Skip to content

Venner, jeg har brug for Jeres indspark! Det handler om forældreskab og parforhold.

Jeg kan huske første gang min mor skulle møde min mand. Det var en varm sommer-eftermiddag, og vi skulle mødes på en burgerbar på Istedgade. Min mor kom og hentede mig, og i al min nyforelskelse gjorde jeg mig helt vildt umage for at se så fin ud som muligt: T-shirten sad helt casual stukket ned i bukselinningen, det havde taget mig en e.v.i.g.h.e.d at lave en rodet hestehale og mascaraen var on point. Vi gik ned af Istedgade, jeg med maven fuld af sommerfugle. Det gik så fint, og jeg sørgede for ikke at have salat mellem tænderne.  Årh mand, det var dengang.

Det var også dengang hvor jeg sov med mascara på, så jeg havde bambi-øjne fra morgenstunden af, og det var dengang, hvor jeg forede toilettet med papir når jeg skulle tisse, så det ikke larmede. Det var dengang det hele var nyt og spændende. Nu har min mascara efterhånden samme konsistens som hvedemel, og jeg tisser konsekvent for åben dør. Jeg gør mig ikke rigtig umage mere, for der er alt muligt andet, der fylder: Livet som småbørnsfamilie.

Livet som småbørnsfamilie er sådan et liv, hvor de voksne splatter ud på sofaen og falder i søvn klokken 20. Det er sådan et liv, hvor sætninger sjældent er længere end 4-5 ord og efter klokken 19 foretages hviskende, for ikke at vække nogen. Det er sådan et liv, hvor dét, vi på godt dansk kalder en weekend getaway virker meget langt ude i fremtiden. Det er altså et liv, der indimellem giver parforholdet temmelig trange vilkår. Vi har været igennem det før, og jeg ved, at det er for en periode. Men jeg savner min mand, og jeg savner også dén Sofie, der ikke altid farer rundt med favnen fuld af vasketøj og poser under øjnene. Jeg savner at være kærester, for lige nu er vi primært mor og far.

Jeg går og brygger lidt på noget, der en dag gerne skulle få vinger – jeg kan ikke fortælle så meget endnu, men når jeg kan, gør jeg det. Men jeg har brug for fortællinger og erfaringer fra Jer, der selv har små børn: Hvad er/har været de største udfordring for Jeres parforhold efter i er blevet forældre? Hvordan har Jeres relation ændret sig? Hvad har været svært? Hvad har været godt? Hvad har I gjort ved udfordringerne?

Jeg ville blive så glad, hvis I ville smide en kommentar herunder, eller skrive mig en mail (sofieude.dk@gmail.com). Man må skrive en roman eller tre ord, og man må også gerne være anonym. Jeg vil gerne have lov til eventuelt at bruge Jeres indspark som citater – selvfølgelig i anonymiseret form.

På forhånd: Tusinde tak! Og ha’ en dejlig søndag aften!

11 Comments

  1. Jeg synes, at noget af det mest trælse er i øjeblikket, hvor vi kigger hinanden i øjnene hen over et klattet barn og bare ved, at når barnet er puttet, skal vi have snakken “hvem tager sygedagen i morgen?”, der grimt men sandt kan omformuleres til “hvis arbejde er mindst vigtigt?”

  2. Ida Ida

    Jeg synes det hårdeste var lige da jeg havde født og vi ikke længere var lige. Vi har altid i de 9 år vi havde været sammen inden barn været ekstremt lige i vores forhold.
    Og lige pludselig var der kun en der kunne amme og gå på barsel. Ligheden kommer dog tilbage synes jeg i takt med at vores datter blev ældre.
    Og så selvfølgelig de halve samtaler. Jeg har svært ved at holde tråden når vores datter afbryder.

  3. Sidse Sidse

    Jeg synes det værste er at man ikke altid er på bølgelængde med hinanden, at der kan gå mange dage hvor man ikke får tjekket rigtigt ind hos den anden. Og så savner jeg, som et morgensex menneske inderlidt at have sex og intimitet inden dagen går igang, ej hvor jeg savner det!
    Det bedste er uforbeholdent at se kærlighed mellem de to (3-4) jeg elsker mest, at blive helt lykkelig over den kærlighed min mand giver vores børn…
    Kh mor til en på 6 og 3 og 2/3 graviditet….

  4. Conni Conni

    Dyrk jeres parforhold. Indfør voksentid gerne hvor I har en time uden børn, hvor I kan interessere jer kun for hinanden inkl. Sex. Dyrker I hinanden kan i klare så meget sammen og jeres børn vil profile af jeres samhørighed. Om muligt vil en uges kærlighedsferie en gang om året uden børn gøre underværker. I bliver nyforelskede 🤩😘🤗

  5. Ida Ida

    Vi gik fra 1 barn til 3. Vi fandt ud af, da jeg var i uge 13, at vi ventede tvillinger og det var et KÆMPE chok. Det har været den største udfordring nogensinde for os, som par og selvom de er 1,5 år nu, føler jeg stadig at vores hverdag er ren overlevelse. Når vi kommer hjem fra job, har vi hver et barn på armen, som har savnet os. Samtidig forsøger vi, så godt vi kan, at sørge for storesøster også føler sig hørt og set. Det går ok, men der er ikke rigtig overskud til os, som par, når børnene sover. Jeg plejer at gå i seng samtidig med børnene 🙂 Det har gjort, at vores tvillinger allerede fra 9 måneder ca., har haft overnatning hos deres farmor og farfar. Og gerne en overnatning hver 2 måned – så vi kan sove og snakke 🙂 Vores store pige sov først ude, da hun selv begyndte, at spørge om det. Jeg er ikke vild med, at mine små skal sove ude, men jeg har følt at det var nødvendigt, for at min mand og jeg, ikke glemmer hinanden 🙂

  6. Louise Louise

    Jeg synes at det sværeste er, at vi er så ulige. Ligesom Ida skriver. Det er mig der ammer om natten og mig der er sammen med vores 2 måneder gamle dreng hele tiden, imens min kæreste kan spise ude, se venner og sove. Nogle gange bliver jeg helt misundelig på al den frihed han har.

  7. A A

    Altså vi har tre små børn og vores parforhold går rigtig meget op i praktik og logistik. Jeg ved at min mand synes det er svært at vi næsten aldrig har sex, men når drenege endelig sover og jeg har haft en lille baby på mig hele dagen, trænger jeg bare til at være mig selv om aftenen, eller måske i virkeligheden bare have min krop for mig selv. Samtidig er jeg ked af hvordan min krop ser ud efter tre graviditeter, jeg er næsten 20 kilo større end dengang vi mødte hinanden. Jeg synes vi er rigtig gode til at være en familie men vi er ikke særlig gode til at være kærester.

  8. Matilde Matilde

    Vi prøvede i lang tid at få vores søn men da det endelig lykkedes gik vores forhold i stykker. Jeg følte mig meget ensom i barslen, selvom jeg havde en fantastisk mødegruppe. Min mand dyrkede hans arbejde og hobbyer ligesom han gjorde inden vi blev forældre og forstod ikke rigtig hvad jeg havde behov for… og måske var jeg dårlig til at fortælle ham det. Idag er min søn 4 år og vi har et super samarbejde, så det er endt godt, men ikke på den måde vi håbede på eller regnede med

  9. Anonym Anonym

    Hjemme hos os er der to piger på 4 og 6. Vi prøver at huske at kramme og kysse hinanden og altid tale pænt til hinanden, og så prioriterer vi voksen-tid når vi kan, så vi kan snakke sammen eller holde i hånden eller hvad der nu er behov for. Vi har voksen-tid når pigerne fx ser Disney-Sjov eller er blevet puttet. Hverdagen er tit lidt kaotisk, men vi prøver virkelig på at passe på vores forhold selvom det ikke altid er nemt. Nogle gange sidder vi jo også bare i hver vores ende af sofaen og kigger på mobilen haha!

  10. Heidi Heidi

    Vi har en datter på knap 10 måneder. Det sværeste er nok, at vores forskele i personlighedstræk er trådt frem på en mere direkte måde nu, hvor vi er pressede på energi og tid. Han vil stadig gerne udleve nogle behov for at være fri og ung, rejse og se venner osv., mens jeg slet ikke har de behov længere, men bare vil hygge og nusse som familie. Jeg føler han er egoistisk og han oplever at jeg kræver og fastlåser ham. Det er primært det vi skændes om – (plus skænderierne er noget mere eksplosive nu jf det med manglende overskud..) Ellers prøver vi at værdsætte og anerkende, at vi giver noget forskelligt til vores datter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *