helt for mig selv, hvor jeg er alene med mit eget hoved. Det behøver ikke være noget specielt. Måske bare et bad, at lægge neglelak eller gå ud og glo i drivhuset.

Efter jeg er blevet mor har jeg lært, at: Den slags fem minutter kan føles som en forlænget weekend. Jeg har også lært, at folk slet ikke har været fordømmende overfor, at jeg var 17 år, første gang jeg blev mor, selvom jeg nok lidt havde forventet det. (Tak Kaare Sand). Og så har jeg selvfølgelig lært, at jeg uden tøven ville agere levende skjold for begge mine børn, hvis der nogensinde var fare på færde. De er simpelthen det bedste, der findes.

ditte 2



2 thoughts on “Venindebogen # 5: Mød Ditte K”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *