Skip to content

Vi er først næsten lige begyndt

Der var så smukt omkring mig, da jeg var ude at gå tur med barnevognen i eftermiddags (ja, babyen har endelig lært at sove i vognen! Ha-le-lu-ja!). Solen hang lavt, og der lå et tyndt lag rimfrost på græs og buske. Der var stille. Ikke en vind rørte sig, og der var ingen andre mennesker i nærheden. Det er ikke ofte man oplever ro på dén måde, når man bor i København. Men når det sker, føles det næsten magisk.

Jeg gik og tænkte på, at det med al sandsynlighed er min sidste barsel jeg har gang i. Jeg har været gravid for sidste gang. Første graviditet var dejlig, anden gang varede kun ganske kortvarigt og tredje gang var svær at nyde, fordi bekymringerne fyldte (for) meget. Det kommer jeg ikke til at savne. Jeg har født for sidste gang, og selvom jeg har haft to gode fødsler, er det ikke ligefrem noget, jeg er ked af ikke at skulle opleve igen. Men tiden med en baby   – duften, lydene og symbiosen med et lille, sårbart liv – ville jeg gerne gøre igen. Jeg ville gerne have den oplevelse af “helle” fra alt omkring mig, en barsel kan være, igen og igen. Fordybelsen. Nærværet. Rolige dage og blødt tøj. 

Det går alt for hurtigt, synes jeg. Især i denne barsel, føles det som om, at dagene er forbi næsten før de er begyndt. Denne gang er dagene ikke uendelige – tværtimod. Der skal sendes i børnehave og hentes igen. Ordnes vasketøj og handles ind. Krisehåndteres og fodres. Det er en anden slags barsel og en anden slags ansvar end sidst. Og at det nok er sidste gang, gør det svært ikke at have lyst til at klamre sig fast og ikke lade dagene, oplevelserne og tiden slippe væk. Men tiden går. Og det betyder også, at min lille baby er overhovedet ikke en lille baby længere, for hun bliver 5 måneder om lidt. Hun griner, larmer, øver sig i at rulle rundt og i at bruge sine små, tykke hænder. Jeg ved ikke hvordan det skete, men vi er pludselig her. Hun kan en masse, og lærer nyt hver dag.

Jeg kommer ikke til at opleve det første smil igen, eller første øjenkontakt. Alle de små, store ting i et baby-liv. Men det er okay, tror jeg, selvom jeg indimellem kan blive trist af at tænke på alt det, jeg ikke får lov til at opleve igen. Om lidt skal jeg være moster for første gang. Jeg glæder mig sådan til at høre knirkelydende, holde de små, krøllede hænder og til duften af helt nyfødt. Jeg håber jeg må låne ham indimellem, skulle savnet efter en lille baby opstå. Men mens jeg går rundt med barnevognen og skyggerne bliver lange, husker jeg mig selv på, at selvom der er mange første gange, der er forbi, er der en masse andre første, der venter på at blive oplevet. Første skoledag. Første rokketand. Første kæreste, første brandert og første alt muligt andet. Det hele stopper jo ikke her. Vi er først næsten lige begyndt. 

4 Comments

  1. Så fint skrevet ❤️
    Man fejrer første gang og glædes over at være livsvidne til sine børns udvikling.
    Men inderst inde niver det; den sidste amning, den sidste gang man kunne løfte og bære sit barn …
    dejligt, du lige minder om det – må lige ind og kramme den 9-årige før han vågner og kæmper imod 🤷🏻‍♀️🥺😆

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Tak! Håber du fik krammet den store dreng 😘

  2. Trine Trine

    Du skriver ordene lige ud af mit hoved, Sofie ❤️

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Åh hvor dejligt 🤗

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *