Uncategorized

Vi voksne kan også være bange

Det er sidst på eftermiddagen. Jeg sidder i sofaen med en kop varm kaffe og vådt hår. Lillesøster sover stadig – vi har netop været ude at gå en lang tur i regnen (med den nye bog fra pigerne bag Fries before Guys i ørerne. Jeg er vist lidt for gammel til den, men den burde være pensum i folkeskolens store klasser). Vi er alene hjemme disse dage, mens resten af familien er til fødselsdag i det jyske – Lillesøster er ikke helt på toppen, så vi blev hjemme. Jeg føler mig som en dej, der er blevet sat til hævning, for jeg har levet af en mærkelig blanding af alt godt fra Irmas take-away montre, og hvide boller med flødehavarti. Og kaffe. Altid kaffe. Det eneste grøntsags-agtige jeg har i køleskabet er en pose halvslatne gulerødder, men jeg spiser ikke gulerødder, når jeg er alene – jeg er simpelthen bange for at få dem galt i halsen.

Jeg er ikke kun bange for at få gulerødder galt i halsen, for i virkeligheden er der en del ting jeg er (blevet) bange for. Flourstoffer i overtøjet. Pesticidrester i drikkevandet. Om Lillen spiser for mange rosiner, og om hun husker at tygge mandlerne på hendes havregrød ordentligt. Jeg er bange for bilister, der ikke ser sig ordentligt for eller idioter, der kaster sten fra motorvejsbroer. Jeg er bange for terror og indbrudstyve.

Jeg er stort set holdt op med at læse nyheder, hvilket jeg ellers plejede at gøre flere gange dagligt. Mest af alt, fordi jeg ikke kan holde ud at læse om klimaforandringerne – så jeg lader være. Jeg er også bange for de politiske strømninger, der er fremherskende. Der er valg om lidt, og både retorikken og dele af persongalleriet giver mig akut nældefeber. Altså, hvordan ER det der bliver talt om andre mennesker? Hvordan kan man så meget som overveje at stemme på et parti som Stram Kurs, der i de meningsmålinger, jeg har set, ligger over spærregrænsen? Churchill sagde, at “the best argument against democracy is a five-minute conversation with the average voter”… Altså, jeg det er ikke fordi jeg har et godt alternativ i baghånden, men jeg kan godt se, hvad han mener.

Vi voksne kan også være bange. Og det er sgu fordi jeg har et ansvar. Noget, jeg skal passe på. Nogen, jeg skal passe på. Og det er både det mest fantastiske og det mest frygtindgydende, jeg nogensinde har prøvet.

7 thoughts on “Vi voksne kan også være bange”

  1. Min coping-strategi er at gøre noget og lukke af for andet. Her er en aktie i den økologiske landbrugsfond, et medlemskab af et politisk parti, at lægge de fleste indkøb i medlemsejede supermarkeder og lign. Jeg leder simpelthen efter “gode mennesker” og holde nogle programmer, nyheder og lign. i strakt arm, for ellers er det hele ikke til at holde ud, når man har små, håbefulde mennesker på bagsædet. Det hjælper lidt.

    1. Jeg tror egentlig også at det er min strategi… At købe varer, der passer på vores grundvand, stemme på et parti jeg tror kan imødekomme nogle af udfordringerne bedst, tage cyklen frem for bilen osv. Tak for din kommentar!

  2. Sidder med samme angst helt oppe i halsen for tiden. Har også lukket ned for alle nyhederne, men så fik jeg i dag alligevel overbevist mig selv om, at jeg da burde læse lidt op på noget af det der valgflæsk. Nu går jeg i seng med en let depression.
    Har ikke nogen god strategi til, hvad man kan gøre, ville vare lige sige, at du ikke er alene om at synge de lange, bange sange.
    Jeg er begyndt at gå lidt op i haven… Det hjælper. Indtil man får kigget på sin telefon…

    1. Jeg gjorde det samme for en uges tid siden – tænkte, at jeg da godt kunne snige mig ind på et nyhedssite. Blev mødt af en overskrift om, at det hele går ad helvedes til med klimaet, og blev simpelthen nødt til at lukke ned. Trines idé med at gøre det man kan og så holde alt andet på afstand er vist en meget god strategi. Jeg øver mig stadig… Tak for din kommentar!

  3. Åh, hvor jeg kender følelsen. Det er forfærdeligt. På en måde er den der mad-relaterede angst den værste – den tager så meget tid – og jeg tror ikke, at den er særlig velbegrundet.

    Jeg kan ikke forestille mig, at vores forældre gik rundt og forestillede sig, at vi kunne dø hvert øjeblik, det skulle være. De har haft nok i frygten for atomkrig, hiv-smitte eller arbejdsløshed.

    Jeg ved ikke helt – men hvor mange børn blev slået ihjel af vindruer, mandler og gulerødder før vi alle sammen begyndte at opføre os panikangst omkring det? Jeg læste et sted, at der faktisk er flere mennesker i dag, der dør af nøddeallergi, (som er opstået på baggrund af, at børn ikke får nødder, før de er ret gamle), end der faktisk døde af kvælning, som følge af at spise nødder som små.

    Nå, men man kan jo ikke tale fornuft med sin angst. Jeg vil nu gå ud og koge gulerødder og skære vindruer i både.

    1. Mad-relateret angst er i hvert fald den mest håndgribelige, når man han små børn! Jeg skærer stadig vinduerne ud til Lillen, og hun er snart 4 haha! Og ja, alle tider har jo haft hver deres dommedagsprofeti, men altså, det gør det ikke nemmere at kapere 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *